Aktuelt link:
I "Sikkerhed, vækst - udvikling" giver den danske regering sit bud på prioriteter for dansk udviklingsbistand i perioden 2005-2009.
Læs om de skriver noget om AIDS her>>>
Øget dansk indsats mod aids
25 millioner kroner om året til blandt andet nye projekter i kampen mod aids i udviklingslandene og en undersøgelse af den hidtidige indsats er, hvad der kan skaffes flertal i Folketinget for. For lidt, mener Kristendemokraterne.
Af Kim Faber POLITIKEN - 2. april 2004.
Den danske indsats mod aids-katastrofen i udviklingslandene får nu et nøk opad. VK-regeringen er blevet enig med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og de Radikale om at afsætte 100 millioner over de kommende fire år til nye og særlige indsatser mod epidemien.
Det sker gennem oprettelsen en ny aids-pulje på 25 millioner om året, hvor de danske bistandsorganisationer kan søge penge til aids-projekter, blandt andet til behandling med livsforlængende ARV-medicin.
Desuden skal den hidtidige danske indsats mod sygdommen - som hver dag dræber 8.000-10.000 mennesker - gås efter i sømmene i de kommende måneder. Resultatet skal danne baggrund for en ny dansk handlingsplan for en fremtidig styrket indsats mod hiv/aids.
To årsager
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) nævner to årsager til, at regeringen nu øger opmærksomheden på aids: "For det første er det en ødelæggende epidemi, som bliver ved med at brede sig. For det andet er behandlingsmulighederne nu bedre og billigere, end de har været tidligere", siger udenrigsministeren, som i januar i Ghana ved selvsyn konstaterede, at argumentet at 'de fattige i ulandene ikke kan finde ud af at håndtere aids-medicineringen', ikke holder.
Meldingerne fra sundhedsklinikkerne var, "at det kan de godt styre", siger han.
Pengene bliver taget fra den årlige obligatoriske pris- og lønregulering af den danske ulandsbistand, og derfor betyder den nye pulje ikke, at den danske ulandsbistand med puljeordningen får tilført flere penge. Midlerne ville være endt på ulandsområdet under alle omstændigheder.
Omvendt er der ikke nuværende ulandsprojekter, som må lade livet på bekostning af de nye aids-penge. Der er således tale om en reel opprioritering af indsatsen mod hiv/aids, fremhæver Morten Helveg Petersen, radikal udenrigsordfører:
Et skridt
"Det her er et skridt i den rigtige retning. Men det er da ikke nogen hemmelighed, at havde vi magt, som vi har agt, så gik vi langt videre".
Morten Helveg Petersen fremlagde 26. februar på de radikales vegne et forslag til folketingsbeslutning om en ny handlingsplan for bekæmpelse af hiv/aids i ulandene. Et af punkterne var en årlig forøgelse af indsatsen med 100 millioner.
Men det har regeringen og Dansk Folkeparti ikke villet. Hvilket er årsagen til, at Kristendemokraterne ikke agter at stemme for oprettelsen af den nye puljeordning.
"Vi havde tænkt os at støtte de radikales oprindelige forslag. Men nu tager man penge, som ellers skulle have været brugt til andre ulandsprojekter, og det vil vi ikke være med til", siger partiets formand for Udenrigsudvalget Jann Sjursen.
Hentet fra www.politiken.dk Fredag 2. apr 2004
Forslag om øget dansk indsats mod aids i ulande.
Af Kim Faber, POLITIKEN - 28. feb. 2004.
Aids-katastrofen truer med at underminere ulandsbistanden. Og nu skal indsatsen prioriteres højere, mener de radikale
Det danske bidrag til bekæmpelsen af aids-epidemien i udviklingslandene skal underkastes et grundigt serviceeftersyn.
Desuden bør indsatsen for behandling med livsforlængende medicin intensiveres og midlerne til kampen mod katastrofen forøges med 100 millioner kroner.
'På høje tid at få klarhed'
Det mener Det Radikale Venstre, som har stillet forslag til folketingsbeslutning om en ny dansk handlingsplan for bekæmpelse af hiv/aids i ulandene.
»Det er faktisk på høje tid, at der bliver skabt større klarhed over den danske indsats. I øjeblikket er den temmelig uoverskuelig og spredt«, siger Morten Helveg Petersen, udenrigspolitisk ordfører for de radikale.
