De fattige er de første der sulter

Af Carsten Pedersen, Woza 7/2006

Når mangfoldigheden af naturressourcer konstant mindskes, samtidig med at flere og flere mennesker bliver afhængige af ressourcerne, er resultatet fødevareusikkerhed. Det er der nu ikke noget nyt i.

Thomas Malthus skrev om emnet i 1798 og siden hen er der brugt uanede pengesummer og arbejdstimer på at blive klogere på området. Og klogere er man blevet. Så kloge at vi i dag ved, at de fattigste er de første der må gå sultne i seng, når naturressourcerne bliver knappe; at traditionel fælleseje, hvor en større gruppe mennesker har en form for fælleseje over jorden, kan være ligeså bæredygtigt som individuelt ejerskab – hvis ikke mere; at presset på alternative naturresurser øges når tilgængeligheden af foretrukne resurser mindskes; og at viljen og evnen til at forvalte bæredygtigt mindskes med stigende fødevareusikkerhed.

Vi ved også, at fattigdommen bliver umådelig svær at kæmpe sig ud af, når ressourcerne er knappe. Behovet for en bæredygtig forvaltning af ressourcer, der kan sikre mad på bordet for nuværende og fremtidige generationer, stiger kontinuerligt, når fattigdommen og fødevareusikkerheden øges. Men øget konkurrence om færre ressourcer fører samtidig til øget irrationalitet og forringet forvaltning. Og så har vi den ”onde spiral”.

Alt dette lyder meget logisk, og det ville det også være, hvis man kunne anskue ressourceforvaltning i isolation; altså hvis ikke der var noget, der hed global liberal økonomi, international handelspolitik, national forvaltningspolitik, korruption og meget mere. Det handler nemlig ikke bare om det umiddelbare: om overudnyttelse af naturressourcer anskuet som et isoleret problem.

Lad mig illustrere med et eksempel fra fiskerlandsbyer i Western Cape, fiskerlandsbyer hvor mand lærte søn at fiske og hvor fiskeri er mere end et erhverv.

I Paternoster – en vindblæst flække på vestkysten af Western Cape provinsen – blev 11 traditionelle fiskere anholdt for at fange for mange snoek (på dansk ”almindelig slangemakrel”).

Skipper Niel Joshua blev arresteret for at have fanget 30 mere end de tilladte 10 af denne delikate fiskeart. Niel må som ”lystfisker” fange 10 snoek om dagen. han er ”lystfisker” fordi han, som mange tusinde kollegaer, ikke havde held med sin ansøgning om licens til at fiske professionelt. Og det hænger igen sammen med at myndighederne deler relativt få licenser ud som følge af færre fisk. For Niel og hans kollegaer står valget i dag mellem kriminalitet og fattigdom eller endnu mere fattigdom.

Myndighederne står fast. Forskerne fra Sydafrikas Fiskeriundersøgelser er ikke i tvivl. Og fiskerne er heller ikke i tvivl. Der er ingen tvivl. Der er foruroligende få snoek tilbage. Men ikke desto mindre lykkedes det en trawler at fange 300 tons snoek tidligere på året – illegalt. Det svarer til omkring 150.000 snoek.

Data på bifangst fra det industrielle fiskeri er yderst sparsomt, men FNs Food and Agricultural Organisaiton (FAO) har vurderet, at bifangst ofte udgør 30 % af den samlede fangst i dybhavs trawl-fiskeriet i Sydafrika. Hvis man blot ser på kulmulefiskeriet svarer det til omkring 40.000 tons bifangst hvert år, hvor snoek er en af de hyppigst forekomster – måske 5 millioner snoek om året! Bare i bifangst tillader myndighederne altså industrifiskeriet at fange betydelig mange gange flere snoek en de traditionelle fiskere har mulighed for at komme i nærheden af i deres beskedne træbåde.

At fiskerne i Western Cape er fattige handler altså ikke om ressourceknaphed – som myndighederne ellers så klart antyder. Der er ikke nok fisk til alle, har den ansvarlige minister gentagne gange forklaret til medierne.

Om det er fordi mange politikere har økonomiske interesser i industrifiskeriet, fordi man udelukkende ønsker at favorisere den eksportindtjenende del af fiskeriet, eller fordi fattige fiskere ikke optager sydafrikanske beslutningstagere skal jeg ikke kunne give et sikkert bud på.

Mon ikke der er en vis sandhed i alle tre påstande?