Politiet arresterer Afrika Kontakts delegation

Hvad der skulle have været en indføring i sukkerrørs-farmere og –arbejderes liv, blev til et forhør hos politiet og efterfølgende et møde med en lokal journalist fra den uafhængige avis The Times of Swaziland.

Besøget startede som planlagt på Hvukhile Farmers’ Association’s kontor i området Mhluhme i det østlige Swaziland. Her mødte vi en yngre kvinde, som arbejdede som clerk på kontoret. Hun viste os rundt og fortalte om Farmer’s Association. Det viste sig senere, at politiet efter al sandssynlighed forinden havde passet kvinden op og instrueret hende i, hvordan hun skulle opføre sig over for os – tre medlemmer af Afrikakontakt i Danmark, Anna, Amalie og Mads.

På grusvejen som førte op til kontoret blev vi overhalet af en hvid Toyota, som holdt på kontorets parkeringsplads, da vi kom frem. Føreren af bilen introducerede sig som fertilizer provider, men var meget interesserede i, hvem vi var og hvor vi kom fra. Da vi havde snakket lidt med dem, interviewede vi den unge clerk og hun viste os rundt.

Derefter kørte vi afsted for at se, hvordan de lokale sukkerrørsarbejdere lever. Sukkerrørs-arbejdere er dem, som er ansat af sukkerrørsfarmerne. Sukkerrørsfarmerne er meget fattige, og har dåligt råd til at betale deres ansatte sukkerrørsarbejdere, som derfor lever på et absolut eksistensminimum.

Vi kom dog aldrig så langt; kort efter vi forlod kontoret blev vi standset af politiet. Betjenten brokkede sig over bilens knuste sidespejl, men sagde så, at den egentlige grund til at han stoppede os var, at hans chef havde givet ham besked på at stoppe netop vores bil. Goodwill fra Foundation (The Foundation for Socio-economic Justice), som var vores guide på turen, prøvede at få dem til at lade os gå, men de insisterede på, at vi kom ind til et forhør.
Politimand vinker vores bil ind til siden

Vi blev ført ind i et stort mødelokale, hvor politichefen, en betjent og en kvinde i civilt toej sad. Politichefen udspurgte i op mod en halv time på swati Goodwill om, hvem vi var, hvor vi kom fra og hvad vi lavede dér. Goodwill prøvede at nedtone vores forhold til Foundation, og fremhævede, at vi var studerende ved University of Kwazulu  Natal i Sydafrika og i den sammenhæng var på en slags læringsbesøg i Swaziland. Det er også korrekt, at to af os studerer i Sydafrika, men det har ikke noget at gøre med vores besøg i Swaziland, hvor vi jo netop er for at se, hvordan det går med Foundations program for civic education om menneskerettigheder og demokrati. Goodwill spurgte også politichefen, hvorfor netop vores bil blev stoppet, og chefen kom med en lidt kryptisk forklaring om, at han havde set vores bil gennem vinduet på sit kontor. Han indikerede også klart, at han vidste alt, hvad vi havde talt med Hvukhile Farmers’ Association-kontoret om. Det må altså have været fertilizor-sælgerne fra den hvide toyota.

Senere spurgte han også os på engelsk om, hvad vi lavede i området, og fordi vi havde hørt Goodwill bruge ordet ’students’ under det lange forhør, lagde vi vægt på at vi var studerende og viste vores sydafrikanske studiekort. Politichefen insisterede alligevel på, at vi havde brudt de gældende regler ved at holde møde uden først at have søgt tilladelse hos myndighederne, selv om vi flere gange gentog, at vi ikke havde holdt nogle møder, hvilket vi jo heller ikke havde. Han fortalte Goodwill, at han var under pres fra sine overordnede og beordrede så Goodwill til på engelsk at fortælle os, at vi havde brudt reglen om at anmelde forsamlinger og derfor omgående skulle forlade området.

Vi blev derefter fulgt med politieskorte hele vejen til Manzini (2 timers kørsel). Undervejs fik Goodwill kontakt til en journalist fra den uafhængige avis the Times of Swaziland. Vi tog derfor efterfølgende ind på avisens redaktion hvor de tog billeder og fik vores historie.

Vi lagde vægt på at mindst tre menneskerettigheder var blevet brudt i vores tilfælde – menneskerettigheder som også er skrevet ind i Swazilands forfatning: Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed. Vi var jo både blevet forbudt at tale med nogen, at mødes med nogen, og at bevæge os i politichefens distrikt.
Næste dag, da avisen udkom, indeholdt artiklen ingenting om menneskerettigheder eller ulovlige arrestationer. Den indeholdt heller ikke det forslag, som vores delegations overhoved Morten præsenterede journalisten for: Regeringen kunne hænge plakater op i lufthavnen ved siden af dem, der advarede om svineinfluenza, og advare om at tale med de lokale uden officiel tilladelse. For det er jo tydeligvis forbudt. Om det skyldes en selvvalgt, politisk censur eller journalistens manglende hukommelse, vides ikke – men vi kan komme med et forholdsvist kvalificeret gæt. I skrivende stund er vi på vej til et nyt møde på landet, og er ret sikre på, at det ved at køre en omvej er lykkedes os at ryste den civile politibil af, som har fulgt os siden hotellet.

Denne form for chikane er en af mange tiltag iværksat af de lokale myndigheder i et forsøg på at intimidere de progressive krafter i landet der på det seneste er blevet mere og mere modig og udtalt. Dette skyldte bl.a. den succes som Afrika Kontakts partner, Foundation for Socio-Economic Justice, har haft med deres arbejde med at uddanne lokalbefolkningen og kapacitetsopbygge lokale civilsamfundsorganisationer.

Hvukhile Farmers’ Association
En sammenslutning af små landmænd der på initiativ fra regeringen har omlagt deres produktion fra majs til sukkerrør samt taget et lån på 7,2 Rand for at kunne investere i denne produktion (overrisling og des lige). Problemet for landmændene er at renten på 19 % gør at de konstant kæmper for bare at kunne afdrage på lånet samt at de ikke bliver tilladt at producere andre former for afgrøder der ellers ville kunne brødføde deres familier.