Danida tænker gammeldags

Af Morten Nielsen, januar 2005

I 20 år har landene i nord koncentreret sig om forebyggelse. Det har ikke ændret ret meget i Afrika. Antallet af aids-ramte stiger. Antallet af døde stiger. Samtidig er der mulighed for medicinsk behandling

ARTHUR JOKWRNI ER sydafrikaner, 26 år og ungdomskoordinator i græsrodsorganisationen TAC, der aktionerer for behandling af aids-syge. Han bor i Durban og er også medlem af både regeringspartiet ANC og Sydafrikas Kommunistiske Parti, SACP. Woza mødte Arthur, da han for nyligt besøgte Sydafrika Kontakt i forbindelse med et 14-dages ophold i Danmark sammen med et andet TAC medlem.

Treatment Action Campaign (TAC) er en interesseorganisation, som arbejder for at gøre kvali tetsmedicin tilgængelig for alle hiv/aids-syge i Sydafrika og for at forbedre det offentlige sund hedsvæsens udbud af behandlingstilbud. For TAC er det vigtigt, at der bliver opbygget en afrikansk bevægelse, der også arbejder for behandling. Derfor støtter TAC opstarten af så danne bevægelser i andre lande. - Behandling kan ikke stå alene, siger Arthur, men for os er adgang til sundhed en menneskeret. Man kan leve med aids, hvis man har adgang til et ordentligt sundhedssystem og behandling. Men sundhed er for vores politikere en privat sag. Noget man kan tegne en forsikring imod. Derfor er det meget vigtigt, at vi fastholder, at folkesundhed er noget samfundet er forpligtet til at yde til sine borgere.

5,6 millioner AIDS-ramte
- De færreste af de 5,6 millioner aids ramte i Syd afrika har råd til at bruge private hospitaler eller klinikker. Forebyggelse gør det ikke alene, det vil ikke hjælpe dem, der allerede er syge. Og vi har ikke tænkt os at dø uden at have kæmpet, lyder det fra Arthur Jokwrni. Han forklarer, at det kan være svært at være medlem af TAC, som er meget kritisk overfor ANC-regeringens aids-politik: - Jeg er ofte udsat for meget personlig kritik fra de lo kale ANC folk. Det har sågar været på tale, at jeg skulle ekskluderes af ANC. Men mit medlemskab af SACP (kommunistpartiet), gør det svært for dem. SACP støtter TAC’s arbejde. Mange af de aktive i TAC er medlemmer af ANC. Man kan spørge sig selv, hvorfor jeg stadig er medlem af ANC, siger Arthur med et lille smil, men jeg synes, at det er vigtigt, at ledelsen i ANC hele tiden hol des til ilden. Hvis alle, der er ikke er helt enige med regeringen, melder sig ud, vil det være alt for let for højrefløjen i ANC.
TAC har i mange år brugt domstolene i forsø get på at presse regeringen til at iværksætte en effektiv behandlingsplan for de aids-syge. Arthur er helt klar i sin holdning til brugen af domstolene: - Domstolene bruger vi ikke, som det eneste. Det kan aldrig stå alene. Vi arbejder ikke kun for, at de 5,6 millioner hiv-smittede skal have adgang til behandling. Vi ønsker, at de er en politisk kraft i Sydafrika, som ved at træde frem nedbryder myterne om aids og skaber indbyrdes støtte og solidaritet mellem såvel syge som raske. Vi mobiliserer altid så mange som muligt, fordi vi ønsker at være synlige.

Politisk erfaren befolkning
Sydafrika er trods udbredt fattigdom rigere end de andre lande i det sydlige Afrika og folk er vant til at stå sammen politisk fra kampen mod apartheid. Derfor kan landet være i front linjen i kampen for behandling mod aids: - I mange andre afrikanske lande oplever jeg det sådan, at de aids-syge ofte er meget fattige og dårligt uddannede. De har brug for mad hver dag, og der er ikke kræfter til at arbejde politisk. I Sydafrika er der tradition for at stille krav. Noget helt andet er, at de europæiske og amerikanske NGO’er, der arbejder med aids i Afrika, ikke har behand ling på deres dagsorden. For dem er forebyggelse i form af information og uddeling af kondomer samt pleje af de syge det vigtigste. TAC er en sydafrikansk bevægelse, og vi kan derfor tillade os at stille krav til vo res regering, på en helt anden måde end udefrakommende ngo’er kan. Vi oplever også tit sammenstød med de udenlandske ngo’er i vores arbejde. Mest de kristne, der er imod brugen af kondomer.

Kritiserer Danida
Under sit ophold i Danmark har Arthur også mødt den statslige bistandsorganisation Danida. Han er vred over den aids-politik, Danida støtter: - Kampen mod aids er nu mere end 20 år gammel, siger Arthur. I 20 år har landene i nord koncentreret sig om forebyggelse. Det har ikke ændret ret meget i Afrika. Antallet af aids-ramte stiger. Antallet af døde stiger. Samtidig er der mulighed for medicinsk behandling.

- Når I her i Danmark er så afvisende overfor behandling, som et af mange elementer i kampen mod epidemien, opfatter jeg det som gammeldags og et udtryk for ikke at bruge de erfaringer, som findes i Brasilien og Sydafrika. Læger uden Grænser og TAC har i dag mere end 20.000 i behandling. Disse projekter viser meget tydeligt, at det kan lade sig gøre at give fattige mennesker medicin. De ved godt, hvordan de skal tage medicinen. De er gode til at passe på sig selv, spiser regelmæssigt og så vi dere. Jeg har selv set mange vende tilbage til livet, da de begyndte at tage medicin.

Arthur erkender, at Danida og andre har ret i, at sundhedssystemerne i langt de fleste afrikanske lande er så svage, at de ikke umiddelbart vil kunne varetage uddeling af medicin på et fagligt ansvarligt grundlag:

- Det er da et problem, at sundhedssektoren i Afrika er meget svag. Men så må man opbygge den igen. Jeg siger igen, for i mange år har Verdensbanken og vestlige lande været med til at gøre den svag. De har løbende stillet krav om nedskæringer af social service som sundhed og uddannelse. Derfor må man starte, med dem, der har adgang til sundhedsklinikker og hospitaler. I mine ører lyder det som om, at Danida vil vente med at støtte medicinsk behandling, indtil sundhedssektoren er udbygget til at tage sig af alle ind byggere i et afrikansk land. Danida burde starte med dem, man kan nå. Mere end fem millioner afrikanere har akut brug for behandling, hvis de ikke skal dø. Start med dem man kan nå af disse fem millioner mennesker.

Arthur roser den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria:

- Den Globale fond er vigtig i kampen mod aids. De samler al den viden, der findes, og er meget aktive i at støtte de lokale regeringer og lokale ngo’er med at udvikle lokale strategier. Desværre får den Globale fond al for lidt støtte fra lande som USA, England og Danmark, slutter Arthur.

TAC bygger på civil ulydighed
TAC stod i spidsen for en kampagne, hvor tusindvis af mennesker besatte offentlige kontorer. Afbrød møder, hvor sundhedsministeren skulle tale. Arrangerede sit-down-demonstrationer i alle store byer og offentliggjorde en hem melig regeringsrapport, som viste, at der kunne reddes 1,7 millioner menneskeliv på syv år, hvis regeringen iværksatte en kontrolleret uddeling af medicin til alle aids-syge. Sydafrikas regering har lovet, at alle hiv-positive får adgang til livsforlængende medicin. Løftet er TAC’s hidtil største sejr i kampen mod aids-epidemien.