Sonias Dagbog. Kvinde, Sydafrika

Sonia Mabokela, 28, kvinde. Bekendtskabskredsvejleder, TAC

Jeg er fra Town II i Khayelitsha. Khayelitsha ligger i Cape Town. Vi er 7 med både mor og far. Jeg drømte om at blive bankrådgiver, men jeg kunne ikke følge mine drømme på grund af økonomien. Jeg er ikke gået i skole længere end til 8. klasse.

Jeg blev AIDS-aktivist efter min kære kammerat, Lorna Mlofana, døde. Hun var aktivist på sin egen måde, underviste på klinikkerne om HIV/AIDS. Hun organiserede workshops og mobiliserede lokalsamfundet til at stå sammen om at bekæmpe virussen. Jeg blev motiveret af hendes aktivisme og tilsluttede mig kampen. Ulykkeligvis blev hun offer for diskrimination og stigma, for hun blev stenet ihjel, mens hun hyggede sig på en klub sammen med en ven. Hun forsøgte bare at være menneske, ung og livfuld. Denne ene episode viser til fulde, hvor sygt og intolerant vores samfund er. Jeg tog over fra hvor hun blev stoppet, for at opnå hendes mål om lige rettigheder for alle.

I marts 2004 tog jeg en VTC (frivillig test og rådgivning), og svaret var positivt. Det betyder, at jeg har virusset i mit blod. Jeg var stadig ikke ret stærk, da jeg tog testen, og derfor gik jeg i sort, da svaret var positivt. Jeg kunne ikke tænke to sammenhængende tanker, og jeg var meget tæt på at begå selvmord. Men jeg overlevede det takket være Lornas søster, som indså hvad jeg var ved at gøre. Hun viste mig hvor skrøbeligt livet er i disse dage, for skrøbeligt til at give op med det samme uden kamp. Til sidst kunne jeg acceptere min HIV-status, efter at jeg havde deltaget i nogle støttegrupper. I det hele taget lærte TAC mig meget, lige fra forskellige behandlingsformer til hvordan man forholder sig til misbrug og diskrimination. Da jeg besluttede at stå frem med min HIV-status, var det ikke nemt at fortælle det til min mor.

Lornas søster hjalp mig meget med det. Efter min mor hørte det, havde hun ikke rigtigt nogle problemer med det, hun ville bare vide, hvordan jeg havde fået det. Mine brødre og søstre støttede mig også meget. Det er ikke alle i mit lokalsamfund, der kender min HIV-status. Det er kun få, og de har reageret positivt på mig. Nu er jeg engageret i en dør-til-dør kampagne i mit lokalsamfund.

Min ekskæreste kender min HIV-status. Jeg er ikke i et forhold nu. Jeg er single. Jeg er ikke i stand til at involvere mig i et andet menneske i den nærmeste fremtid. Jeg vil bare fokusere på at opbygge mit eget liv. Mange af de mænd, jeg møder, nægter stadig at bruge kondomer, og jeg forstår det ikke. Det er en af grundene til, at jeg ikke vil involveres i et forhold i lang tid fremover.

Jeg har alligevel lært en lektie fra min aktivisme. Vi er stadig meget splittede, når det kommer til HIV/AIDS. Vi peger stadig fingre af hinanden, skyder skylden på hinanden og glemmer vores eget ansvar. Jeg vil derfor sige, at hvis vi kan stå sammen, bare i dette øjeblik, for næste generations skyld, kan vi vinde denne kamp. Til dem der endnu ikke er syge vil jeg bare sige, at de skal blive ved med at være raske og ikke risikere at miste deres liv til HIV. Deltag i en støttegruppe, hvis du er HIV-positiv. Få en positiv holdning til livet. Bliv aktiv. Sigt højt!