Lønmodtagere i EU bør kaste et blik i historiebørgerne og lære af u-landenes gældskrise

Af Henrik Bang Andersen og Mads Christian Barbesgaard, Afrika Kontakt

Den 31. maj skal Folketinget tage endelig stilling til finanspagten – aka ’nedskæringstraktaten’ – som er EU’s seneste svar på den økonomiske krise. Samme dag skal irerne – som den eneste befolkning i EU – til folkeafstemning om selvsamme finanspagt. Danmarks og EU’s fremtid vil på afgørende vis blive bestemt denne dag.

Begge skribenter har arbejdet indenfor den internationale udviklingssektor. På den baggrund er det helt utroligt at opleve krisen i EU. Der er grund til bekymring.

Det handler ikke om den snævre pointe, at krisen i realøkonomien er blevet en undskyldning for, at lade den internationale bistand falde – eller undlade at gennemføre stigningerne i bistanden.

Den bekymring stikker i øvrigt ikke dybere, blandt the posers på direktionsgangene i de europæiske mainstream NGOer end hvor mange bistandspenge, der afsættes til CSO-midler på finanslovene.

Nej, det helt utrolige er, at EU’s finanspagt vil gennemføre nøjagtig de samme autoritære og fucked up politikker i EU-landene, som EU-landene sammen med USA har gennemtvunget i over 100 u-lande de sidste 30 år.

Det er som et stort deja vu.

Ligesom det er tilfældet i u-landene, er det de arbejdsløse, de fattige og lønmodtagerne i EU, som betaler gælden til bankerne gennem nedskæringer i staten og de offentlige ydelser.

De fortabte udviklingsårtier

I 80erne og 90erne eksploderede Det Globale Syds såkaldte ‘gældskrise’. Det var gælden til de rige lande, som u-landene blandt andet havde arvet fra kolonistaterne. Da de private banker ikke ville låne u-landene flere penge, var de nødt til at gå til ’rockerne’ – Den Internationale Valutafond (IMF) – for at optage nye lån, så de kunne servicere den gamle gæld.

Udover en sky høj lånerente var prisen for lånene at blive sat under ben hård administration af IMF’s berygtede strukturtilpasningsprogrammer. Formålet med IMF-programmerne var at ’tilpasse’ u-landenes økonomier, så de blev i stand til at servicere den illegitime gæld til Verdensbanken og de private banker i Vesten.

Det primære instrument til at skabe stabilitet på kort sigt var budgetdisciplin – aka ‘nedskæringer’ – som skulle bringe inflationen under kontrol og skærpe konkurrenceevnen på de globale markeder.

Lyder det bekendt? Det gør det i hvert fald, hvis man er irer, spanier eller græker.

De sociale konsekvenser var katastrofale. Det er, hvad Susan George har beskrevet som ‘the lost decades of development’. I perioden 1981-2001 steg antallet af fattige i Afrika, som lever for under 1 dollar om dagen, med 46 pct.

Afviklingen af statens rolle inden for sundhed betød, at de afrikanske lande på ingen måde var i stand til at reagere på HIV/AIDS
katastrofen, som eksploderede i 80erene og 90erne – og som stadig plager kontinentet i dag.

Nedskæringerne i landbruget har i dag gjort Afrika til netimportør af fødevarer. Og som de seneste års sultkatastrofer har vist, afhænger hele befolkningers liv af fødevarespekulanters afskyelige derivathandel.

Uendelig gæld

Men hvad med gælden – blev den i det mindste bragt ned? Nej, den eksploderede!

IMF-programmerne skabte ikke en dydig cirkel af vækst, men en nedadgående spiral af økonomisk stagnation. U-landenes afbetaling kunne derfor ikke følge med de høje renter, som tilføjede ny gæld til den gamle. Ifølge IMF steg u-landenes samlede gæld fra 500 milliarder dollars i 1980 til 1000 milliarder i 1985 og til 2000 milliarder dollars omkring årtusindskiftet.

De afrikanske lande har i dag betalt deres oprindelige gæld tilbage mere end tre gange. Alligevel er deres gæld steget med 500 pct. siden 1980. Hvert år betaler de afrikanske lande til sammen omkring 15 milliarder dollars om året i gæld til de rige lande og deres banker.

Dét kan vi lære af u-landene

Det, vi kan lære af u-landenes gældskrise, når vi taler om krisen i EU, er, at nedskæringer hverken kan eller har til hensigt at hjælpe et lands befolkning med at servicere dets gæld eller skabe vækst i realøkonomien. På samme måde som u-landsgælden i 30 år har været en formidabel strategi til at sikre en envejs kapital og ressource strøm fra Syd til Nord, er nedskæringerne i EU et instrument til at overføre værdi fra det offentlige til den private finansielle kapital.

Det, vi også kan lære af u-landenes gældskrise, er, at fortællingen om ‘de dovne sydeuropæere’ er ligeså racistisk og usand som fortællingen om ‘de dovne negere’.

For det første dækker fortællingen for det simple faktum, at det offentliges såkaldte ‘gæld’ skyldes vores – det offentliges – massive bailout af de private banker i 2009.

For det andet dækker fortællingen for den grundlæggende strukturelle ulighed, hvor den ene gruppes velfærd finansieres gennem den andens gruppes udnyttelse.

På samme måde som den europæiske velfærdsmodel er blevet finansieret gennem Det Globale Syds ressourcer, er Tysklands overskud på handelsbalancen blevet finansieret af for eksempel Spaniens underskud.

Spaniens underskud på handelsbalancen er helt tilsvarende det underskud, Afrika har haft i årtier til EU. Og ligesom den politiske globalisering (IMF/Verdensbanken og WTO) har konsolideret et strukturelt ulige forhold mellem Syd og Nord har euro-samarbejdet (ØMU’en) konsolideret et strukturelt ulige forhold mellem center og periferi-lande i Eurozonen.

Er det så alle tyskere, som har fået gavn af Euro-samarbejdet? Nej. Euroen forhindrer, at de enkelte euro-lande kan gøre deres eksporter billigere gennem devaluering, da man jo har fælles mønt. Derfor har løndumping typisk været midlet.

10 år med højproduktion og lave lønninger har kun gavnet tysk industri – men selvfølgelig ikke de tyske lønmodtagere.

Globalt klassefællesskab

Lønmodtagere i EU deler et klassefællesskab med lønmodtagere i Det Globale Syd, som består i kampen mod den finansielle kapitals angreb på demokratiet.

Kernen i demokratiet er adgangen vil vores offentlige ydelser og vores ret til selv at bestemme den økonomiske politik – som ikke skal bestemmes af økonomiske fundamentalister og teknokrater, som gemmer sig i internationale institutioner langt væk fra demokratiets rækkevidde.

En genopretning af velfærden i EU skal baseres på dette klassefællesskab – og må selvfølgelig aldrig igen baseres på udnyttelsen af vores venner i Syd.

Forfatterne er aktivister i Afrika Kontakt.