EU og fiskeriet - en trist historie

Af Jeppe Høst, Fiskerigruppen i Afrika Kontakt

Her i EU er vi storforbrugere af fisk. Vi spiser tunsalat, fiskepinde og laksekoteletter med så stor appetit, at havde vi kun fiskene fra vores egne farvande, ville vi i EU løbe tør for fisk hvert år i midten af juli måned. Halvdelen af de fisk vi spiser i EU kommer altså udefra. Den billigste fisk i de danske supermarkeders kølediske er oftest pangasisusfisken, som opdrættes i floddeltaer i Vietnam. Men ud over at importere fisk, så køber EU sig lov til at fiske på fiskebestande ud for afrikanske kyster. Faktisk helt så langt væk som i Stillehavet er der europæiske fartøjer på jagt efter de værdifulde proteiner som fiskeriet giver. Som storforbrugere og importører af fisk fra udviklingslande må vi europæere derfor også spørge os selv om det foregår forsvarligt, bæredygtigt, og at det ikke hæmmer fødevaresikkerheden eller den økonomiske og sociale udvikling i de lande vi har aftaler med. Det spørgsmål har Afrika Kontakts fiskerigruppe spurgt ikke bare til sig selv, men også det danske folketing, og spørgsmålet var rammen for et nyligt afholdt endags arrangement i Folketinget.

I slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne udvidede de fleste af verdens kyststater deres økonomiske zoner til at strække sig fra 12 sømil ud til 200 sømil fra kysten. Da 90 % af verdens fiskebestande findes inden for denne zone, har EU derfor siden 1982 måtte købe sig retten til at fange de afrikanske fisk. Indtil 2004 foregik det ved at EU betalte en sum penge for at få adgang til at fiske mere eller mindre ubegrænset. Disse aftaler blev kendt under ”pay, fish, and go” aftalerne, og blev ved reformen af den fælles fiskerireform i 2002 kraftigt kritiseret. Efter at det var blevet kendt, at fiskebestandene var under massivt pres, indførtes de såkaldte Fiskeripartnerskabsaftaler (FPA) med det formål, at EU skulle ”bidrage til en bæredygtig udvikling af fiskeriet i partnernes fælles interesse”, og sidenhen har EU betalt de 13 afrikanske lande, der har været eller er aftaler med, en samlet kompensation i omegn af 150 millioner Euro om året.

Ifølge havretskonventionen, må EU kun købe adgang til fiskerresurser, hvis der er tale om ”overskudsfisk”. Det vil sige der kun må købes adgang til bestande som er ikke er fuldt udnyttet af partnerlandet selv. Set i dette lys er det tvivlsomt om burde være en eneste af aftaler med en afrikansk stat. I Mauretanien, for eksempel, er det påvist at blækspruttefiskeriet er i forfærdelig stand, og derfor lukkede de mauretanske fiskerimyndigheder for dette fiskeri i 2008 – men kun for landets egne kystfiskere, som fortsat kunne se de spanske fartøjer fange den efterspurgte delikatesse. I det hele taget er det tvivlsom hvilke videnskabelige undersøgelser og bestandsundersøgelser om nogen, der lægger til grund for aftalerne. Det er nemlig ikke muligt at få adgang til disse informationer.

Kystsamfundenes stemmer tæller tilsyneladende heller ikke for meget, når EU’s lobbyister og EU-kommissionen tromler frem med nye aftaler. For at sætte fokus på problematikken satte Afrika Kontakt sig for at se, hvad Danmark har gjort på området, og det viste sig at være en overkommelig opgave, for Danmark har intet gjort – andet end ukritisk at stemme ja til samtlige forelagte fiskeriaftaler i Europarådet. Derfor tog Afrika Kontakt, i samarbejde med Oplysningsforbundet DEO og foreningen PUGAD, initiativ til at afvikle en konference om temaet på Christiansborg, og den 7. december kunne 120 deltagere lægge ører til oplæg fra den svenske miljøjournalist og europaparlamentariker, Isabella Lóvin, daværende chef for Fødevarerministeriets fiskeripolitiske kontor, Ole Poulsen, samt formanden for den mauretanske organistion Pechecops, Ahmed Mahmoud Cherif. Efterfølgende var der debat mellem fem af folketingets politikere.

På konferencen blev regeringens position på området offentliggjort for første gang. Ole Poulsen samt Venstre’s Jens Kirk sagde alt det rigtige om aftalerne, herunder at Danmark  kun kan stemme for aftaler som omfatter ”overskudsfisk”, og at Danmark vil sikre at menneskerettighederne overholdes i de såkaldte ”partnerlande”. Men ifølge Isabella Lóvin ér EU kommissionen og parlamentet i besiddelse af videnskabelig dokumentation for overfiskeri på en række af de bestande, som EU fartøjer fisker på under partnerskabsaftalerne. Måske vi først skal lære at forvalte vores eget fiskeri i Europa, før vi erobrer de fiskebestande langs Afrika, som er vigtige bidrag til den lokale fødevaresikkerhed og økonomi. Det er måske værd at tænke over næste gang du står i supermarkedet med en dåse tun i hånden.