TEMA: Sandheds- & forsoningskommissionen

Hvad var Sandheds- og Forsoningskommissionen?

Allerede kort tid efter Sydafrikas første demokratiske valg i 1994 besluttede det nye parlament, at der skulle gennemføres en sandheds- og forsoningsproces. Formålet var at skabe "så fuldstændigt et billede som muligt af grundene til og karakteren og omfanget af de grove krænkelser af menneskerettighederne, som blev begået mellem 1. marts 1960 og 10. maj 1994" (det vil sige i perioden fra Sharpeville-massakren til den officielle afslutning af apartheid ved overgangen til demokrati).

Parlamentet etablerede derfor Sandheds-og Forsoningskommissionen (også kendt som TRC - Truth and Reconciliation Commission), og udpegede Desmond Tutu som dens formand.

I følge loven, som definerede TRCs arbejde, skulle sandheden bringes for en dag på følgende vis: Alle, der havde begået overgreb med et politisk motiv, i tråd med statens eller befrielsesorganisationernes politik, kunne søge om amnesti, hvis de vel og mærke fortalte hele sandheden om overgrebet til TRC. Det var ikke et krav at ansøgeren om amnesti viste anger.

For de ansvarlige for den statslige vold under apartheid stod valget mellem pest og kolera. De kunne søge om amnesti, og dermed ville de være tvunget til at fortælle offentligt om de forbrydelser, de havde deltaget i plus evt. stadig risikere retsforfølgelse, hvis amnesti-kommiteen gav afslag - for eksempel med den begrundelse, at de havde overskredet deres beføjelser i den på gældende sag. Alternativt kunne de forsøge at holde lav profil, og dernæst stå i et endnu dårligere lys, hvis de efterfølgende blev opdaget og tiltalt.

TRC registrerede og indsamlede ca. 21.400 vidneerklæringer fra folk, der opfattede sig som ofre for apartheidstyret.

Da høringerne gik i gang, blev de transmitteret i alle medier; aviser, radio og tv over hele Sydafrika. Der blev grædt i stride strømme, og Tutu fik brug for al sin evne til at støtte mennesker i krise.

Selve processen førte til en stor diskussion om, hvad sandhed egentlig er. Der var tre definitioner af sandhed i brug i sandheds- og forsoningsprocessen. Den første definition var den retsmedicinske, dvs. de beviser, som retsmedicinere kunne fremkomme med. Den anden definition var den sandhed, som fremkom igennem de individuelle fortællinger fra ofre og bødler. Den tredje dimension var den sandhed, der opstod i dialogen mellem de involverede.

I følge Tutu var et af de vigtigste resultater af processen den terapeutiske lettelse, som især nogle af ofrenes familier oplevede ved at få at vide, hvad der rent faktisk skete med deres sønner, døtre, mødre eller fædre, efter at de forsvandt eller blev anholdt, og ikke mindst, hvor de lå begravet.

Kritikere af sandheds- og forsoningsprocessen, for eksempel Mahmood Mamdani fra Center for Afrika Studier i Cape Town, kritiserede sandheds- og forsoningsprocessen for at fokusere for meget på individuelle overgreb. Han mente, at processen dermed "forspildte sin chance for at afsløre, hvad der var særligt ved apartheids undertrykkelse og dets voldelige undertrykkelsesapparat."

Et eksempel kunne være tvangsforflyttelserne af 3,5 millioner mennesker. Disse statslige overgreb betød, at alle disse mennesker mistede hus, hjem og eksistensgrundlag. Mamdani påpegede, at forbrydelserne under apartheid skete som led i opretholdelsen af et helt bestemt samfundssystem, som gjorde mindretal rige på flertallets bekostning.

Hans holdning var, at en forsoningsproces uden en økonomisk udligning mellem de grupper, der blev undertrykt og udbyttet, og de, der høstede frugterne af undertrykkelsen, var et urimeligt krav at stille til de undertrykte.

Også nogle af ofrene, blandt andet Steve Bikos enke, har kritiseret TRC. Deres kritik har mest handlet om, at TRC har spærret for egentlig retsforfølgelse af de folk, der har myrdet deres familiemedlemmer, og dermed også for krav om kompensation. Amnesty International har støttet op om denne kritik.

I linkene herunder kan du hente hele Sandheds- og Forsoningskommissionens rapport som ZIP-filer der åbner i Word format.