Danmark må sige nej til aftaler

Af: Kenneth Haar, Henrik Bang Andersen, Morten Nielsen og Nikolaj Lykke Nielsen
EU og en række afrikanske lande indgik midlertidige handelsaftaler i december. Men de vil skabe mere fattigdom i Syd, og er kun indgået, fordi EU brugte trusler. Derfor bør hverken regering eller Folketing acceptere dem.

Ved et EU-Afrika topmøde i Lissabon den 9. december 2008 underskrev EU og de afrikanske lande en erklæring om fremtidigt partnerskab.

Det foregik med passende pomp og pragt, smil og blitzlys. Men de glade miner dækkede over, at mange af de afrikanske lande er dybt utilfredse med aftalerne, og først skrev under efter trusler om at blive lukket ude fra det europæiske marked.

Der har været forhandlet om aftalerne siden 2002. Undervejs har de afrikanske lande beklaget sig højlydt, og når mange af aftalerne – omtrent halvdelen af dem, der blev forhandlet – faldt på plads netop i december, skyldtes det kun trusler fra EU’s side. Ikke at parterne var enige.

Ingen toldmure til Afrika
Aftalerne er nemlig klart i EUs favør. De fastsætter betingelserne for, hvordan handel skal foregå mellem EU og de forskellige afrikanske lande, og det vil først og fremmest sige at told på varer skal fjernes.

Men det vil få to alvorlige konsekvenser for de afrikanske lande:

For det første er toldindtægterne en meget stor del af budgettet i de afrikanske stater, som ikke har et skattesystem som for eksempel Danmarks. Lande som Ghana, Kap Verde, Gambia og Senegal står for eksempel til at tabe mellem 10 og 20 procent af deres statsbudget.

For det andet kan det ødelægge de afrikanske landes industri. Den er i mange tilfælde først ved at træde sine barnesko, og de afrikanske lande prøver at beskytte den med toldmure. I en af de første rapporter fra EU hedder det at aftalerne, i den form EU havde lagt dem frem, kunne ”…føre til et kollaps for den vestafrikanske industrisektor” (”SIA of Trade Negotiations of the EU–ACP Economic Partnership Agreement”, 2003).

Stort set alle industrialiserede lande har på et tidspunkt brugt toldmure til at beskytte en opvoksende industri, men den mulighed vil EU altså fjerne for afrikanerne.

Dårlige erfaringer med åbne markeder
De afrikanske lande skal ikke åbne alle deres markeder fra den ene dag til den anden. Nogle få sektorer skal ikke liberaliseres før om 25 år, men langt de fleste liberaliseringer skal foretages inden for få år. Relativt hurtigt vil de to kontinenter stå i åben konkurrence – og udfaldet af den kamp synes givet på forhånd.

Tidligere EU-handelskommisær Peter Mandelson har forsvaret handelsaftalerne med, at de vil gøre afrikansk industri mere konkurrencedygtig. Men i de afrikanske lande, der allerede har prøvet at sænke deres toldsatser, er der sket det stik modsatte:

Elfenbenskysten skar i 1986 40 procent af sine toldsatser, og mistede dermed masser af arbejdspladser indenfor landets kemiske, tekstil-, fodtøjs- og bilindustri.

I Senegal forsvandt en tredjedel af arbejdspladserne i landets fremstillingsindustri mellem 1985 og 1990 efter at toldsatserne blev skåret ned fra 165 til 90 procent.

EUs konkrete trusler
De afrikanske lande ville over en bred kam ikke skrive under på disse betingelser.

EU-kommissionen havde under forhandlingerne truet med at så ville det europæiske marked blive lukket. For eksempel fik Ghana og Elfenbenskysten at vide, at de ville blive ramt på eksport af ananas, kakao, tun, bananer, aluminium og grøntsager.

I november gjorde EU-kommissionen alvor af truslerne og fremlagde et forslag i EU, som kort sagt betød at de afrikanske lande, der havde underskrevet en aftale pr. 1. januar 2008 ville få lidt bedre adgang til EUs marked – men resten ville blive lukket helt ude.

