Ungdomsprojektet i Sydafrika (Cape Flats)

Skrevet 17 December 2008

Operation Dagsværk 2007 gik til dette projekt i Cape Flats i Sydafrika. Der blev samlet over 7 mio. kroner ind. Projektet er et samarbejde mellem Afrika Kontakt og otte sydafrikanske organisationer der hver især gennemfører egne aktiviteter og desuden samarbejder i et netværk.

Formålet er at styrke selvbevidstheden hos unge og deres familier i de fattige byområder i Cape Flats (Cape Town), så de unge bliver i stand til at bryde med kriminaliteten, volden, de seksuelle overgreb og narkomisbruget, og dermed bryde ud af deres marginalisering i samfundet.

Projektets sociale og økonomiske baggrund
Unge i Cape Flats lever i dag i skyggen af apartheid. Det gælder selvfølgelig den direkte arv efter apartheid i form af de helt utrolige økonomiske forskelle i samfundet, men også den ”racemæssige” adskillelse som stadig præger Sydafrika. De underprivilegerede unge har reelt ingen mulighed for at komme ud af den township hvor de er født og opvokset.

Den økonomiske depression og marginaliseringen er grobund for mange problemer i Cape Flats. Særligt i de ”farvede” townships har der siden 1950erne været en stærk bandekultur – oprindeligt fremskyndet af apartheidstyret, som led i en del-og-hersk politik.
I de ”sorte” townships er der ikke den samme tradition for bander, men følelsen af at være ladt tilbage på perronen, mens de få med forbindelserne i orden tjener fedt, er udbredt, og mange ser ikke andre muligheder end at berige sig gennem røverier og indbrud.
Samtidig har Sydafrika ikke fået gjort op med fortidens opdeling af befolkningen og livet i Cape Flats er voldsomt præget af racisme, sexisme og aldersdiskrimination.

Mange unge dropper som følge af problemerne ud af skolen i utide, og problemer med misbrug, hiv/aids og teenagegraviditeter er udbredte.

Aktiviteter
Projektet består af en vifte af forskellige aktiviteter som alle har ligestilling og nedbrydelse af fordomme som udgangspunkt. Desuden bygger alle aktiviteter på inddragelse af de unge og i høj grad på ung-til-ung metoden, hvor de unge træner andre unge i de færdigheder de selv har fået. Aktiviteterne tager alle sigte på at møde de udsatte unge hvor de er – på gaden eller i skolen – og etablere aktiviteter omkring dét der er væsentligt for de unge, f.eks. ønsket om et fristed, nogen at tale med, mere viden, bedre muligheder.
Arbejdet foregår indenfor en række temaer og redskaber, såsom:

• Ung-til-ung: da størstedelen af programmets aktiviteter består i styrkelsen af større grupper af unge.
• Kvinder, mænd og løn: Ligestilling er et grundlæggende element, både i de projekter som inddrager både kvinder og mænd og i de to projekter som arbejder med kønsopdelte målgrupper.
• Sport, drama og musik: Mere end 1000 unge vil deltage i disse aktiviteter.
• Rådgivning og bevidstgørelse: De udsatte unge i Cape Flats kender sjældent deres rettigheder og er på ingen måde bevidste om deres muligheder. F.eks. retten til ikke at blive slået, retten til at sige nej til at have sex, retten til at beholde de penge man selv har tjent, retten til at være uenig med en voksen, osv.
• Uddannelse i computer og medier: Der er i Cape Flats et enormt underskud af konkrete færdigheder i at bruge computere og producere medier.
• Internater: En stor del af de unge i Cape Flats lever et liv næsten uden bevægelsesradius og har f.eks. sjældent været inde i selve Cape Town. For dem er selve det at ”komme ud” et løft og et bevis på muligheder som de aldrig har kunnet forestille sig.
• Inddragelse af skoler og lærere: Størstedelen af de unge i Cape Flats dropper ud af skolen inden den afsluttende eksamen.
• Oplysning, kampagner og fortalervirksomhed: Kampagnearbejdet skal nå de vigtigste agenter i de unges liv. Udover de unge selv, familier, skoler og lokalsamfund.

Læs mere på Dagsværks hjemmeside.

Afrika Kontakts partnere i Sydafrika:
Hands On (har ikke hjemmeside), Human Rights Media Centre (har ikke hjemmeside), Molo Songololo, New Women's Movement (har ikke hjemmeside),  Workers' World Media Productions, Youth4Change (har ikke hjemmeside).

Projektet slutter den 31.12.2010.

BilagStørrelse
AKs projekt endelig udgave 28. oktober 2007.doc430.5 kB
Midtvejsevaluering af Cape Flats projektet - december 2009 som zip-fil1.1 MB