6. Mellem kreativitet og kriminalisering

Mellem kreativitet og kriminalisering
Landskomiteen Sydafrika-Aktion 1986-1990

Af Patrick Mac Manus

“Tilbagesendes til Justitsministeriet, idet jeg skal udtale følgende: Landskomiteen Sydafrika-Aktion er en paraplyorganisation for diverse organisationer, der i Danmark arbejder for ophævelse af apartheid i Sydafrika. Medlemmer af LSA er lokalkomiteer, der er oprettet i en række byer samt enkeltpersoner, der bor i områder, hvor der ikke er lokalkomiteer. LSA har kontor i Nørrevoldgade 21A, st. tv., fælles med Sydafrikakomiteen i København (SAKK) og gruppen Unge mod Apartheid (UMA).
Patrick Mac Manus er formand for LSA og tillige medlem af forretningsudvalget i SAKK. SAKK har nedsat nogle undergrupper, og Mac Manus er med i undergrupperne Mandela/Politiske fanger, Shell-gruppen og sanktionsgruppen.
Under straffesagen stod det klart, at udgifterne til plakat, skabeloner, maling etc. blev finansieret centralt. Det kom imidlertid ikke frem, om og i bekræftende fald i hvilket omfang LSA har finansieret SAKKs aktiviteter, men som ovenfor anført er der en meget nær kontakt mellem de personer, der deltog i aktiviteterne (herunder fælles kontorassistent og kontaktperson) og Patrick Mac Manus.”
Politidirektøren i København, den 10. juli 1990. Eefsen (sign.)

Med undtagelse af en anordning om våbenembargo mod Sydafrika i 1978 i henhold til Sikkerhedsrådets resolution nr. 418 har der ikke i Danmark været et regeringsparti eller regeringskoalition, der har støttet lovgivning om sanktioner mod Sydafrika, hverken regeringskoalitionen mellem Socialdemokratiet og Venstre eller de konservativt ledede regeringer i 1980’erne. Lovgivningen om kulimport og om handel og investering i Sydafrika blev i 1985-1986 vedtaget af et ”alternativt Sydafrika-flertal”. Dette er en afgørende faktor i forståelsen af Landskomiteen Sydafrika-Aktions aktiviteter i opfølgningsperioden.

På mange måder befandt Landskomiteen sig i et krydsfelt. Mellem et politisk systems modvilje og irritabilitet på den ene side, som også rakte langt ind i Socialdemokratiet, der først som oppositionsparti var i stand til at acceptere hovedindholdet i sanktionspolitikken, og på den anden side de belastninger, som udsprang af den vildtvoksende politiske og kulturelle mobilisering, som Landskomiteens egne aktiviteter medførte.
Målet var at bære kampen for et nyt Sydafrika ind i hverdagen, at bringe den sydafrikanske frigørelsesproces så tæt på befolkningen som muligt. Faglige organisationer fra vejarbejdere til ergoterapeuter, lejere og lejerforeninger, boligselskaber, byråd og kommunale forvaltninger, skoleelever og lærere, journalister, billedkunstnere, musikere, præster og menigheder, sangkor og sportsfolk blev inddraget. Målet var at skabe en deltagelse, der overskred det politiske systems mere snævre form. Og i tilbageblikket er der ingen tvivl om at dette i stort omfang blev opnået. Der var meget få mennesker i de år, der ikke på den ene eller anden måde blev berørt af kampen i Sydafrika, bevæget af den, også af dens grundlæggende optimisme.

Landskomiteens aktivitet var en kompleks vekslen mellem forskellige niveauer. Mellem skrivebordet og gaden, mellem blokader og konferencer, mellem rapporter og paroler, mellem gadeteatrets argument og henvendelser til relevante ministerier. I de år virkede Landskomiteen Sydafrika-Aktion også reelt som overvågningsinstans i forhold til den gældende sanktionslovgivning, da der ikke var politisk vilje til at afsætte midler til en sådan opgave. Opklaringsarbejdet krævede et indgående kendskab til lovgivning, til statistiske indberetninger, til virksomheders struktur og regnskaber og til anmeldelsesprocedurer ved overtrædelser. Det er sammenhængen og vekselvirkningen mellem en vedvarende indsats af denne art på den ene side og et helt katalog af ofte opsigtsvækkende symbolske aktioner på den anden, der måske bedst kendetegner landskomiteens profil i disse år.

