HIV/Aids i Zimbabwe

Af Torben Estermann og Babington Maravanyika

Små fremskridt i kampen mod HIV i Zimbabwe
Woza 1/2003

AIDS epidemien spredes som steppebrand i Zimbabwe. Desværre ser det ikke ud til at ZANU-PF regeringen gør meget for at bekæmpe omfanget af denne epidemi. Dens indsats er svækket af et stadigt mere fjendtligt indstillet politisk klima i Zimbabwe - hvor folk ikke længere vil affinde sig med status quo.

AIDS epidemiens chokerende statistik er at mere end 3000 dør hver uge, ud af de 4,2 millioner som angiveligt er smittet med HIV. Årsagen er blandt andet, at Zimbabwes hospitaler er blevet dødsgange hvor folk kun kan tilbydes smertebehandling, da der ikke er noget aids-medicin til rådighed.

Næsten 800.000 børn under 15 år anses for at være blevet forældreløse på grund af AIDS epidemien - og antallet forventes at stige til over 1 million indenfor de næste to år.

Det som gør hele scenariet endnu mere trøstesløs er, at alt for mange er uvidende om deres HIV status. Og dette på trods af, at der faktisk er HIV test centre i hele landet. Men de fleste er bange for at kende deres HIV status, specielt fordi de ved, at stort set alle regerings hospitaler og klinikker ikke har adgang til basale behandlingsformer og medicin, selv til de mest udbredte lidelser såsom malaria.

Derfor spørger mange sig selv, og hvad så? Hvis jeg kender min HIV status kan jeg alligevel ikke få medicin til at behandling af de mest almindelige følgesygdomme. På den måde bliver det næsten bedre ikke at kende sin status, da denne viden blot ville blive årsag til stress og uro, som i sidste ende fremskynder ens død, i stedet for leve lykkeligt uvidende om ens HIV status .

Nogle vil argumentere for at det er et problem ikke at kende sin HIV status, da de ofte vil ende med at sprede HIV virussen uden at vide det. Andre vil argumentere, at det i forvejen oftest er folk der praktiserer usikker sex som får HIV, og at disse sikkert ikke vil ændre adfærd, hvis de kendte deres HIV status. Om ikke andet vil disse mennesker bevidst sprede HIV, for på den måde at undgå at stå alene med problemet som de eneste HIV smittede. De føler at det er bedre at være mange end at stå alene.

Det sørgeligste ved HIV smitten i Zimbabwe er, at det er de unge som er mest udsatte, fordi de i højere grad er opsatte på seksuelle aktiviteter end ældre. I følge Sundhedsministeriet er piger i højere grad HIV smittet end drenge, fordi de rent biologisk er seksuelt modne før dem. Samt den kendsgerning, at piger er mere udsatte for seksuel udnyttelse af ældre mænd end drenge er.

Med den udbredte fattigdom i Zimbabwe bliver piger i visse tilfælde tvunget ud i prostitution for at sikre en indtægt eller et måltid mad. Det sker stort set aldrig for drenge.

I ugen op til strejken i Juni 2003, afholdte regeringen, arbejdsgiverne og NGO'er en workshop om AIDS epidemien. Hér var der enighed om, at det vigtigste var, at forhindre at flere bliver smittet og at sikre en billig adgang til medicinsk behandling af de HIV smittede. Regeringen erklærede sidste år AIDS epidemien for en 'national katastrofe', dette åbner op for import eller produktion af billig kopi medicin til behandling af HIV smittede.

På workshoppen blev det også vedtaget, at den hurtige opløsning af familiestrukturen gør det nødvendigt at sikre nye rammer for de mange forældreløse børn, som AIDS epidemien skaber. For at gøre dette, bør regeringen inddrage erhvervslivet og NGO'erne i forberedelsen af nye initiativer for forældreløse børn.

Men vigtigst af alt er, at de midler som afsættes til kampen mod AIDS epidemien bliver administreret på en gennemskuelig måde. Det er et problem, at regeringen ikke til dato har været kendt for åbenhed og gennemskuelighed -særligt i sammenhæng med den indførte AIDS skat, som afkræves de i forvejen hårdt pressede Zimbabwiske arbejdere.