Som Afrika Kontakt tidligere har kunne rapportere, så lægges der i øjeblikket stort pres på Siemens Danmark, for at de ikke skal levere vindmøller til den store Foum el Oued vindmøllepark i det besatte Vestsahara. Projektet har som målsætning at opføre 44 2,3 megawatt turbiner i Laayoune, Vestsahara, og dermed styrke Marokkos tilstedeværelse i det besatte område. Foum el Oued projektet ejes og drives af NAREVA holding, der er et marokkansk selskab ejet personligt af kong Mohammed VI.
NAREVA Holding, der arbejder med større industri-projekter, har ansøgt FN's Clean Development Mechanism (CDM) om støtte til at oprette den store vindmøllepark. CDM er en del af United Nations Framework Convention for Climate Change (UNFCCC), og Foum el Oued fremlægges da også som en miljørigtig initiativ, der har til formål at nedbringe Marokkos CO2-udledning. Hvad hverken projektet eller Siemens dog siger noget om, er de politiske om menneskelige konsekvenser af at fastholde Marokkos jerngreb om det besatte område og dets undertrykte lokalbefolkning.
Western Sahara Ressource Watch (WSRW) appelerer nu derfor kraftigt til lederen af CDM, Maosheng Duan, om at FN skal droppe stoetten til projektet og hjaelpe saharawierne med at forhandle en folkeafstemning paa plads.
