Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder
EU's Handelskommissær, Karel De Gucht, var ikke just diplomatisk i sit svar på et brev fra medlemslandene af Southern African Customs Union (SACU, verdens ældste toldunion bestående af Botswana, Lesotho, Namibia, Sydafrika og Swaziland) den 31 marts 2010, som Afrika Kontakt er kommet i besiddelse af.
SACU havde sendt et høfligt brev til De Gucht, for at fortælle at nogle af SACU-landene, især Namibia men også Sydafrika, havde visse bekymringer i forbindelse med de fortløbende forhandlinger om EPA’erne (Economic Partnership Agreements), og for at anmode om, at man fra EU's side ikke unødigt hurtigt, og uden at tage hensyn til disse bekymringer, ville kræve ratificering og implementering af EPA’erne ved næste forhandlingsrunde. SACU-landene står nemlig til massive tab af toldindtægter ved at underskrive EPA’erne, der i deres nuværende form vil fjerne alle toldmure for varer fra EU – Swaziland 30% og Namibia op til 50%, noget der på det nærmeste vil paralysere disse landes i forvejen skrøbelige økonomier.
Især Sydafrika forsøger at redde SACU fra at falde fra hinanden. Toldunionen er en af de få byggesten til regionalt samarbejde der er i regionen, og den er med til at sikre den regionale samhandel, samt muliggøre at landene kan forhandle om eksempelvis EPA’erne med den styrke som det at tale med en stemme giver. Sydafrika har nemlig oplevet et markant stigende handelsunderskud i samhandlen med EU efter at have indført lignende frihandelsaftaler (den såkaldte Trade and Development Cooperation Agreement fra 1999), og EU har opretholdt importafgifter og kvoter på ”følsomme varer”, hvor Sydafrika ville have haft en komparativ fordel. Forsøget på at redde SACU skal dog også ses i lyset af de handelsforviklinger mellem Sydafrika og bl.a. Swaziland der har været i de senest to år, på grund af at netop Swaziland – angiveligt under pres fra EU - underskrev en EPA med EU, selvom reglerne i SACU eksplicit forbyder enkelte medlemmer at underskrive bilaterale handelsaftaler med andre lande.
De Gucht affejer dog alle SACU-landenes bekymringer, og svarer næsten paternalistisk på brevet, at ”jeg inviterer EPA-landene i SADC til hurtigt at skrive under og implementere de foreløbige EPA’er – i mellemtiden er EU mere end villig til at adressere alle jeres bekymringer”, altså: ”Vær venlig at underskriv og implementer, tak – bekymringerne tager vi bagefter”. En noget chokerende udmelding fra den ene part i noget der formodes at være et mere eller mindre ligeværdigt samarbejdsforhold, især eftersom det nærmest er en direkte opfordring til, at bryde med SACU’s egne regler.
Om EPA’erne:
EPA’erne er indgået som et særligt handelssamarbejde mellem EU og AVS-landene (78 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet). EPA-forhandlingerne har været undervejs siden september 2002, og de er stadig langt fra overstået, på trods af, at forhandlingerne oprindeligt havde deadline den 31. december 2007.
På papiret har forhandlingerne til formål at sikre et handelsregime, som dels stemmer overens med de gældende regler i Verdenshandelsorganisationen (WTO), og dels sikrer AVS-landenes udvikling, fattigdomsbekæmpelse og integration i verdensøkonomien. Forhandlingerne har dog allermest båret præg af det første. Kritikerne har således længe peget på, at EPA-aftalerne, i den form som EU har forelagt dem, dybest set blot er bilaterale frihandelsaftaler uden et spor af en udviklingsdimension. Desuden er liberaliseringer af tjenesteydelsesområdet ikke et krav fra WTO, og u-landene har derfor protesteret højlydt under forhandlingerne for at sikre at dette ikke kommer med i den endelige aftale.
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| Letter from Karel De Gucht 31 Mars 2010.pdf | 130.58 kB |
| SACU Letter to the EU Trade Commissioner 11 Feb.10-3.pdf | 244.38 kB |
