Som en fisk i vandet

04. Jan  2011, Arbejderen

Isabella Lövin er oppe imod emsige kommissærer og en effektiv fiskerilobby i kampen mod EU’s fiskeripolitik, der udrydder fiskene ved
Afrikas kyster.

Ingen har så stort indblik i EU’s politik, når det gælder overfiskeri ud for Afrikas kyster, som den svenske journalist Isabella Lövin.

Uanset at hun kæmper mod overmagten i form af EU-kommissionens mappedyr og den magtfulde arbejdsgiverlobby af europæiske fiskeri-redere, bliver den 47-årige svensker ved med at bide sig fast i haserne på sine modstandere. Til stor irritation for dem i øvrigt.

Som medlem af EU-parlamentet for det svenske Miljøparti sidder hun i Fiskeriudvalget og er suppleant i udvalget for Udvikling.

Og hun vil ikke finde sig i, at hundreder af europæiske fisketrawlere hvert år sejler til Afrika for at fiske vandene tynde for fisk – som
tun, blæksprutter, ansjoser og sardiner, mens de lokale afrikanske fiskere magtesløst må se på og opgive deres erhverv.

– EU’s støtte til trawlernes ejere, altså subsidierne, må væk. Skibsejerne skal selv betale. Og så må EU lave retfærdige og
gennemsigtige aftaler med de afrikanske lande om at måtte fiske, siger Isabella Lövin.

Hun deltager i en konference om EU’s rovfiskeri i Afrikas farvande. Den er arrangeret af Fiskerifagligt Netværk og Oplysningsforbundet DEO óg
foregår på Christiansborg i København.

120 deltagere, heriblandt journalister, politikere, embedsmænd, græsrødder og blot nysgerrige og debatlystne mennesker er mødt op i
Fællessalen.

Isabella Lövin er vred over, at EU blot betaler landene i Afrika en sum penge for at få lov til at fiske, men ikke udvikler landene tilsvarende.

For EU har ellers selv stillet som betingelse for at skrive under på fiskeriaftalerne, de såkaldte FPA’er, at en del af pengene skal gå til
job på land til de lokale, demokrati og menneskerettigheder.

– Fiskerne på EU-trawlerne skulle efter aftalen lande deres fangst i de afrikanske havne, så fiskene kunne blive bearbejdet lokalt. Men det sker
ikke. Fiskene bliver i stedet losset i Las Palmas på Kanarieøerne og ryger videre til det europæiske marked med det samme, siger svenskeren.

Isabella Lövin viser et diasfoto af kvinder i Guineas hovedstad Conakry, der røger fiskene på en fabrik. Der er ikke strøm, eller også er den
meget ustabil, så det kan ikke betale sig at anlægge kølehuse  til fiskene.

– Se, kvinderne står dér dagen lang i røgen og bliver syge, siger Isabella Lövin, der fra 1992-1994 gennemførte Radioproducentuddannelsen
på Dramatiska Institutet

Hun udgav i 2007 bogen »Stilhedens Hav – jagten på den sidste fisk« og fik samme år Stora Journalistpriset. Senere blev hun udnævnt til   Årets
Miljöjournalist.

Tidligere var hun ansat på svensk radios P1 og dagbladet Expressen. Hun var fra  1985-1992 reporter og frilanceskribent på Damernas Värld,
Vecko-Revyn, Elle og  Vi Föräldrar.

Årsagen til EU’s rovfiskeri ud for Afrikas kyster ligger lige for, fortæller hun.

– EU kræver nye fiskerifarvande, da de har overfisket egne have. FPA’erne skal sikre fødevarer til egne markeder, siger hun og gør en
kort pause.

Hun tilføjer, at syv ud af ti fisk, vi finder i supermarkedernes frysediske eller hos fiskehandleren, er fisket udenfor Europa.

– Og allerede nu har EU-trawlerne fanget de mest værdifulde fisk ud for Afrika. Nu er de mindre værdifulde tilbage, siger Isabella Lövin, der
til daglig bor i Stockholm.

Hun blev valgt ind i EU-parlamentet i 2009 for Miljøpartiet De Grønne, selv om hun ikke hidtil havde været medlem af partiet.

Hendes bog, »Stilhedens Hav« gav genlyd i Sverige. Den skaffede hende også Guldspaden i 2007, en pris fra Föreningen for Grävande
journalistik, mens bogen blev udnævnt til årets bog af magasinet City.

Den handler om, hvordan havene ud for Sverige er blevet overfisket. Alle bestande er faldende. Antallet af europæiske ål er faldet med 99 procent
siden slutningen af 1980’erne. Antallet af »sporenhund« – en lille haj, der holder til i svenske farvande – er faldet med 95 procent.

