EU vil (fortsat) kolonisere Afrikas farvand

Af Mads Christian Barbesgaard & Henrik Bang Andersen

Som Afrika.dk’s læsere formentligt er klar over, er den danske udviklingsstrategi op til revision – og for tiden til høring og stor intern debat i det danske civilsamfund.

I regeringens udkast til strategien er der desværre en stor mangel på de politisk-økonomiske spørgsmål omkring udvikling, så man får fornemmelsen af, at danske bistandsmidler bliver forvaltet i et eller andet politisk-økonomisk vakuum.

I Afrika Kontakt mener vi, at så længe man ikke grundlæggende ændrer på de øvrige politikområder og herigennem grundlæggende på Nord-Syd forholdet, som aktivt underminerer målet med bistanden og udviklingsstrategien, kan bistanden nærmest være lige meget.

For den almindelige godhjertede, velmenende, afro-frelsende, International Udviklings-studerende eller lignende ved vi, at dette skær i ørene, og lad os derfor se på et aktuelt eksempel, som Afrika Kontakt har arbejdet indgående med – nemlig EU’s fiskeripolitik – som er til reform under det danske EU-formandskab.

EU og fisk

I juli 2011 udgav EU-Kommissionen sit udkast til reformen af EUs fælles fiskeripolitik. Som nogen måske ved, har EU i kraft af denne fiskeripolitik en række bilaterale aftaler med en række afrikanske stater og stillehavsøer. Igennem disse aftaler modtager ’partnerlandene’, som de så fint kaldes, betaling mod, at EUs industriflåde kan tage på eventyr sydpå i landenes farvande.

Når langt størstedelen af verdens fiskere, ca. 140 millioner mennesker, findes i det globale syd, og når denne sektor samtidigt indirekte beskæftiger omkring 5 gange dette (se Fiskerifagligt Netværks rapport) har EU-flådens (støvsugende trawleres) tilstedeværelse naturligvis konsekvenser for alle disse mennesker, som er afhængige af fiskeriet i deres dagligdag – langt størstedelen af dem i øvrigt småfiskere.

Ydermere skal det påpeges, at fiskeriet, ifølge den Afrikanske Union, brødføder omkring 200 millioner mennesker på det afrikanske kontinent. Så kontinentets fødevaresuverænitet er også på spil.

Hvor fiskeriaftaler giver direkte adgang til EUs flåde, søger EU igennem en række regionale og internationale foraer imidlertid også at fremme en bestemt form for fiskeripolitik globalt. Denne fiskeripolitik vil ligeledes styrke EUs fiskeriindustris muligheder for adgang til det Globale Syds farvande (eksempelvis gennem Joint Ventures og skal således også ses sammen med den løbende liberaliseringsprocess igennem EUs handels- og investeringspolitik – se tidligere indlæg).

Fisk og markedsfundamentalisme

Hvad indebærer den fiskeripolitik så? Kort sagt, og i tråd med EU-Kommissionens vanlige blinde (nogle ville sige fundamentalistiske) tro på markedsbaserede løsninger: privatisering og markedsgørelse af havets resourcer.

Uden at gå for meget ind i den nørdede diskussion om, hvordan dette udføres i praksis, betyder det, at adgangen til havet privatiseres og, at denne ret sidenhen kan handles med. På denne måde vil markedet tilsyneladende sørge for alles bedste, fiskene såvel som fiskerne og det øvrige samfund. (Som en interessant fodnote skal det i øvrigt bemærkes, at Kommissionen omtaler modellen som ’Rettighedsbaseret fiskeri’ – den private ejendomsret, ikke de rettigheder som Afrika Kontakt taler om, forstås!)

Hvis I, læsere, vil vide mere, kan vi anbefale en særudgave af EU-Magasinet NOTAT med Afrika Kontakt som medredaktør.