Aktioner: vidensbaserede og ekspressive
Landskomiteens aktionsformer havde som mål at henlede opmærksomhed på og miskreditere et illegitimt sydafrikansk styre og enhver tilsigtet eller utilsigtet støtte til dette styre. Aktiviteterne havde ofte karakter af såkaldt civil ulydighed: De bevægede sig på kanten af loven for på denne måde at fremhæve de illegitime forhold som aktiviteterne var rettet imod. I de år kunne der påregnes en udbredt folkelig forståelse for aktioner af denne art. Der var derfor samtidig et klart ønske fra komiteens side om at undgå aktionsformer, som - hvis de blev generelle - ville bidrage til en isolation af komiteen. Denne balancegang kunne ikke holdes uden vedvarende intern diskussion og afklaring især i årene 1987-1989.

“I løbet af efteråret og vinteren vil der sandsynligvis blive øvet en række attentater mod anlæg, der ejes af A/S Dansk Shell. I yderste fald vil der måske endda være tale om tab af menneskeliv. I lyset af tidligere begivenheder er dette en simpel konstatering, og ikke et ønske om at fremme volden…Alle parter bør være opmærksomme på, at situationen ikke er under fuld kontrol. Den desperation, som krise og udsigtsløshed ophober hos dele af ungdommen, dens ønske om at kunne yde et håndgribeligt bidrag til afskaffelse af uretfærdighed, herunder af apartheid, vil med objektiv sandsynlighed føre til en serie voldelige handlinger…Vi ønsker fortsat at stå på demokratiets grund. Indtil videre står Shell på en anden. I dette sammenstød er volden måske uundgåelig. Vi bifalder den ikke.” (Patrick Mac Manus, Shell og volden. Politiken 13. september 1987).

For nogle aktivister kunne det være vanskeligt at indse nødvendigheden af den funktionsopdeling, som en solidaritetsorganisation må opretholde. Det kunne være vanskeligt at acceptere, at komiteen ikke forholdt sig til andre befrielseskampe i verden, at den ikke kunne være en generel bevægelse mod uret i verden. Der kunne også til tider være en manglende forståelse for, at komiteens målsætning indskrænkede sig til at fremme et demokratisk flertalsstyre i Sydafrika, og at spørgsmålet om en eventuel socialistisk transformation lå uden for komiteens dagsorden. Denne selvvalgte begrænsning eller specialisering kunne til tider give indre diskussioner.

Det var ikke sjældent, at landkomiteens forhold til aktivisterne var af næsten socialpædagogisk karakter. Utålmodighed og en udbredt ekspressionistisk indstilling til politik var både en ressource og opgave for komiteen. Opgaven var ofte at motivere til læsning af grundtekster i det sydafrikanske folks kamp, her var Freedom Charter et afgørende udgangspunkt, og at fremme en generel tilegnelse af viden og disciplin som grundlag for aktiviteterne. Dette egentlige uddannelsesarbejde i de udvalg og aktionsgrupper, der kontinuerligt blev nedsat af komiteen, lykkedes ofte og formåede at skabe et stort antal aktivister, der var både vidende og spontane, disciplinerede og fantasifulde. Målet var en politisk aktivitet, der både var vidensbaseret og ekspressiv, og dette mål blev oftest indfriet. Dog ikke uden kriser, langvarige diskussioner og afklaringer. I et afklaringsdokument hedder det bl.a., at Landskomiteen Sydafrika-Aktion i sine aktiviteter bygger på ”demokratiske, ikke-voldelige traditioner og et højt oplysningsniveau”, at aktiviteterne skal ”skabe viden, forståelse og sympati for anti-apartheidbevægelsens mål”, og være båret af humor, åbenhed og diskussion.

“En solidaritetsorganisation har til opgave at udvikle moralsk og materiel støtte til de undertrykte inden for den samfundskultur, som den selv er en del af. Den vil værdsætte samfundets demokratiske resultater, som er grobunden for dens egen virksomhed. Solidariteten vil støtte sig til og berige demokratiske strømninger i samfundet og vil derfor være af principiel åben og ikke-voldelig karakter. Dens mål er at skabe viden, forståelse og sympati for de undertryktes kamp, som foregår under væsentligt andre vilkår.
Det er afgørende for en solidaritetsorganisation netop at fastholde forskelligheden i disse vilkår. Vi lever ikke i Soweto, vi kæmper ikke i Gaza, vi lever ikke under jorden i Manila, vi dør ikke i El Salvador. Enhver fornægtelse af denne forskellighed vil uvægerligt medføre virkelighedsforvrængning og skabelsen af lukkede og sekteriske miljøer, som ikke ville kunne fremme solidaritetsbevægelsens formål.” (Patrick Mac Manus, Vor fælles menneskelighed, Det fri Aktuelt, 10. maj 1989).

