EU tryner U-lande

Skrevet 5 Maj 2009

EU er godt i gang med at tryne en række fattige lande under forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og 78 udviklingslande.

Aftalerne kaldes EPA, og forhandlingerne har været i gang siden 2002. Stod det til EU, skulle forhandlingerne være afsluttet allerede ved udgangen af 2007.

Rå og uforskammet
Morten Nielsen, der er aktiv i kampagnen mod EPA og informationsmedarbejder i Afrika Kontakt tøver ikke med at fordømme både processen og resultatet.

- Det vi har at gøre med er en rå, uforskammet handelsaftale. EU-parlamentet taler meget om udvikling og menneskerettigheder, men EPA aftalerne er rendyrket liberalisme. Der er simpelthen ikke sammenhæng mellem de pæne ord og den aftale der er på bordet.

En række af udviklingslandene er stærkt kritiske over for EPA-aftalerne. Det har betydet, at kun 35 ud af 78 lande har underskrevet dem indtil nu. De lande, der har underskrevet, har ikke nødvendigvis gjort det af lyst. Mange lande har nemlig følt sig pressede til at sige ja, af frygt for at miste samhandel med EU.

Hård kurs fra EU
EU`s handelskommissær, Catherine Ashton, er ikke bekymret for, hvad aftalerne vil betyde for de fattige lande:

- Jeg har absolut ingen interesse i at forhandle aftaler hjem, som gør noget land fattigere, udtalte hun i forbindelse med EU-parlamentets behandling af EPA-aftalerne. EU-parlamentet gav for et par uger siden sin opbakning til EU`s linje i forhandlingerne.

Handelskommisæren er glad for parlamentets opbakning, da hun mener, at EPAaftalerne er nødvendige:

- Det handler om, hvad der er fair. Om at forebygge handelsaftaler, der diskriminerer EU.

Fra EU`s side er der lagt op til en hård kurs. Fremover skal de såkaldte AVS-lande sænke stort set al told på varer, der er importeret fra EU. Vil de ikke det, mister de mulighed for at beholde deres gunstige toldaftaler med EU. AVS-landene er de 78 -udviklingslande i EPA-forhandlingerne, og de har alle tidligere været kolonier til kande i EU.

Morten Nielsen har ikke meget til overs for, at EU`s handelskommissær er ganske ubekymret, for hvad aftalerne betyder for mennesker i de fattige lande.

- Hun lever stadig i den tro, at frihandel skaber udvikling, men virkeligheden er en anden.

Han mener ikke, at EPA vil bidrage til mere fair vilkår. Tværtimod har han svært ved at se det rimelige i, at EU vrider armen rundt på de fattige lande og tvinger dem ind i aftaler, som han anser for meget problematiske.

Morten Nielsen er slet ikke i tvivl om, at EPA aftalerne vil koste arbejdspladser i udviklingslandene, og at der vil blive flere fattige.

- Aftalen er rigtig god for dele af den afrikanske elite. De som har penge til forbrug, kan se frem til at importere billige fladskærme og firehjulstrækkere. For almindelige mennesker er aftalerne derimod alvorlige.

Han fastslår, at aftalerne sikrer EU-landene adgang til billige afrikanske råvarer, samtidig med at europæiske firmaer kan afsætte flere produkter. At de afrikanske lande får samme mulighed for at eksportere til EU, giver han ikke meget for.

Fatale konsekvenser
- De fleste af disse lande, har slet ikke den industri, der skal til at udnytte adgangen til EU`s marked. De sælger hovedsageligt råvarer. Landene har behov for at kunne beskytte deres egen spirende industri, beskytte deres egne markeder. Den mulighed forsvinder med EPA.

Han mener, at den manglende toldindtægt vil have fatale konsekvenser.

- Når landene mister disse indtægter, har de endnu færre penge til uddannelse, til infrastruktur og til sundhed. Det vil betyde at endnu flere vil blive ramt af fattigdom. og når flere rammes af fattigdom, vil strømmen af illegale indvandrere i EU stige.

- Jo mindre håb der er i Afrika, des flere vil pakke deres sparsomme ejendele og søge mod nord. Og flere vil drukne undervejs. Man behøver ikke være professor i udviklingsøkonomi for at kunne se, at EPA aftalerne er helt forkerte.

De 78 AVS-lande ligger i Afrika, Caribien og Stillehavet. Det er EU, der presser på for at få aftalerne i hus. Aftalerne skal erstatte de særaftaler, der har været gældende i mere end 30 år. Særaftaler som EU hævder favoriserer udviklingslandene.

Af Karina Rohr Sørensen, Artiklen er publiceret på www.arbejderen.dk d. 05-05-2009