Trods stigende opmærksomhed på problemet gennem de seneste par år vokser omfanget af aids-katastrofen fortsat.
Især i en række afrikanske lande syd for Sahara har epidemien for længst nået et omfang, hvor selve landenes eksistens står på spil.
Nye veje
I begrundelsen for forslaget henviser de radikale bl.a. til, at den danske indsats i kampen mod hiv/aids ifølge Udenrigsministeriets bistandsorganisation Danidas beregninger i 2002 var på cirka 550 millioner kroner ud af en samlet ulandsstøtte på knap 13 milliarder. Og det er for lidt, mener partiet.
»Situationen er jo meget alvorlig, og derfor bliver vi nødt til at gå nye veje - også med hensyn til, hvor mange penge vi sætter af til behandling med livsforlængende medicin«, siger Morten Helveg Petersen.
Konkret foreslås det, at behandlingen med den såkaldte antiretrovirale medicin - der er standardbehandling i rige lande - gøres til en integreret del af den danske bistand til sundhedsprogrammer i aids-ramte ulande.
Den medicinske behandling har i de senere år været omdiskuteret. Først fordi medicinalindustrien var meget længe om at sænke priserne på medicinen, som nu i flere ulande kan købes for mellem to og tre kroner om dagen mod en dagspris for blot få år siden på 200 kroner.
I USA's fodspor
Siden har diskussionen stået omkring ulandenes muligheder for at styre den medicinske behandling, så der ikke opstår for eksempel problemer med resistens.
For en måned siden spurgte Dansk Folkeparti udenrigsminister Per Stig Møller (K), om han ville opprioritere den danske støtte til behandling - som blandt andre Storbritannien og USA har gjort på det seneste. Per Stig Møller svarede blandt andet, at Danmark lægger stor vægt på, at initiativerne til behandling skal komme fra ulandene selv.
»Vi var ikke helt tilfredse med svaret. Vi lægger vægt på, at der kommer til at ske en omprioritering til fordel for behandling, og i det lys vil vi vurdere det radikale forslag«, siger Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører, Peter Skaarup.
Bokse:
Ulandsbistand og aids
? Danmark bruger cirka 13 milliarder kroner om året på ulandsbistand. Heraf går cirka 750 millioner til modtagelse af flygtninge i Danmark.
? Ifølge en opgørelse fra Danida blev der i 2002 brugt cirka 550 millioner af den danske bistand - svarende til mellem fire og fem procent - på bekæmpelse af aids.
? På verdensplan blev der i 2003 brugt cirka 4,7 milliarder dollar i kampen mod aids. Behovet er mindst det dobbelte.
? Hver dag dør mellem 8.000 og 10.000 mennesker i den arbejdsduelige alder af aids. En stor del af dem ville kunne leve adskillige år længere, hvis de blev behandlet med antiretroviral medicin.
Ingen hjælp til nye EU-land
? På trods af, at hiv/aids har spredt sig med lynets hast i lande tæt på Danmark, og FN advarer om de skræmmende konsekvenser også i nabolande, agter de danske myndigheder ikke at hjælpe vores kommende naboer i det europæiske fællesskab yderligere.
? Beskeden fra Udenrigsministeriet er ikke til at tage fejl af: Østlandene skal selv gå ind og tage et ansvar for at bekæmpe sygdommen.
? Den besked kommer efter en konference arrangeret af Det Irske EU-Formandskab, hvor Danmark var ét ud af 55 lande, der tilsluttede sig Dublin-Deklarationen. I den har landene blandt andet givet tilsagn om at samarbejde for at bekæmpe sygdommen.
Der er tal, vi næsten ikke kan rumme. For eksempel at 42 millioner mennesker verden over er hiv-smittede.
Hver eneste dag året rundt dør i størrelsesordenen 10.000 mennesker en ofte smertefuld død af aids. Det svarer til hele byer som Vordingborg, Kerteminde eller Skagen.
Næsten dobbelt så mange - mænd og kvinder, børn og voksne - smittes dagligt, således at prognoserne nu taler om 90 millioner smittede på verdensplan allerede i 2010.
Hentet fra www.politiken.dk Lørdag 28. februar 2004
