Af Sibongile Nkomo, Woza 9/2007
På trods af Danmarks og EU’s sanktioner mod Zimbabwe, er det alligevel muligt for danskere at støtte befolkningen med små projekter - for eksempel indenfor HIV/Aids.
En dansk NGO, disuzo Kwekwe, arbejder med at støtte forældreløse børn i Zimbabwe, som har mistet en eller
begge forældre på grund af Hiv/Aids epidemien. De indsamler PC’er, skolemøbler, hospitalssenge og -udstyr, som de hvert år pakker i 2-3 containere til Zimbabwe og deres samarbejdspartner i Kwekwe.
Partneren er Phakamani Orphan Project i Zhombe, en lille minelandsby udenfor Kwekwe i Midlands-provinsen. Phakamani Orphan Project støtter børn som bor hos slægtninge eller med en af deres forældre, normalt den efterladte moder, efter faderen er død.
Phakamani Orphan Project er en lokal gruppe af frivillige voksne, som hjælper til med at identificere børn med behov for personlig støtte og tilskud til mad. de driver også et mindre kursussted i Kwekwe, hvor de tilbyder uddannelse i computer og PC-kørekort. Der er også tilknyttet et syværksted til kursusstedet, hvor enker og andre kvinder, som led i et indkomstskabende projekt kan producere tøj og skoleuniformer som de sælger lokalt.
Danida støtter kun danske organisationer som har partnere i de berørte områder hvor støtten skal fordeles. Men dette er kun en del af forklaringen på hvordan relationen mellem Phakamani og disuzo opstod. En af lederne i disuzo, Bigman Nkunkununu som bor i Danmark, med rødder i Zhombe, blev inspireret til at starte en organisation i Danmark til at støtte Phakamani, da han så hvordan de frivillige gik fra gård til gård i landområderne omkring Zhombe, i et forsøg på at hjælpe børn og deres familier der var ramt af Hiv/Aids epidemien.
Phakamani driver også fortalervirksomhed for de Hiv-smittede i Zhombe – hvilket har betydet at en gruppe af Hiv-positive voksne samt forældreløse børn kan få gratis behandling for HIV/Aids. Det er et meget vigtigt resultat, da det forhindrer at flere børn bliver forældreløse.
I Danmark samlede Bigman en gruppe af danskere og Zimbabwere i foreningen disuzo, som med støtte fra MS og Danida samler ind til Phakamani Orphan Project.
En af de vanskeligheder som disuzo har stødt på i sit arbejde, var da de forsøgte at overtale lokale skoler til ikke at tage skoleafgifter for de forældreløse børn. Det ønske blev afvist, fordi forældreløse børn på nogle af skolerne udgør den største gruppe elever.
Disuzo´s arbejde viser at det er muligt for aktive danskere at støtte Zimbabwe – på trods af sanktioner og politisk kritik af præsident Mugabe’s regering.
