Grøn vækst – nej tak!

Af Mads Christian Barbesgaard og Henrik Bang Andersen

Mandag d. 27.08 kom det længe ventede finanslovsforslag. For udviklingsnørderne (og hvis du er herinde, er du formentlig en af dem) er det selvfølgelig udgiftsrammen for regeringens udviklingssamarbejde, som er spændende.

Heri er der mange ting, som Afrika Kontakt kunne kaste sige over, men indeværende indlæg vil fokusere på regeringens prioritering af, såkaldt, ’Grøn Vækst’ og de 92 millioner kroner, der afsættes til opfølgning på Rio+20 og, såkaldt, ’bæredygtig udvikling’.

Selv om denne opfølgning måske lyder ganske tilforladelig, skal man, som med så mange andre begreber indenfor udviklings- og klimajargonen, stille sig kritisk over for noget, som alle fra LA til SF jubler over (og med den såkaldte Bæredygtighedskommission – måske også Ø?).

Uanset Brundtlands oprindelige intentioner med bæredygtighedsbegrebet er det 20 år senere efterhånden blevet udvandet til ukendelighed, og er nu tømt for progressivt indhold. I stedet fungerer det alene som et must-have i alverdens skumle CSR-strategier og andre erhvervsdrevne green-washing eventyrer.

Ydermere skal det bemærkes, at Brundtland rapporten jo ikke grundlæggende tog afstand fra ideen om vækst og forståelsen, at man med bæredygtig udvikling nærmere mente vedvarende økonomisk vækst. I de efterfølgende år har begrebet således nærmere fungeret som en legitimering af den nyliberale globalisering.

Burde progressive organisationer så ikke være en smule forbeholdne over for både regeringens fokus på grøn vækst og i det hele taget resultatet af Rio +20? En af de (få!) konklusioner ved Rio +20 var nemlig ideen om, at de såkaldte Millenium Development Goals, når de udløber i 2015, skal erstattes med Sustainable Development Goals, der eftersigende skal fremme bæredygtighed og den grønne økonomi.

Forestillingen om den bæredygtige finansielle sektor

Lad os først se lidt på den grønne økonomi, som alle taler om.

Hele framingen for Rio +20 diskussionerne har i høj grad været præget af UNEPs rapport fra 2011 ”Towards a green economy: pathways to sustainable development and poverty eradication”.

UNEP lægger ganske vist ud med en ganske tilforladelig definition af den ’grønne økonomi’:

”UNEP defines the green economy as one that results in improved human well-being and social equity, while significantly reducing environmental risks and ecological scarcities. In its simplest expression, a green economy can be thought of as one which is low carbon, resource efficient and socially inclusive.” (UNEP, 2A synthesis for Policy Makers :1)

Problemet opstår imidlertid ved måden, hvorpå dette skal opnås. Den er, mildest talt, langt fra den ‘udvikling’, som udviklingsbiz’en normalt hævder at fremme. UNEP forestiller sig, at vejen frem skal baseres på en omdirigering af de ganske omfattende internationale kapitalstrømme. Problemet i de foregående tyve år (eller mere) har således bare været en markedsfejl, eftersom incitamenterne på markedet ikke har været fordelagtige for de grønne sektorer. Løsningen er således, at incitamenterne skal ændres eller rettes op, så kapitalstrømmene begynder at rette sig mod grønne investering og innovationer. Ser man bort fra den implicitte opfattelse om den grænseløse vækst, lyder dette måske ikke som udgangspunkt særligt slemt, men graver man lidt videre i rapporten finder man et par særdeles problematiske ting.

Her afsløres den underliggende tese for hele den grønne økonomi nemlig. Den kører på, at vækst- og profitrater i den grønne økonomi kan opnå nye højder og giver således en behændig løsning til systemets nuværende krise(r). Som det står i rapporten:

”The financial sector treats investments in renewable energy like any other. If a project or company has an expected risk-adjusted rate of return on investment that is sufficiently high, it is considered an interesting investment […]” (UNEP :226)

Kan man gøre den grønne sektor tilpas ’interessant’ for investorer er vi alle frelste. Og selvfølgelig opnåes dette kun gennem det frie markedes uindskrænkede udfoldelse uden indblanding af irriterende statslige reguleringer:

”It is therefore crucial for countries to combine and balance environmental protection with safeguarding market access.” (UNEP, 3A Synthesis for Policy Makers :34)

Konceptet som fremført af UNEP er altså bygget op om ideen, at vejen frem for ’bæredygtig udvikling’ er en gennemgribende kommercialisering af naturen og alle dertilhørende ressourcer – land, vand, luft (og her bør det bemærkes, at EU med alt fra handels- over klima- til fiskeri- og råstofpolitikken virkelig har været på forkant med kommercialiseringsstrategien!).