Både i tilbageblik og i forhold til politiske protestaktioner som sådan er det væsentligt at fastholde, at den politiske protestaktion i høj grad består af symbolske handlinger. Målet med boykotkampagnen mod Shell eller med de økonomiske sanktioner mod Sydafrika var ikke alene at påvirke markedsandele eller at underminere den sydafrikanske økonomi, som det også skete i et vist omfang. Målet var i mindst lige så høj grad gennem disse handlinger at svække styrets legitimitet, at demoralisere, at isolere, at medføre det politiske sammenbrud, der indtrådte længe inden de økonomiske omkostninger var blevet utålelige. I den forstand er politiske handlinger symbolske og har som sådan stærk indflydelse på magtstrukturer, som altid i sig selv har stærke symbolske træk. Det er også derfor de kulturelle og sportslige sanktioner, understøttet af de øvrige interne og eksterne elementer i kampen mod apartheid, havde så stor effekt.

Dette kan være noget kontroversielt, men det synes oplagt, at ingen solidaritetsorganisation eksempelvis ville forsvare økonomiske sanktioner af det omfang, der ramte den irakiske befolkning gennem mere end et årti. Der er forskel mellem foranstaltninger, der bedst kan betegnes som krig mod civilsamfundet, og de midler, som en solidaritetsorganisation ville kunne give sin støtte til. En solidaritetsorganisation er en allieret i et folks kamp mod illegitim magt. Den vil underminere magten, ikke befolkningens livsgrundlag.

Tilspidsninger
Det politiske klima blev efterhånden skærpet, ikke mindst under indtryk af boykotkampagnen mod Shell. Der synes at have været et stigende ønske fra statslig side om politisk og juridisk at inddæmme den tendens til destabilisering og uro, som solidaritetsbevægelsen tilsyneladende var ved at skabe. I januar 1989 blev 21 medlemmer anholdt og sigtet.

“Overraskelsen var stor i kredsen af aktive apartheidmodstandere, da den rolige og velovervejede formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion, Patrick Mac Manus, blev anholdt under en politirazzia mod Sydafrikakomiteens lokaler søndag formiddag. Politiet ønskede ham fængslet for at opfordre til vold og hærværk.
Kollegaer og Sydafrika-aktivister kalder hans ikke-volds-holdning grundfæstet og ærlig. Andre har kritiseret den 44-årige, irskfødte Mac Manus for ikke entydigt nok at have taget afstand fra hærværksaktionerne mod bl.a. Shell. Selv mener han, at misforståelserne skyldes hans forsøg på at give et nuanceret billede af en frustreret og rodløs ungdom, der har lagt sig i halen på Sydafrikakomiteerne. Han har ikke accepteret en fortravlet dagspresses krav om entydige udtalelser. Hans forståelse for de unge, der har udøvet hærværk, er blevet forvekslet med støtte.” (Politiken, Dagens portræt, 19. januar 1989).

Disse anholdelser var langtfra var de første i komiteens historie, tværtimod var der ofte før blevet kalkuleret med anholdelse som element i komiteens aktioner, eksempelvis i forbindelse med de gentagne besættelser af det sydafrikanske konsulat. På en måde var de seneste anholdelser en logisk konsekvens af begivenheder, konflikter og diskussioner i både offentligheden og i komiteen gennem de forudgående år. Den umiddelbare anledning var et brud på disciplinen i en af komiteens aktionsgrupper, og politiets og justitsministeriets hensigt syntes at være et endeligt opgør med landskomiteen og dens aktiviteter.

“Antiapartheid-bevægelsen er den mest effektive solidaritetsbevægelse siden Vietnam-dagene, og har skabt ubehageligheder for nogle af samfundets (og Sydafrikas) støtter... Dette hæderværdige broderskab så formentlig gerne Patrick Mac Manus og hans venner puttet væk rigtig længe, eller i det mindste skræmt til tavshed.” (Ledende artikel, Land og Folk, 17. januar 1989).

