04. Dec. 2010, Arbejderen
Dansker bruger al sin energi på at støtte afrikanske kystfiskere, der er presset af EU’s massive trawlfiskeri. Hans mission er at blokere for EU’s fejlkurs og råbe danske politikere op.
Tænk på, at indholdet i den uskyldige gyldenbrune kapsel med Omega 3-fiskeolie, som du måske slugte i morges, kan stamme fra EU’s gigantiske fiskerov ud for Afrikas kyster.
Her støvsuger hundreder af store trawlere fra EU-lande nat og dag vandene med deres enorme net i jagten på tun, ansjoser og sardiner.
Inde på land står magtesløse afrikanske fiskere med deres små net og spinkle træbåde. De har ikke længere noget at lave, tjener ingen penge. Ude på vandet lyder kommandoerne på spansk, portugisisk og fransk.
I fiskerlandsbyerne sulter børnene. Der er ikke længere fisk til aftensmad.
Carsten Pedersen fra København er dybt indigneret. I 1999 studerede han »kysfiskeriforvaltning« i Durban i Sydafrika. Her fik han kontakt med lokale fiskere.
– De var trætte af alle de eksperter, der besøgte dem og blot talte om problemerne. Der skulle ske noget. Derfor greb jeg fat, siger han, da Arbejderen møder ham i Afrika Kontakts lokaler i et kælderkontor på Nørrebro i København.
Blandt andet har han hjulpet med til at organisere fiskerne i en komite.
Carsten Pedersen er en af drivkræfterne bag en konference i Fællessalen i Folketinget på tirsdag om problemet. Den er arrangeret af Fiskerifagligt Netværk sammen med oplysningsforbundet DEO. Temaet er »På rov i Afrikas farvande? – konference om EU’s fiskeripolitik«.
Til daglig er han en af de otte medlemmer af Afrika Kontakts Fiskerigruppe.
Overfisket
Han er meget optaget af, at EU i de kommende år skal vedtage nye regler og aftaler om fiskeri i blandt andet Afrika.
– Bliver det værre eller bedre for fiskebestandene, for kystbefolkningerne og den demokratiske inddragelse af fiskerne, spørger han over en kop kaffe.
Han nævner konkret eksemplet med det vestafrikanske land Mauretanien, hvor regeringen i 2006 lukkede for al fangst af blæksprutte. Men forbuddet gjaldt kun for mauretanske fiskere.
– Ude på havet blev EU’s store trawlere ved med at fange blæksprutterne, fordi landet har en fiskeriaftale med EU, beretter Carsten Pedersen, der er 39 år gammel og oprindeligt fra Falster.
I landet mod syd, Senegal, stod fiskerne og deres koner, der plejer at forarbejde og sælge fiskene, også og protesterede.
»Vi ønsker ikke udenlandske fiskere hér. Det er vores farvand«, sagde de. Regeringen lyttede efter, og undlod at forny fiskeriaftalen med EU, fordi området var overfisket.
Carsten Pedersen forklarer, at senere års undersøgelser tydeligt påviser massivt overfiskeri af udenlandske trawlere langs Afrikanske kyster, og at EU bærer en betydelig del af skylden. Biologer har også slået fast, at EU-skibene med deres bundtrawl har ødelagt havbunden flere steder.
– Da vi besøgte fiskerne i Sydafrika tidligere i år, sagde de også til os: Vi ønsker kysten og havet selv. De må ikke ødelægge det hele.
Carsten Pedersen forklarer, at Sydafrika ikke har en direkte fiskeriaftale med EU, men at EU, som en stor importør, indirekte bidrager til overfiskeri ud for kysterne.
Han mener, at FN’s Havretskonvention bliver overtrådt på det groveste i hele Afrika.
– Den siger, at lande har pligt til at sælge overskudsfisk. Men kun, hvis de aktuelle farvande ikke er blevet overfisket. Og det er de jo i Afrika, siger han.
Han bemærker, at 88 procent af de europæiske farvande i forvejen er overfiskede. Derfor drager fiskeflåderne fra EU-landene til blandt andet Afrika.
Fiskerne er pressede
Carsten Pedersen mener, at overfiskeri fra blandt andet europæiske trawlere underminerer økonomisk og social udvikling og mindsker fødevaresikkerheden i Afrika.
– Oveni udgør udenlandsk illegalt fiskeri en væsentlig risikofaktor for Afrikas eget kystfiskeri, siger han.
– Samfundene ved kysterne smuldrer. Fattigdommen raser. Det er slet ikke muligt at arbejde i fiskeindustrien. Mange unge forsøger at flygte til Vesten, fortæller han.
– I 2007 flygtede hele 30.000 mennesker fra det vestafrikanske land Senegal. Mange tog i skrøbelige både over havet til de Canariske Øer. 6000 af dem druknede, fortæller Carsten Pedersen og holder en lang pause.
Han giver ikke meget for, at EU gennem fiskeripartnerskabsaftalerne med de afrikanske og caribiske AVS-lande betaler 140 millioner euro årligt i såkaldt kompensation for at få adgang til fiskebestandene – penge som er øremærket til »bæredygtigt fiskeri og udvikling«.
– Det handler om kontanter for fiskerettigheder, men ikke til fiskerne, slår københavneren fast og tilføjer.
– Og EU skriver selv, at de penge ikke bidrager til bekæmpelse af fattigdom. De indrømmer, at det kun er penge for at komme ind i farvandene og fiske, siger Carsten Pedersen, der i de senere år har samarbejdet med repræsentanter for kystfiskere fra en række afrikanske lande.
Lukker fiskere ude
Han mener, at det værste næsten er, at alle i civilsamfundene overalt i Afrikas kystlande holdes på afstand, når EU forhandler aftaler på plads med eliterne fra de forskellige afrikanske lande.
– EU indgår fiskeriaftaler med regeringer i de enkelte lande og giver en pose penge til statskassen. Uden at kontrollere, hvad de bliver brugt til. EU påstår, at de derved fremmer den demokratiske udvikling i dé lande. EU vil have såkaldt »god regeringsførelse«.
– Men forhandlingerne foregår bag lukkede døre og civilsamfundet er helt lukket ude, siger Carsten Pedersen og skubber lidt til kaffekoppen og mumler, »hvor er demokratiet i dét?«.
Inde ved siden af arbejder flere unge medlemmer af solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt. De har øjnene opmærksomt rettet mod pc-skærmen. På væggene hænger plakater med Mandela og studenteraktivister fra Swaziland.
– I det vestafrikanske land Senegal lykkedes det på et tidspunkt en græsrodsorganisation at komme med i forhandlingerne med regeringen om fiskeriaftalerne, men den røg desværre hurtigt ud igen, beretter den danske fiskeriaktivist.
Han beretter, at forhandlingerne mellem det nordafrikanske land Marokko og EU om en fiskeriaftale midlertidigt er frosset til.
Det skyldes, at Marokko ikke kan oplyse, hvad pengene fra EU er gået til. Marokko havde lovet, at pengene blandt andet skulle komme befolkningen i Vestsahara til gode – området er besat af Marokko.
– Marokko har helt afvist at modtage en EU-delegation, der skulle undersøge sagerne, smiler Carsten Pedersen, og lægger ikke skjul på, at der bestemt er ugler i mosen i Marokko.
