Lumkiles Dagbog. Mand, Sydafrika

Lumkile Sizila, 27, mand. Støttegruppe-organisator, WOLANANI

Jeg kommer fra Port Elisabeth, Eastern Cape. Jeg bor sammen med min hustru og vores 4 år gamle barn i Phillipi, Cape Town. For mig har livet altid handlet om at have det sjovt, more sig og så have mere sjov igen. Jeg voksede op i en ikke særligt rig familie, hvor vi blev forladt af begge vores forældre. Vi måtte selv finde ud af at overleve. Det er ikke nemt, men vi var nødt til det.

Jeg begyndte at blive involveret i en gruppe af gangstere og deltog i alt det, de gjorde for at have det sjovt og få et bedre liv. Vi levede i overhalingsbanen, stjal, hijackede biler, brød ind i huse, alt, hvad der kunne skaffe os hurtige penge. Men jeg lærte, at livet i overhalingsbanen egentligt ikke er så let alligevel. Du sætter hele tiden livet på spil. Jeg mistede mange af medlemmerne i min gruppe, de blev dræbt af politiet, af folk fra lokalsamfundet og af ukendte. Min fætter rådede mig til et forlade det, mens jeg endnu kunne. Det gjorde jeg.

Så jeg flyttede mit fokus. Jeg begyndte at spille ”dating-spillet” sammen med min fætter, faktisk var det ham, der lærte mig dette spil. Vi var virkeligt slemme ved de piger. På én dag kunne vi have sex med 4 forskellige piger. Igennem det hele var der ingen, der tænkte på at bruge kondomer eller overvejede, at man kunne få HIV.

Vi gik efter de piger, der var smukkest. Min fætter havde en bil, og dengang kunne de fleste piger scores, hvis man havde en bil. Det var sådan, vi fik fat i dem. Det var min hverdagsbeskæftigelse, efter jeg forlod gangstermiljøet.

Bagsiden ved al den her aktivitet var, at der kom nogle væmmelige konsekvenser. Jeg fik kønssygdomme næsten to gange om måneden. Jeg tog på klinikken, men så snart jeg havde fået behandling, glemte jeg med vilje alt om at bruge kondomer igen, fordi vi havde den her idé om, at hvis man brugte gummi, ville man ikke nyde det ret meget, som ”at spise slik med papiret på”.

Jeg blev ved med at gøre det her sammen med min fætter. Det var den samme historie med ham. Ikke ret længe efter begyndte vi at miste nogle af de piger, vi gik i seng med. Rygterne ville vide, at de var døde af AIDS. Det betød ikke ret meget for os. Nogle af menneskerne i mit lokalsamfund turde ikke sige deres mening, fordi de kendte min gangsterbaggrund. De var endda bange for at give et godt råd, fordi de troede, at jeg ville trække en pistol og skyde dem, selv længe efter, at jeg havde forladt gangstermiljøet. Så de bagtalte mig bare.

Sådan blev det ved, lige til jeg fik lungebetændelse. Jeg kom på hospitalet og måtte tilbringe noget tid der. Min læge rådede mig til at tage en VCT (frivillig test og rådgivning). Jeg gjorde det, og resultatet var positivt. Jeg blev ikke ret overrasket, fordi jeg havde levet på den måde, jeg gjorde.

Jeg begyndte at komme mig over lungebetændelsen og blev introduceret til en støttegruppe. Jeg fik det rigtigt godt. Ingen troede på mig, når jeg fortalte, at jeg var HIV-positiv. Og fra den tid begyndte jeg at bruge kondomer og undlod det aldrig.

Problemet for mig i mit lokalsamfund var, at ingen troede på mig, når jeg sagde, at jeg var HIV-positiv. De sagde, at jeg bare lavede sjov. Når de tænkte på en HIV-positiv, forventede de at se en mager, halvskaldet, sygelig person, der var lige ved at dø. Ikke sådan en som mig, der altid var frisk. Jeg måtte undervise dem længe for at ændre den holdning og de forventninger. Nu tror de på mig og er holdt op med at skue hunden på hårene.

WOLANANI, min organisation, har lært mig meget. Hele min store viden om den her epidemi skyldes WOLANANI. Det prøver jeg at betale tilbage ved opfordre andre mennesker til at deltage i klubberne, jeg forsøger at motivere for, at der i alle områder kommer HIV/AIDS-foreninger, hvor de HIV-smittede kan være værdifulde værktøjer for deres lokalsamfund, sådan at der ikke er så mange flere mennesker, der dør for tidligt.

Jeg ville ønske, at alle i hele verden ville bruge lidt af deres tid på at hjælpe i kampen mod HIV/AIDS. Vi må stå sammen overfor denne pandemiske sygdom. Vi må dele og videreformidle alle de effektive strategier i kampen mod den.

Nu er jeg i et stabilt forhold med min hustru og vores søn. Vi er begge HIV-positive, barnet er negativt. Jeg er heldig stadig at være i live efter alle de ting, jeg har gjort, og al den fortræd, jeg har gjort andre mennesker. Jeg fortryder de fleste af de dårlige ting, jeg har gjort i mit liv. Jeg vil ikke se den slags ske for min søn, og heller ikke for nogen andens barn. Uden gode retningslinier kan ungdommen fare vild. Jeg takker jer!