Det udløste panik blandt selv de mest forbitrede og kritiske afrikanske lande, og fik dem til at skrive under i en fart. Mens kun en håndfuld lande var imødekommende et par måneder før, kom omtrent halvdelen af de afrikanske lande ind i folden inden den 20. december, hvor Kommissionens forslag blev vedtaget – blandt andet med dansk støtte.

Der er alt i alt intet i forløbet, der minder om det partnerskab, som man lovede hinanden på topmødet i Lissabon. Som en diplomat fra Kenya sagde for nylig:

”Det siges, at kærlighed gør blind. I så fald må dette være ægte kærlighed, for vi er fulgt med uden rigtig at vide, hvor vi er på vej hen.”

Mange alternativer til aftalerne
EU har under forhandlingerne forsøgt at dække sig ind under Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO).

Man har stædigt bedyret, at aftalerne ikke kan se anderledes ud, hvis de skal overholde nogle bestemte regler fra WTO. Ifølge EU-Kommissionen dikterer reglerne, at EU skal kræve omfattende adgang til det afrikanske marked, hvis de afrikanske lande får relativt åben adgang til EU. Den deadline, EU havde sat for den første runde forhandlinger – den 31. december 2007 – var også taget fra en beslutning i WTO.

Det kan lyde meget officielt, men hvis man ville, var der faktisk flere alternativer.

Én vej var simpelthen at arbejde for at ændre reglerne i WTO, eller bare arbejde for fleksible fortolkninger. De afrikanske lande – og andre fattige lande i Stillehavet og Vestindien, som EU prøver at lave lignende aftaler med – har forlængst lagt et konkret ændringsforslag på bordet. Det har EU nærmest ignoreret.

En anden vej var at arbejde for en længere tidsfrist eller blot overskride den. Der ville gå flere år i WTO, før det ville få betydning. Heller ikke dét har hverken EU eller Danmark vist interesse for.

En tredje vej var at undersøge muligheden for helt alternative handelsordninger. Det er heller ikke sket.

Folketinget må sige fra
Hovedarkitekten bag EU’s manøvrer har været Kommissionen, men intet EU-land har gjort indsigelse, heller ikke Danmark. Kommissionen har derfor kunnet blæse på, at de afrikanske lande var overvældende enige i deres kritik af EU, og køre videre som man har fundet for godt.

Spørgsmålet er nu om den danske regering, og ikke mindst det danske Folketing, bare stiltiende vil notere sig, at aftalerne er ved at komme i hus, eller om man vil råbe stop og prøve at styre partnerskabsaftalerne i en anden retning.

For hvis de midlertidige aftaler, som nu er underskrevet, fastholdes, vil vi i de kommende år se konsekvenserne. Nogle afrikanske lande vil opleve intensiveret dumping af landbrugsvarer og industrivarer, som vil føre til at den lokale produktion bliver udkonkurreret, med efterfølgende underskud på handelsbalancen. Andre lande vil se deres statsbudgetter skrumpe markant. Det vil give øget fattigdom, og selvsagt også bremse udvikling i landene.

Det er positivt, at ministeren for udviklingsbistand har sagt, at ”processen ikke stopper her,” og at Danmark altså kan være med til at få mere retfærdige aftaler på bordet – men det er stærkt misvisende at hun i samme åndedrag påstår, at de foreløbige aftaler kan blive udviklingsvenlige, og at EU har været fleksibel i den sidste forhandlingsfase.

Skal vi fastholde, at fattigdomsbekæmpelse er en hjørnesten i vores relationer med Afrika, er aftalerne uspiselige. Derfor må forhandlingerne i den kommende tid holdes helt åbne. De midlertidige aftaler skal også være til forhandling.

Skal det kunne lade sig gøre, må et eller flere EU-medlemslande tage førertrøjen, og begynde at interessere sig for de alternativer, der hele tiden har eksisteret. Sker det ikke, er det meget svært at tage topmødeerklæringen om partnerskab alvorligt.