Efter fredsaftalen

Karakteristiske træk fra mange af de historiske epoker, som Mozambique har gennemlevet, lever side om side i dagens Mozambique. I hovedstaden Maputo lever en moderne storbykultur med højhuse, Internet og store biler, side om side med lerhytter med bølgeblikstag, arbejdsløshed og fattigdom.

Ude på landet lever de fleste som man har gjort i århundreder. Her er det stadigvæk de traditionelle ledere og den traditionelle magtstruktur, hvis oprindelse strækker sig tilbage til før kolonitiden, der bestemmer i dagligdags spørgsmål. Og både i by og på land benytter både uddannede og uuddannede lige ofte de gammeldags heksedoktorer som medicin fra det moderne sundhedsvæsen.

Fattigdommen medfører, at mange sulter en del af året, og når naturen slår med halen med oversvømmelser eller tørke, bliver mange ramt og dør. Landet har ikke et overskud af mad og penge til at møde sådanne situationer. Sygdomme som malaria, tyfus og AIDS lægger hvert år mange i graven. Det dårligt udbyggede sygehusvæsen gør også, at mange børn dør under eller lige efter fødsel.

Det kan lyde som et trist liv at vokse op i Mozambique, men når man besøger landet, møder man glade mennesker, der elsker deres land og det liv, de lever. At være fattig er ikke det samme som at være ulykkelig. Men det indebærer en meget usikker tilværelse, hvor man ikke ved hvad morgendagen bringer. Derfor planlægger mozambiquerne ikke uger og måneder ind i fremtiden, heller ikke når det gælder arbejde. De har erfaret, at der kan komme så mange ting kan komme i vejen for det, man planlægger, at man kan lige så godt kan lade være.

Mozambiqerne er optimistiske. De har lagt mange års krig bag sig, og tror på en bedre fremtid. Selv om de fleste er meget fattige, har de det bedre end under de foregående 25 års krig. Først skulle de kæmpe mod portugiserne, der med alle midler forsøgte at hindre mozambiquerne i at leve et værdigt liv. Derefter skulle de kæmpe mod de hvide apartheidregimer i Rhodesia (i dag Zimbabwe) og Sydafrika, og terrorbevægelsen Renamo. Mod sig havde de også størsteparten af den vestlige verden, fordi de ved selvstændigheden havde valgt en socialistisk samfundsmodel. Den krig, som Sovjetunionen og USA ikke turde at kæmpe åbent mod hinanden, udkæmpede de i stedet i lande som Mozambique og Angola.

For os kan det være svært at forstå at de, der for 10 år siden myrdede løs på hinanden, i dag kan være venner og forsonede. Men mozambiquerne er trætte af krig, de ønsker en normal dagligdag og et bedre liv for sig og sin familie.