(Dansk udgave nedenfor)

By Peter Kenworthy, Africa Contact

The UN says that it seeks sustainability in its work and programmes, that it seeks “integration of the social, economic and environmental dimensions of sustainable development in policy-making at international, regional and national levels”.

And the UN’s Children’s Fund, UNICEF, says on its website that “UNICEF has worked from its founding on nutrition programming aimed at fulfilling every child’s right to adequate nutrition,” because “good nutrition benefits families, their communities and the world as a whole.”       

But these principles have seemingly not been applied in the Tindouf refugee camps. Here approximately 150.000 Saharawis have been in a desert exile for 35 years, since their homeland, Western Sahara, was invaded by Morocco.

Over the last 25 years, the UN’s World Food Programme (WFP) has spent many millions of dollars on keeping the Saharawis in the camps from starvation – although malnutrition in the camps is still widespread and WFP funds for the camps are decreasing.

According to the WFP, “opportunities for self-reliance in the harsh, isolated desert environment where the [Tindouf refugee] camps are located are extremely limited, forcing the refugees to rely on international assistance for their survival. Malnutrition rates remain high, with acute malnutrition at a critical level of 18.2 percent, chronic malnutrition at 31.4 percent and underweight at 31.6 percent.”

But until it was abruptly terminated in late 2007, UNICEF ran a successful and seemingly sustainable family garden project in the camps. The project saw 1200 family gardens constructed in extremely adverse agricultural conditions, vegetables and fruit trees being produced by means of minimum water and fertilizer input, using special water-stocking soil conditioners, and agricultural techniques taught to the participating families and school children.

“Any neutral observer will understand that there is a dramatic difference between shipping food aid to the refugee camps for 35 years, as has the WFP, and creating local food production in a sustainable way, as has the UNICEF project,” says Botany Professor Willem Van Cotthem, who was a UN scientific consultant on the gardens project from 2005 to 2007

Van Cotthem is still puzzled why the UN suddenly ended the project. “The enthusiasm about the successes with the family gardens in the camps was unprecedented,” he says. “All the Saharawi ministers and the President himself expressed their hope that UNICEF would continue that magnificent project until every refugee family had its own garden.”

And the reason for the terminations of the project was not a lack of information of the project’s accomplishments, he insists, nor any misgivings about its achievements. “Staff members of UNICEF, UNHCR and the World Food Programme visited the camps several times to observe the progress made. Medical doctors and consultants of UNICEF repeatedly confirmed that the consumption of fresh food and fruit had a very positive effect on the level of malnutrition.”

Small-scale family gardens that produce fresh food are widely accepted as being an important part of a successful food production, and subsequently on the nutritional intake of desert populations such as in the Tindouf refugee camps, and they are also a cheaper and more sustainable way of supplying food than shipping it from abroad, Van Cotthem insists.

“A growing production of vegetables and fruits forms the embryonic stage of a potential local market development in the camps,” he says. “And training the refugees in agricultural and horticultural techniques, as a group of experts and technicians did, is a rewarding investment in knowledge and skills that is applicable in any future situation, even if the dispute with Morocco gets settled and the refugees return home.”

According to Van Cotthem, the reason given for terminating the project was an Al-Qaeda-executed terrorist attack on a UN building in Algiers that killed over 60 people, including 17 UN staff members - an attack UN Secretary General Ban Ki Moon called an “abjectly cowardly strike.” “And if lack of funds is the reason for stopping the garden project,” says Van Cotthem, “then one cannot understand why a project for sustainable development of local food production is stopped in favour of shipping food.”

And Van Cotthem is adamant that the results of this omission, on top of food aid cutbacks, are and will be disastrous. “Malnutrition will enhance and hunger will be looming. Already in 2007-08 the level of food stocks in the camps was catastrophic. But the international organisations are fully in a position to compensate the reduction in shipped food by offering the Saharawis the chance to develop a maximum number of gardens.”

In the mean time, the Saharawis themselves and private initiatives such as the “Be Their Voice” –programme, which runs small-scale family gardens, have attempted to fill the gap left by the UN. But as the Saharawis are strapped for cash and NGO-driven programmes rely mostly on private donations to a mostly unknown refugee crisis, the capacity and scope of such projects is by no means sufficient.

FN’s manglende bæredygtighed i Tindouf-flygtningelejrene

Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

FN siger at man vil have at organisationens programmer og arbejde i det hele taget skal være bæredygtigt. At man søger ”integration af sociale, økonomiske og miljømæssige dimensioner af bæredygtig udvikling i internationale, regionale, og nationale politikker”.

FN’s Børnefond, UNICEF, siger på sin hjemmeside, at ”UNICEF, siden organisationen blev grundlagt, har arbejdet med ernæringsmæssige programmer med henblik på at opfylde alle børns behov for og ret til tilstrækkelig ernæring”, fordi ”en god ernæring er en fordel for de enkelte familier, deres samfund, og verden som helhed”.