Det folk står over for verden over, skulle man gå videre med ideen om den grønne økonomi, som her defineret, er derfor, såkaldt, accumulation by dispossession, hvor offentligheden frarøves naturens ressourcer genne privatisering, til fordel for dem, der har den største pengepung.

MEN, påstår UNEP, konceptet er politisk neutralt, så der er intet at frygte(!):

“green economy does not favour one or other political currents, as it is applies to all economies, be they controlled by the State or by the Market”

Fællesnævneren må imidlertid være, at uanset hvor det implementers, er det en snæver, magtfuld elite, der vil gavne, mens den brede offentlighed vil tabe.

There IS an alternative (og det er ikke SDG’erne)

Kæmper man for lokal/national/regional selvbestemmelse og international solidaritet, kæmper man også for opretholdelsen og en sikring af demokratisk kontrol over naturens ressourcer. Er man en progressiv dansk NGO er man således nødvendigvis imod ovenstående logik.

Intet i den grønne økonomi stiller spørgsmålstegn ved en fortsat udnyttelse af naturens ressourcer eller de nuværende forbrugs- og produktionsmønstre. Tværtimod åbner dette op for nye muligheder for at udbytte naturens ressourcer og forøger således myten om den grænseløse vækst. Naturens ressourcer skal endegyldigt underlægges det frie marked styret af teknologisk udvikling, privatisering og markedsliggørelse af alle domæner.

Dette vil selvsagt blot forværre den nuværende krise og styrke de finansielle markeder gennem nye muligheder for spekulation (CO2 handel, fiskerikvote handel, ”environmental services” osv.).

Der er stor fare for, at disse fejlslagne forestillinger om den grønne økonomi vil komme til at dominere diskussionerne om de kommende Sustainable Development Goals (SDG) indhold.

Frem for at gå ind i de ofte tekniske diskussioner om PPM, MSY og alle de andre forkortelser indenfor klimajargonen, bør de få tilbageværende organisationer, som ikke er blevet co-opted  til at agere nyttige idioter for kapitalinteresser, fokusere på den større politisk-økonomiske kontekst, som de tekniske diskussioner foregår i. Kun på denne måde kan civilsamfundet udfordre ideen om, at alle udviklings- og klimapolitiske problemer blot er tekniske problemer, der har brug for tekniske løsninger.

Tværtimod skal diskussionen politiseres og udfordre de nuværende forbrugs- og produktionsmønstre til fordel for de alternativer, som så mange organisationer i Syd, såvel som Nord fremfører. Til forskel for altomfavnende ideer om bæredygtighed er de alternativer imødekommende over for de vidt forskellige realiteter, som folk står over for på tværs af det Globale Syd og det Globale Nord og på denne måde problematiseres fortællingen om én endegyldig løsning.

Alternativerne går ydermere imod de underliggende principper, som fremført af sådanne endegyldige fortællinger og er baseret på retten til demokrati, selvbestemmelse, socioøkonomisk og miljømæssig retfærdighed.

Firenze 10+10

Udover det indholdsmæssige slagsmål er hele processen omkring udformningen og opretholdelsen af SDG’ere også i klar modstrid med progressive visioner om demokrati og selvbestemmelse. Desværre tyder det på, at SDG’erne skal fungere ud fra en forestilling om global environmental governance, hvorigennem en facilitering mod den ”grønne økonomi” skal foregå gennem the usual suspects på et multilateralt regi, hvorefter nationalstater skal bankes på plads af de pågældende supranationale strukturer – svarende til de sædvanlige og hegemone forestillinger om de positive aspekter af sådanne strukturer (WTO og EU som oplagte eksempler). Når end ikke nationale demokratiske processer fungerer (eller aktivt undermineres som i EU) kan man glemme alt om en demokratisk global governance!

Som regeringens finanslovsforslag viser, for slet ikke at nævne den tilsyneladende tværpolitiske enighed i folketinget om ’bæredygtighedens’ potentiale, er det ikke fra Christiansborg, at diskussionen om alternativer vil komme.

Men frygt ikke! En kærkommen mulighed for at diskutere radikalt anderledes forståelser af hvordan samfund og naturen kan hænge sammen er den kommende ’relancering’ af European Social Forum, der bliver afholdt i Firenze fra 8.-11. november i 2012 (se mere her og her). Her vil organisationer fra hele Europa (og ikke blot EU) mødes for at diskutere netop alternativer til den nyliberale globaliserings omfattende og mangfoldige krise. Ydermere vil diskussionerne naturligvis være fremadrettede om, hvordan man bedst muligt kan samarbejde gennem paneuropæisk mobilisering for at fremme disse alternativer.

Selv om der naturligvis vil være stor fokus på den manglende demokrati og nyliberalismens endegyldige falliterklæring i vores egen baghave, er vi sikre på, at der også vil være rig mulighed for at diskutere EU’s løbende strategi for at pleje de multinationales ønsker om at udplyndre det Globale Syd.

Så duk dig ikke – duk op!