EU-luskeri rammer fattige fiskere

Selv om aftalerne mødes med hård kritik især fra landenes egne kystfiskere og civilsamfundsorganisationer forhandles og vedtages de ofte gnidningsfrit af kommissionen og EU-parlamentet. En række af disse aftaler står i den nære fremtid over for en forlængelse, og det er derfor relevant at afdække de bekymrende vilkår og hemmeligholdte grundlag aftalerne indgås under.

Hemmelige evalueringer

Efter Lissabontraktaten er trådt i kraft, har Europa-Parlamentet fået medbestemmelse på en række områder, herunder fiskeriaftalerne. Det betyder, at alle aftaler skal godkendes af parlamentet, før de kan træde i kraft.

I enhver fiskeriaftale, som EU indgår, ligger der en forpligtigelse til at gennemføre evalueringer. Disse ser bl.a. på, om partnerlandene opfylder betingelserne om at anvende den økonomiske kompensation til at styrke den nationale fiskerisektor, og om fiskebestandene kan klare fiskepresset fra EU’s fartøjer. Dette er to af de basale principper, som ligger til grund for alle aftalerne, og informationerne i evalueringerne er derfor afgørende i forhold til eventuelle fornyelser af aftalerne. Da der i øvrigt er et stort vakuum af anden videnskabelig dokumentation for fiskebestandenes tilstande, er evalueringerne ofte den eneste tilgængelige viden for kommissionen såvel som parlamentet.

Før Lissabontraktaten trådte i kraft havde kommissionen den praksis, at videregive evalueringerne til MEP’erne. Fra Kommissionens side var det uproblematisk, da MEP’erne reelt ikke havde indflydelse på aftalerne. I dag skal MEP’erne godkende aftalerne, hvilket betyder, at der blandt en række folkevalgte bliver gået mere kritisk til værks, end kommissionen er vant til. Det er efter alt at dømme derfor, kommissionen har skærpet betingelserne for at få adgang til evalueringerne. Nu skal MEP’erne troppe personligt op i kommissionen for at læse evalueringerne i enerum uden mobiltelefon eller andet, der kan bruges til at kopiere eller tage notater.

MEP’ernes adgang til information er imidlertid langt bedre end den brede offentligheds. Siden marts har en sammenslutning af forskere og organisationer fra EU og partnerlandene forsøgt at få adgang til evalueringerne gennem henvendelser til kommissionen. Men med henvisning til EU’s internationale relationer og kommercielle interesser har kommissionen nægtet dem adgang.

Kystfiskere ikke hørt

At få evalueringerne offentliggjort er en forudsætning for en ordentlig debat og diskussion af EU’s fiskeripolitik. Når det så er sagt, er de foreliggende evalueringer ikke nok, for de inddrager slet ikke kystfiskernes viden eller det bredere civilsamfunds stemmer.

Aftaler, der i disse evalueringer bliver blåstemplet som bæredygtige, kan derfor alligevel betyde en underminering af fødevaresikkerhed og eksistensgrundlag i kystsamfundene.

Eksempelvis er aftalen med Cape Verde i evalueringen vurderet til at være ‘bæredygtig’, men hvis civilsamfundet havde været inddraget i processen, så var aftalen næppe omtalt så positivt.

Som en fisker fra Cape Verde i sidste måned gav udtryk for i en demonstration arrangeret af Greenpeace, har EU’s tilstedeværelse medført, at lokale fiskere nu skal mange kilometer ud på havet, før der er fangster. Samtidig skal det nævnes, at EU fisker på en række af de samme arter som Cape Verdes kystfiskere, og at 12 af de EU-fartøjer, som har opereret i området, har en kapacitet, der er seks gange større end de 1.000 både, Cape Verde fiskerne anvender. Overvejelser om kystsamfundenes behov synes at være aldeles fraværende.

Offentligheden i nord og syd skal inddrages

Så længe evalueringerne ikke er offentlige, og kystfiskerne ikke bliver inddraget i processen, kan EU uhindret fortsætte med at indgå aftaler, der underminerer kystsamfundenes levevilkår.

Hemmeligholdelsen og ekskluderingen forstærker EU’s i forvejen manglende gennemsigtighed og medfører en manglende bevidsthed om konsekvenserne af EU’s fiskeripolitik blandt medlemslandenes befolkninger. Uden for EU er konsekvenserne underminering af demokrati, udvikling og fødevaresikkerhed.

Søren Søndergaard er medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Mads Christian Barbesgaard er aktivist i solidaritetsforeningen Afrika Kontakt

Indlægget er trykt i dagbladet Information den 16. juni 2011.