I kimform kunne der på dette tidspunkt iagttages udviklingen af den anti-terroristiske ideologi, der i dag har udfoldet sig i så stor målestok. “Terrorisme” hørte til det sydafrikanske styres sædvanlige sprogbrug for modstanden mod regimet. ANC blev i hele perioden defineret som terroristisk organisation af det amerikanske udenrigsministerium. Betegnelsen vandt i stigende grad indpas i højreradikale og konservative angreb på landskomiteens arbejde.
Et element i skærpelsen var forsøget på at omfortolke straffelovens paragraf 114 i afsnittet om “Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.”. Heri hedder det: ”Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år”. Bestemmelsen gælder en indre trussel mod statslig myndighed, men blev i denne periode søgt udvidet til at omfatte støtte til organisationer i andre lande, der førte kamp mod den lokale statsmagt. Dette kunne eksempelvis gælde økonomisk eller anden væsentlig støtte til ANC eller til palæstinensiske organisationer, som på dette tidspunkt var i søgelyset. Landskomiteen fastholdt, at den i sin støtte til ANC betragtede den væbnede kamp som et legitimt middel i ANC’s samlede strategi for at omstyrte apartheidregimet i Sydafrika, og at straffelovens intention aldrig havde været at kriminalisere en støtte af denne art. (Interview i Information, 18. april 1989).

Den vidtgående omfortolkning af paragraf 114 gik i sig selv igen, men var foruroligende. Den varslede de skærpelser af straffelovens kapitel 13, den såkaldte “terrorpakke”, der i juni 2002 blev vedtaget af Folketinget. Her er det bl.a. strafbart materielt eller på anden vis at støtte indenlandske eller udenlandske organisationer, der er klassificeret som terroristiske. Klassificeringen af bestemte organisationer som terroristiske er samtidig præget af stor vilkårlighed. Hertil kommer, at der i juli 2000 i skyggen af uroligheder ved internationale topmøder var sket en skærpelse af straffelovens 14. og 15. kapitel om “Forbrydelser mod den offentlige myndighed” og ”Forbrydelser mod den offentlige orden og fred”. En fælleseuropæisk arrestordre og internationale udleveringsaftaler er yderligere led i internationaliseringen af straffelovsbestemmelserne.

Den antiterroristiske ideologi er et væsentligt element i et neokonservativt projekt, der tilsidesætter politiske og sociale programmer til fordel for magtanvendelse. Antiterroristisk lovgivning og indenrigspolitisk kontrol på den ene side, udenrigspolitisk krigsførelse på den anden, en samlet ”præventiv” krigsførelse, som dæmoniserer både den indre og ydre fjende, er tilstanden i nutidens stormagt. Dens ”krig mod narkotika” er blot en yderligere, men inderligt beslægtet dimension, rettet som den er mod indre og ydre ”fjender”, som den dybest set selv har skabt. Som i ”krigen mod terror” er det sin egen slagskygge, man fører krig imod, sin egen spejling i verden, man søger at komme til livs.

I stigende grad synes demokratiske rettigheder at blive betragtet som hindring for indsatsen mod terrorismen. Legitime modstandsformer stemples som terroristiske. Denne modstand kan rette sig mod nationalstaters manglende evne til at imødekomme legitime ønsker om selvbestemmelse som i baskernes konfrontation med den spanske stat eller i Tjetjenien og, ikke mindst, i de palæstinensiske områder. Eller modstanden kan rette sig mod den globale destruktion af både menneskeliv og naturgrundlag, som de nuværende politisk-økonomiske systemer rummer i sig. Den kriminalisering af social protest, med hvilken stater i moderne tid altid har forsvaret sig, er både blevet skærpet og internationaliseret gennem de seneste år, og den danske stat er dybt integreret heri.

Udblik
Som solidaritetsorganisation i tæt alliance med en national befrielsesbevægelse er det muligt, at Landkomiteen Sydafrika-Aktion i en vis forstand var den sidste af sin art. I denne relation mellem solidaritetsorganisation og national befrielsesbevægelse, hvis historie bl.a. rækker fra Algeriet over Vietnam til Mocambique og Nicaragua, er solidaritetsorganisationerne en ekstern dimension i disse befrielsesbevægelsers kamp for national frigørelse. Det er sandsynligt, at denne model ikke længere er særlig relevant.

