KAMPAGNER

Politi i Swaziland dræber demonstranter

Skrevet 19 September 2011
video: 

Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

”To buschauffører er døde efter at være blevet skudt af politiet i Swazilands næststørste by, Manzini, i dag [19. september]”, rapporterer Afrika Kontakts Morten Nielsen fra Swaziland.

Skudepisoden kommer i kølevandet på omfattende politivold i landet, såvel i sidste uge, som i april, hvor mange tusinder var på gaden for at demonstrere for demokrati og social retfærdighed.

”Alle buschaufførerne gik på gaden i protest over at en kollega fik en bøde på 6000 kroner for at køre med for mange passagerer. Hele dagen har der været gadekampe med politiet, og der er tåregas og brand i gaderne”, fortæller Morten Nielsen desuden. Buschaufførerne forventes at ville fortsætte demonstrationerne hele natten og i morgen med.

Bøden er blot en af mange færdselsbøder som trafikanter i Swaziland har modtaget i de seneste måneder. De mange bøder uddeles angiveligt fordi politiet søger alternative indtægtskilder, på grund af store nedskæringer på blandt andet offentligt ansattes lønninger i Swaziland.

Landet er reelt set gået konkurs efter at landets konge, som administrerer landets økonomi, igennem mange år har brugt store dele af landets resurser på luksusvarer til kongefamilien og prestigeprojekter.

Swaziland er et enevældigt monarki hvor politiske partier er forbudt, og hvor to tredjedele af befolkningen overlever for under en dollar om dagen, mange på fødevarehjælp fra FN.