Zimbabwes forfatningskrise

Zimbabwe er et land i krise og tvunget i knæ under Robert Mugabes mangeårige styre, der hviler på den forældede Lancasterhouse-aftale.
Den er et levn fra det britiske kolonistyre, som Zimbabwe forsøger at gøre op med gennem en ny forfatning, der skal vedtages ved en folkeafstemning i 2011. Udformningen af den nye forfatning er en proces, som Mugabes parti ZANU-PF har sat sig tungt på, og på trods af løfter om folkelig inddragelse, tvivler flere og flere på, at det bliver folkets stemme, der kommer til udtryk i den nye forfatning. Afstemningen om den nye forfatning næste år kan være kimen til endnu et voldeligt og blodigt kapitel i Zimbabwes historie.
    
Folkelige høringer uden folk
I Glendale, en landsby 60 km nord for hovedstaden Harare, afholder græsrodsbevægelsen National Constitutional Assembly (NCA) en forfatningsworkshop i et lille tætpakket lokale. Alan, som leder workshoppen, vender sig mod os for at oversætte deltagernes ord fra det lokale sprog shona. ”De siger, at når komitéen, som står for forfatningsprocessen, kommer til landsbyerne, er det kun de folk, der er blevet håndplukket og forberedt af ZANU-PF, som må udtale sig. Rejser andre sig for at tale, kan de blive udsat for overgreb bagefter. Så det er kun dem, der bekræfter regeringens synspunkter, der får lov at tale til høringerne. Forklarer jeg det I siger korrekt?” slutter han henvendt til forsamlingen. De ser på os og nikker, alle som en. Zimbabwes regeringsledede forfatningskomité COPAC har været her, så de kender det på deres egen krop.

Operation Hold Din Mund
NCA oplyser om demokrati og politiske rettigheder i et af verdens mest ufrie samfund og kæmper for, at forfatningsprocessen i Zimbabwe bliver rodfæstet i befolkningen. Efter hårdt pres og et blodigt valg i 2008 indgik Robert Mugabes parti ZANU-PF og oppositionspartiet MDC-T under Morgan Tsvangirai en politisk aftale, som i 2009 førte til en national samlingsregering med deltagelse af ZANU-PF, MDC-T og det lille udbryderparti MDC-M. Ifølge aftalen skal processen, der skal føre til Zimbabwes nye forfatning, være styret fra parlamentet. I den forbindelse rejser forfatningskomitéen COPAC landet rundt for at afholde offentlige høringer med det formål at inddrage befolkningen i udformningen af forfatningsudkastet, der skal godkendes ved en folkeafstemning. Det kan lyde ligetil, men i et land, hvor regeringen regelmæssigt krænker borgernes politiske rettigheder, er der adskillige advarselssignaler på, at den parlamentsstyrede forfatningsproces ikke vil føre til en demokratisk forfatning. En samtale med formanden for det uafhængige monitoreringsorgan ZZZICOMP tilbage i Harare underbygger dette. Selvom ZZZICOMP mener, at COPAC har åbnet for folkelig dialog om landets politik, har processen være skæmmet af politisering, mangel på folkelig oplysning og ikke mindst intimidering af borgerne fra ZANU-PF’s mere militante tilhængere – ligesom beboerne i Glendale beskrev for os. Dér kalder beboerne regeringens folkelige høringer for Operation Vhara Muromo – ’Hold din mund’ på shona.

Det godes værste fjende?
Alligevel har COPAC-processen mange støtter, og kun få organisationer har som NCA valgt at insistere på demokratisk folkeoplysning. NCA har siden 1997 kæmpet for at sikre befolkningens reelle inddragelse i udformningen af en ny forfatning. Det er en magtfuld organisation med et tusindtalligt græsrodsnetværk og kollektive medlemmer, der tæller bl.a. fagbevægelsen og studenterbevægelsen. NCA ser COPAC som en opvisning, hvis formål er at blåstemple en udemokratisk forfatning, og mener, at de øvrige organisationers deltagelse i processen blot tjener til at legitimere en grundlæggende forfejlet tilgang. I den sammenhæng er det interessant, at Morgan Tsvangirai, Zimbabwes premierminister og leder af MDC-T, var NCA’s formand 1997-2000. Dengang støttede han helhjertet princippet om en folkeligt forankret forfatningsproces. Men efter MDC-T kom med i regeringen, har piben fået en anden lyd. Nu bliver de tidligere alliancepartnere i NCA betragtet som ‘spoilere’, der undergraver landets relative politiske og økonomiske stabilisering efter valget i 2008.  Det internationale donormiljø har fulgt trop i håbet om, at der endelig var udsigt til forbedringer i pariah-staten Zimbabwe. De fleste store donorer har omdirigeret deres midler og politiske støtte til den regeringsledede proces ud fra devisen om, at det bedste er det godes værste fjende. De kritiske organisationer som NCA arbejder derfor under stadigt sværere vilkår.

Trusler i luften
Som processen er skredet frem, har mange organisationer dog stillet sig mere og mere skeptiske over for fremgangsmåden. ZANU-PF har med stor snilde formået at udnytte det relative frirum efter samlingsregeringens dannelse til at befæste sin tilværelse i landområderne og dermed dominere de folkelige høringer. Men partiets konsolidering rummer også en anden fare: Truslen om en gentagelse af den brutale vold i forbindelse med præsidentvalget i 2008. Siden slutningen af 2010 har Mugabe stædigt insisteret på at afholde valg i 2011, uanset at den politiske magtdelings-aftale kræver, at der først skal holdes folkeafstemning om en ny forfatning. Og bare truslen om voldsanvendelse mod politiske aktivister i stil med 2008 er nok til at skræmme mange zimbabweanere fra politisk deltagelse. Der er med andre ord nok at bekymre sig om i Zimbabwe.

Papirdemokrati
Det er farligt og naivt, at verdenssamfundet så ensidigt har valgt at støtte Mugabe og regeringens løfter om demokratiske forbedringer. I en tid, hvor der mere end nogensinde før er hårdt brug for midler til at nå hele landet med oplysning og kritisk tænkning, så er alle æggene så og sige lagt i én kurv – Mugabes kurv. Der er altid behov for stemmer, der fastholder princippet om ægte demokrati og folkelig inddragelse og bider magthaverne i haserne. En god forfatning er vigtig, men hvad er den værd, hvis den ikke bliver efterlevet? I sidste ende opnår et land ikke demokrati og frihed ved at fæstne ord på et stykke papir, men gennem en åben og fri proces, der fæstner den demokratiske ånd i folket selv. Det er dén proces, NCA kæmper for at gennemføre – det ville klæde de vestlige demokratier at støtte den, mens tid er.

Af Anna Catherine de Laine, Zimbabwe gruppen