HIV/Aids i Swaziland

Af Mathilde Garde, Woza 4/2006

At kalde det lille afrikanske kongedømme ”et døende land” synes umiddelbart ikke at yde landet retfærdighed. For det ligger der med sine smukke bjerge og skønne natur med indbyggere, der som i ethvert andet land søger at leve det liv, der bedst kan leves under de givne omstændigheder.

Men Swaziland er fattigt, ekstremt fattigt. Mere end 65% af landets 1.2 mio. indbyggere lever for under én dollar om dagen og mere end 200.000 er afhængige af humanitære fødevaredonationer. Der er derfor snarere tale om overlevelse end om almindelig livsførelse for størstedelen af den swaziske befolkning, der primært ernærer sig som småbønder i landområderne.

Epidemien
Men fattigdom er ikke swaziernes eneste fjende, for sygdommen HIV/AIDS har, ligesom i det øvrige Afrika, bredt sig hurtigere end en steppebrand.

95 % af alle AIDS-relaterede dødsfald er forekommet i udviklingslandene, heraf 15 mio. i de afrikanske stater syd for Sahara.
Swaziland er ingen undtagelse: 40 % af landets befolkning er smittet med HIV/AIDS og har dermed én af de højeste smitteprocenter i verden. Næsten 480.000 mennesker ud af landets 1.2 mio. indbyggere er smittet. I en dansk målestok ville det nogenlunde svare til, at alle indbyggere i Storkøbenhavn, Århus, Odense, Ålborg og Esbjerg var smittede – og det er endog lavt sat. Eller at minimum ét familiemedlem i hver familie med var ramt af sygdommen. Forestil jer så, hvor mange familiemedlemmer, der ville være smittede til den næste familiefest, børnefødselsdag (!) eller juleaften. Så har i nogenlunde et billede af, hvorledes sygdommen gennemsyrer det swaziske samfund.

Ofrene
Den gennemsnitlige levealder i Swaziland er som følge af HIV/AIDS faldet til 33 år for kvinder og 35 år for mænd, hvilket efterlader et billede af et samfund på vej mod social opløsning.
Bag det astronomiske tal af døde og smittede står familiemedlemmer, venner, kolleger, naboer, skolelærere, arbejdere, mødre, fædre, børn. Børn, der er født med sygdommen, og vokser op uden far eller mor, mødre der ikke ser deres børn vokse op, mænd, der ikke kan forsørge familien, skoler uden lærere og marker uden arbejdere.
Manglende adgang til viden i de lokale samfund i landområderne om sygdommens spredning, traditionelle seksualmønstre, ringe kendskab og adgang (læs: råd) til (kopi)medicin og præventive midler er årsagen til sygdommens uhindrede spredning i befolkningen.
Mænd smitter deres hustruer, mødre smitter deres ufødte børn, elskende smitter hinanden, og voksne smitter børn, da myten om, at sex med en jomfru vil helbrede - et uhyggeligt resultat af manglende oplysning om præventionsmidlers forebyggende effekt.
Mange mænd ønsker ikke at bruge kondom, da de dermed sender et signal om, at de er deres kone(r) utro.
Resultatet er tusindvis af forældreløse børn, familier ledet af børn eller gamle, et svækket civilt samfund, øde landsbyer og nedgang i produktionen.

Stigmatisering af kvinder
I en vestlig kontekst er Swaziland et traditionelt land, hvor kvinden er underordnet manden. Dette gælder også et liv med HIV/AIDS, som er struktureret om, hvad et menneske er i stand til med en sygdom. Men det er også et liv med stigmatisering, diskriminering, isolering og skam. Smittede kvinder isoleres og udstødes fra det kollektive landsbysamfund og har samtidig rollen som dem, der skal tage sig af de syge og forsømte.
Når kvinderne enten er døde eller for svækkede til at udføre dette omsorgsarbejde, tager bedstemødre over og passer deres syge børn og børnebørn.
Når kvinden dør, ægter manden som regel en ny kone, som han sandsynligvis smitter.

Hvis manden er smittet og dør, rammer det ligeledes kvinder hårdt: For kvinder har ingen ret til at eje jorden, hvorfor hendes ernæringskilde forsvinder efter mandens død. På traditionel vis overtager hans bror automatisk enken som han ægter. Da skam er nært forbundet med sygdommen, er selvmord blevet et yderligere problem. For et par årtier siden fandtes selvmord ikke, nu søger folk en udvej ved at tage deres eget liv.

Hvad bliver der gjort?
På flere forskellige niveauer i samfundet søger lokale organisationer at oplyse om HIV/AIDS skånselsløse smitteevne og at hjælpe de efterladte. Foredrag om muligheden for at hindre smitte fra mor til barn, den nemme blodprøvetest, der viser hvorvidt et menneske er smittet eller ej, særlige oplysninger til mænd, der hidtil ikke har deltaget i møder om HIV/AIDS, fordi mange ser det som en dødsdom at få erklæret sig smittede.
Tiltag bliver ligeledes gjort for at give de forældreløse børn en værdig barndom, såsom oprettelse af børnehjem, mad uddeling etc.

Men Swaziland er stadig langt fra målet om at nedsætte smitteprocenten, heldbrede de smittede og få oplysningskampagnerne helt ud i de fjerne afkroge. Swaziland eksisterer men befolkningen formindskes.