Grænserne for en national frigørelsespolitik synes at være nået. Nationernes evne til at skabe en selvstændig økonomisk udviklingspolitik er i stigende grad begrænset, hvilket de negative postkoloniale erfaringer også peger på. Skuffende sydafrikanske udviklingsresultater peger i samme retning. Demokratiske svigt og stagnerende reformprocesser er et symptom på den nationale politiks grænser. Globale strukturer er i forgrunden som udviklingsbetingelse for alle, og uden en grundlæggende demokratisk reform af disse strukturer vil enhver national reformpolitik være nærmest udsigtsløs.

Den oppositionelle bevægelse i dag er en international bevægelse rettet mod internationale politiske og økonomiske strukturer, mod et neoliberalistisk globaliseringsprojekt. Der er tale om et sammenstød mellem modsatrettede internationalismer eller globaliseringsprojekter. Opgaven for den oppositionelle bevægelse er dog på sin vis den samme: at skabe indlevelse og deltagelse, gennem politisk-symbolske handlinger at svække den nuværende ordens legitimitet. Og det vil også her være tilfældet, at hvis dissident-bevægelser anfægter og udfordrer den bestående politik på en sådan måde, at der skabes indre uro og opbrud, vil der i endnu mere skærpet omfang end tidligere blive reageret med forsøg på at kriminalisere disse bevægelser.

Lykkelig erindring
Porten til fængslet blev slået op i marts 1990. Efter syvogtyve år kunne fangen Nelson Mandela gå fri; en ny tid i det sydafrikanske folks historie var ved at tage form. Det var lykkelige dage, ofte slidsomme, udmarvende dage, men lykkelige dage. På intet tidspunkt var der tvivl om apartheidregimets sammenbrud. Der kunne være frygt for at dette sammenbrud ville blive mere smerteligt, mere voldsomt, end det blev tilfældet, men selv da ville regimets fald være givet. Dette gav Landskomiteen Sydafrika-Aktions aktiviteter en grundlæggende optimistisk tone, en dyb glæde over at være i overensstemmelse med historiens egen bevægelse.

Uden grundlæggende strukturelle forskydninger i økonomi, kommunikation og geopolitiske vilkår var regimet ikke blevet forvandlet. I den antikolonialistiske kamp og i kampen mod apartheid var historien på bevægelsens side i kraft af denne strukturelle alliance, og blev i bedste fald betragtet med skepsis af statsapparaterne og statsbærende partier, som frygtede at den nationale befrielse ville vokse ud over det umiddelbare mål og dermed anfægte gældende normer for organisering af stat og samfund. I tilbageblikket kan man sige, at frygten var ubegrundet. Indre og ydre forhold formåede at neutralisere, integrere, afdemokratisere og oftest korrumpere de nye stater, og her synes Sydafrika ingen undtagelse. Verden bliver genkendelig og håndterlig for statsapparaterne og de statsbærende partier, den falder inden for deres eget paradigme, og for en tid mister historien igen sin farlighed. For igen en dag at vise sig.

”I forhold til de bindinger, der sandsynligvis vil være indeholdt i et kommende forfatningskompromis, vil det påhvile ANC og dens allierede at fastholde dette resultat over for en befolkning, hvoraf store dele ikke vil have forståelse herfor. Herudfra vil der kunne udvikles repressive træk i ANC’s og den kommende flertalsregerings politik (...) At de reelle muligheder for at indfri rimelige livsperspektiver for de millioner af underprivilegerede er begrænsede, vil skærpe denne problemstilling (...) hvor apartheids udstødte millioner rammes også af verdensmarkedets marginalisering af verdens fattige(...) Utilstrækkelige løsningsmodeller i forhold til fattigdom, uddannelseskrise, sundhedsstandard, jordspørgsmålet, økologisk forfald og urbanisering vil uvægerligt true det nye styres demokratiske karakter.” (Patrick Mac Manus, Mandelas trængsler, Land og Folk 21. september 1990).

Patrick Mac Manus, født 1944 i Irland. Uddannet i historie og filosofi. Aktivist og formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion 1986-1990. Har siden udgivet Heksenes genkomst - om afrikanske udviklingsperspektiver (1993) og to digtsamlinger, senest For endnu at kunne leve (2000).