I efteråret 2002 var der valgkamp i Sverige. For første gang var der en debat om de færre torsk i svenske farvande. Og Sverige besluttede til
sidst at stoppe al fiskeri af torsk i et helt år.

– Men EU-kommissionen sagde, at vi ikke kunne gennemføre den slags ting, da det strider mod EU’s fælles fiskeripolitik. De sagde, at det ville
være diskriminerende  mod svenske fiskere, hvis de ikke ville få lov til at fiske, når andre europæiske fiskere kunne fiske efter den samme
bestand i samme farvand.

Det var et mysterium for Isabella Lövin. Hun blev harm.

Hun fandt ud af, at de store fiskerirederier og ejere af fiskefabrikker i Europa har ansat lobbyister til at påvirke politikere og
EU-kommissærer gennem møder, middage, pres og advarsler.

Den førende lobbyorganisation hedder Europeche og repræsenterer arbejdsgivere i det sydlige EU.

Isabella Lövin oplyser, at de er på alle seminarer, dukker op ved konferencer og overdænger politikere og EU-embedsmænd med tal og
statistikker.

Europeche støttede for eksempel, at EU skulle have krigsskibe ud for Somalia for at beskytte spanske fiskere der.

De argumenterer altid ved at stille det samme spørgsmål; hvordan vil dette eller hint påvirke fiskeindustrien?

Men Isabella Lövin køber ikke denne form for pres. Ej heller EU-kommissionens argument om, at hvis EU droppede fiskeriaftalerne med
afrikanske lande, ville fiskere fra europæiske lande komme illegalt til de afrikanske farvande og fiske løs.

– Dét undskylder ikke EU’s eget rovfiskeri, siger Isabella Lövin, der fra 1986-1987 studerede politisk videnskab på Università di Bologna i
Italien.

– I 2008 besøgte jeg landet Guinea-Bissau i Vestafrika. EU betaler syv millioner euro om året for at fiske ud for landets kyst – det svarer til
en tredjedel af hele landets samlede budget, fortæller Isabella Lövin og viser endnu en række dias-fotos på en storskærm i Fællessalen.

– 1,4 millioner euro ud af de syv millioner skulle efter aftalen gå til udvikling, job og boliger til de ansatte i fiskeriet og deres familier.
Men de har aldrig fået dem, siger hun.

Isabella Lövin besøgte også nabolandet Guinea, hvor der skete et militærkup året efter. Dét satte pludselig fokus på EU’s udsagn om at
ville støtte demokrati og menneskerettigheder gennem FPA-fiskeriaftalerne.

Ifølge svenskeren skete det mest utrolige.

Støtten fra EU til kuplandet blev stoppet automatisk, og EU-kommissionens formand José Manuel Barroso udsendte en meget stærk
erklæring. Men to dage senere blev EU alligevel enige om at betale 1,37 millioner dollars til regeringen som følge af fiskeriaftalen.

– EU forpligter sig med fiskeriaftalerne til at besøge landene en gang om året for at tjekke, om forholdene nu også er i orden. Men ingen møder
har fundet sted. I EU tænker de nok, at de tager for lang tid at tage derned, spørger svenskeren, der fra 1994-1997 var ansat på
samfundsredaktionen på svensk radio P1.

– EU har et ansvar. Det er ikke til at komme udenom, siger Isabella Lövin og slår ud med den ene arm.

Helt konkret vil hun lægge maksimalt pres på EU, der til marts forhandler med Marokko om at fortsætte fiskeriaftalen. Marokko har besat
Vestsahara, og ud for dette område fisker EU’s trawlere løs. Det er en skandale, siger svenskeren.

Hun har i EU-parlamentet været med til at samle flertal for en fordømmelse af Marokkos tyveri af naturressourcer i Vestsahara. Men hun
tror, det bliver meget svært at få EU-kommissionen til at presse Marokkos regering, når de forhandler fiskeriaftale.

– I EU selv er der stærke kræfter, der frygter, at Marokko ikke vil underskrive fiskeriaftalen, og derved risikere langt færre fisk til
markederne i EU. Men det argument duer ikke, siger Isabella Lövin.

Hun har rendt EU-parlamentets juridiske tjeneste på dørene og bedt dem vurdere, om fiskeriaftalen med Marokko er lovlig. De kunne  ikke se,
hvordan fiskeriaftalen har gavnet Vestsaharas folk.

Svenskeren har sammen med flere andre parlamentarikere indsamlet beviser på, at europæiske fartøjer fisker i farvandene ud for Vestsahara. De har en liste over både og nationaliteter.

Isabella Lövin mener klart, at det er i strid med international folkeret. Men nu vil tiden vise, om EU-kommissionen vil skrue bissen på
overfor Marokkos regering.

– Vi må håbe på det bedste,  slutter en ikke optimistisk Isabella Lövin.