Som også særudgaven af NOTAT viser, er virkeligheden, når denne model udføres i praksis, imidlertid en noget anden. Med omfattende spekultation drives priserne på de privatiserede kvoter i vejret til fordel for det kapitaltunge storindustrielle fiskeri og med udslettelse af småfiskeriet, som ikke har adgang til kapital til følge. Retten til ressourcerne koncentreres altså på få hænder og resulterer i, at få har for meget, og mange har for lidt – for nu på selvhøjtidelig vis at paraferere Grundtvig.

Hvor dette jo har været grelt nok i en ’Nordlig’ kontekst fra et kulturelt og socioøkonomisk perspektiv i ’udkantsdanmark’, er konsekvenserne af den samme model i en ’Sydlig’ kontekst imidlertid endnu større.

I Sydafrika blev en model baseret på samme principper introduceret i 2005, og fra den ene dag til den anden blev 30.000 småfiskere gjort til ’pirater’, da de ikke kvalificerede sig til en kvote, uanset hvor længe de og deres forfædre havde beskæftiget sig med fiskeriet. Til gengæld høstede Sydafrikas storindustrielle fiskerifirmaer (som primært ejes af den hvide elite) kvoterne til sig.

Kort og godt vil fiskeripolitikken med EUs rettighedsmodel og fiskeriaftalerne yderligere forfordele EUs og andre udenlandske industriflåders adgang til afrikanske farvandes ressourcer, på bekostning af mange millioner menneskers socioøkonomiske vilkår og kontinentets fødevaresuverænitet som helhed (for slet ikke at tale om de miljømæssige konsekvenser af den fortsatte og øgede industrifiskeri!).

’EU skal stoppe koloniseringen af det Globale Syds farvande!’

Når regeringen under det danske EU-formandskab har forsøgt at køre det så gnidningsfrit som muligt, er der ikke fra dansk side i forbindelse med reformen af fiskeripolitikken grundlæggende forsøgt at tage et opgør med EU-Kommissionens underliggende præmis – både i fiskeriaftalerne og i hvordan havets ressourcer bedst kan forvaltes.

Når Kommissionen forhandler fiskeriaftaler og arbejder på at fremme den ’rettighedsbaserede’ model i det Globale Syd er det med ét mål for øje: nemlig at mætte EUs egen fiskeriindustris interesser forud for alle andre hensyn til socioøkonomiske muligheder, miljø m.m.

Konkret vil EUs fiskeripolitik, uanset reformen, altså blive ved med at underminere EUs egen, såvel som Danmarks kommende, udviklingsstrategi.

Så længe, at EUs (og hermed Danmarks) forhold med AVS-landene er drevet af de kommercielle interesser, som Kommissionen er så lydhør over for, vil ingen mængde bistand, uanset hvor fine rammerne for denne bistand er, ændre på noget som helst ved globaliseringens nuværende udformning, hvor det Globale Syd udplyndres af det Globale Nord.

Så ja, dansk bistand og udviklingsarbejde skal løbende diskuteres, men det skal ses i lyset af den overordnede politisk-økonomiske kontekst og de politikker, der modarbejder udviklingsstrategien og bibeholder staus quo.

Som eksemplet med fiskeripolitikken viser, er der bestemte befolkningsgrupper, i Nord såvel som Syd, der gavner af dette status quo. Interesserer man sig for udvikling – og det formoder vi, at Afrika.dk’s læsere gør – og vil man oprigtigt arbejde i solidaritet med partnerorganisationer i Syd (som alle udviklings-NGOer brøster sig med), skal man stille spørgsmålstegn ved dette status quo og alle de politikker, som bibeholder det.

I forhold til det konkrete eksempel kan man lade sig inspirere af Naseegh Jaffer, formand for World Forum of Fisher People (småfiskernes pendant til La Via Campesina) som, i forbindelse med en konference på Christiansborg arrangeret af blandt andre Afrika Kontakt, ganske klart udtalte vejen frem: ”EU skal stoppe koloniseringen af det Globale Syds farvande!”

Han sagde ikke: ”Send flere penge, forvaltet på en bedre måde.”