Men disse principper overholdes efter alt at dømme ikke i flygtningelejrene nær Tindouf i Algeriet. Her har cirka 150.000 saharawier levet i eksil i ørkenen i over 35 år, siden deres hjemland Vestsahara blev invaderet og koloniseret af Marokko.

I 25 år har FN’s Fødevareprogram (WFP) brugt mange millioner dollars på at sikre at saharawierne i lejrene ikke sulter – men underernæring i lejrene er stadigvæk udbredt og midlerne fra WFP faldende.

Ifølge WFP er ”mulighederne for selvhjulpenhed i det barske og isolerede ørkenmiljø hvor Tindouf-lejrene ligger meget begrænsede, hvilket gør flygtningene afhængige af international nødhjælp for at overleve. 18.2 procent af dem er akut underernærede, 31.4 kronisk underernærede, og 31.6 procent undervægtige”.

Men UNICEF bestyrede faktisk et succesfuldt og tilsyneladende bæredygtigt familiehaveprojekt i lejrene, indtil projektet pludseligt blev stoppet i 2007. 1200 familiehaver blev bygget, under ekstremt vanskelige landbrugsmæssige forhold, hvor grøntsager og frugttræer blev produceret ved hjælp af specielle vandkonserverende jordforbedringsmidler, og hvor familier og skolebørn blev undervist i landbrugsteknikker.

”Der er en verden til forskel på at fragte fødevarehjælp til flygtningelejrene i 35 år, som WFP har gjort det, og på at skabe en lokalt forankret og bæredygtig fødevareproduktion, som UNICEF-projektet gjorde det”, siger Professor i Botanik Willem Van Cotthem, som var videnskabelig konsulent på familiehaveprojektet fra 2005 til 2007.

Van Cotthem forstår stadigvæk ikke hvorfor FN pludseligt afviklede projektet. ”Projektets succes med familiehaverne skabte en enorm entusiasme”, fortæller han. ”Alle ministrene i saharawiernes regering, inklusive præsidenten, udtrykte håb om at UNICEF ville fortsætte dette storslåede projekt, indtil alle familier i lejrene havde deres egen have”.

Grunden til at UNICEF afviklede projektet var ikke manglende information om projektets resultater, siger han, eller betænkeligheder ved projektets mål. ”Medarbejdere fra UNICEF, UNHCR og WFP besøgte lejrene flere gange for at se projektets fremskridt. Og læger og konsulenter fra UNICEF bekræftede gentagende gange at indtag af frisk mad og frugt havde en meget positiv effekt på graden af fejl- og underernæring”.

Det er almindeligt accepteret at små familiehaver, der producerer friske madvarer, er en vigtig del af ørkensamfunds fødevareproduktion, og dermed indbyggernes næringsindtag. Familiehaverne er også en både billigere og mere bæredygtig måde at forsyne indbyggerne med mad, end ved at sejle maden ind udefra, insisterer Van Cotthem.

”En voksende produktion af grøntsager og frugt kan være med til at skabe et lokalt baseret fødevaremarked i lejrene. Og ved at træne flygtningene i landbrugsteknikker og gartneri, som en gruppe eksperter gjorde det, kan man desuden skabe viden og færdigheder, der kan bruges i fremtiden. Selv hvis konflikten med Marokko bliver løst, og flygtningene kan vende hjem”.

Ifølge Van Cotthem havde projektets afslutning dog ikke noget med selve projektet at gøre.  Årsagen var derimod en terrorbombning af FN-bygningen i Algiers, udført af Al-Qaeda, der dræbte over 60 mennesker, heraf 17 FN-ansatte. ”Manglende penge kunne da heller ikke have været grunden til at man stoppede projektet”, siger han. ”Hvorfor skulle det være billigere at sende fødevarehjælp end at opretholde et projekt med lokalt forankret fødevareproduktion?”

Van Cotthem er sikker på at neddroslingen af fødevarehjælpen til flygtningelejrene nær Tindouf, sammen med afviklingen af projektet, bliver katastrofal. ”Der vil blive mere underernæring, og dette vil forårsage mere sult. Allerede i 2007-08 var fødevareniveauet i lejrene katastrofal. Men de internationale organisationer er fuldt ud i stand til at kompensere for reduktionen af fødevarehjælp, ved at give saharawierne chancen for selv at udvikle så mange familiehaver som muligt”.

I mellemtiden må saharawierne, sammen med private initiativer som ”Be Their Voice”-projektet der forvalter små familiehaver, forsøge at fylde det tomrum ud som FN har efterladt sig. Men NGO-drevne programmer som ”Be Their Voice” er fortrinsvis afhængige af private donationer. Og siden Vestsahara-konflikten er relativt ukendt i den brede offentlighed, er disse projekters kapacitet og rækkevidde langt fra nok.