3. Maskiner til Afrika og kultur til Danmark

Maskiner til Afrika og kultur til Danmark

Af Janne Fleum

Det var Sowetooprøret i 1976, der igen henledte verdens opmærksomhed på Sydafrika,efter at Vietnamkrigen og fra 1973 general Pinochets kup mod den lovligt valgte socialistiske regering i Chile, havde lagt beslag på al opmærksomheden i 70’ernes første halvdel. Fra flere sider blev der ytret ønske om at genoplive og udvide den hensygnende anti-apartheid bevægelse fra 60’erne, og anti-apartheidkampens almenmenneskelige aspekt og partipolitisk neutrale karakter gjorde det muligt at tro, at det kunne lykkes at skabe en virkelig bred bevægelse, der  kunne appellere til nye, også mere borgerlige kredse.

En lille gruppe repræsentanter for forskellige organisationer med erfaringer inden for solidaritetsarbejde samledes derfor gennem 1977, og i 1978 blev Landskomiteen Sydafrika-aktion dannet med det hovedformål at udbrede kendskabet til apartheidstyrets umenneskelige karakter samt at støtte befrielsesbevægelsen ANC økonomisk og politisk. De langvarige forberedelser havde båret frugt. Det  var lykkedes at skaffe anbefalere og medstiftere ikke bare fra venstrefløjspartierne men også politikere fra De Radikale og Socialdemokratiet, adskillige humanitære organisationer, herunder Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp, elev- og studenterorganisationer samt en lang række fagforeninger. Derudover indgik et betydeligt antal – i offentligheden kendte – enkeltpersoner, bla. kunstnere, i den stiftende forsamling, der samtidig blev komiteens første repræsentantskab.

Netop ønsket om også at nå ud til kredse, der aldrig tidligere havde interesseret sig for solidaritetsarbejde, fik stor betydning for LSA’s organisatoriske opbygning og aktiviteter i de første år. Der blev lagt vægt på at signalere respektabilitet og troværdighed. Derfor var det også naturligt, at vi valgte Max Kruse fra Folkekirkens Nødhjælp som komiteens første formand – det signalerede på én gang partipolitisk neutralitet og at indsamlede midler blev brugt på forsvarlig vis. Som udtryk for at pengene også blev forvaltet forsvarligt, valgtes en kasserer fra fagbevægelsen, der dengang (!) var synonym med økonomisk hæderlighed, nemlig Peter Andersen, kasserer i Snedker-Tømrernes Fagforening i Kbh.
For yderligere at manifestere at dette var et seriøst foretagende – og for at få hele opstarten til overhovedet at fungere – besluttedes det endvidere at ansætte en sekretær (deltids), hvilket blev mig. Jeg var ganske vist ikke repræsentativ i forhold til offentligheden – jeg var almindelig studerende dengang – men jeg havde erfaring fra arbejde i Vietnam 69 og Komiteen Salvador Allende, og havde desuden været med Mellemfolkeligt Samvirke i Østafrika, hvor jeg havde truffet flere politiske flygtninge fra Sydafrika.

Landsindsamlingen
En af komiteens (LSAs) første handlinger var at etablere en indsamlingskonto. Erfaringerne fra rasende skænderier i Vietnambevægelserne om hvorvidt indsamlede penge kunne bruges til våben eller ej, betød,  at det allerede fra starten – selvfølgelig i samråd med ANC – blev besluttet, at komiteens indsamling til ANC skulle gå til et ukrigerisk, men alligevel politisk formål, nemlig radioudstyr til ANC’s eksilcentre i Lusaka og Maputo. Det store og i økonomisk forstand meget vægtige indslag af faglige organisationer i komiteen gjorde det desuden naturligt at gennemføre en sideløbende indsamling til ANC’s faglige gren SACTU (South African Congress of Trade Unions).
Lige fra starten var komiteens vigtigste formål at få den danske regering til at isolere apartheidregimet økonomisk, politisk og kulturelt og til at anerkende ANC som det sydafrikanske folks legitime repræsentant. Den beskedne økonomiske støtte, som vi gennem indsamlingen kunne yde til befrielsesbevægelsen kom klart i anden række. Ikke desto mindre var indsamlingen en vigtig del af vores arbejde, da den var en glimrende måde at komme i dialog med folk på, ligesom vores indsamlingsfolder, der kort og præcist fortalte hvem vi var, hvad vi arbejdede for og hvorfor, lå fremme mange steder hvor folk færdedes, og blev delt ud ved utallige møder og arrangementer over hele landet.
Der kom da også hele tiden penge ind på indsamlingskontoen. Ikke i en størrelsesorden, der kunne tage pusten fra nogen, men en lind strøm af småbeløb. Nogen egentlig indsamlingskampagne kørte vi jo heller ikke, derimod var indsamling en sideaktivitet hver gang vi gennemførte aktioner, deltog i arrangementer og festivaler, afholdt møder med deltagelse af repræsentanter for ANC eller SACTU og meget andet. Og i løbet af de godt 3 år, jeg var sekretær for komiteen, lykkedes det os at købe radioudstyr for over 200.000 kr. til ANC og to gange at overrække en check på 50.000 kr. til formanden for SACTU, John Gaetsewe.

Dansk Typografforbund (DTF) gav deres helt eget bidrag til SACTU: i forbindelse med Berlingske Tidendes overgang til off-set trykning blev deres gamle trykmaskiner overflødige, og det lykkedes DTF at få fat i en næsten ny maskine til en billig pris. Det var imidlertid ikke gjort med maskinen alene. Da den var ret kompliceret at anvende, blev SACTU bedt om at udvælge to personer, der kunne blive oplært i at betjene den. Til stor – og positiv – overraskelse for DTF, sendte SACTU to unge kvinder, Martha og Gloria, som i de næste to måneder var DTF’s gæster. De blev indlogeret privat og fik deres daglige gang på Berlingske Tidende, hvor maskinen stadig stod, og hvor typograferne sørgede for deres oplæring. Berlingskes typografer – alle sammen mandlige – sørgede desuden for, at de ikke kedede sig i fritiden, mens SACTU-pigerne til gengæld sørgede for, at ingen typograf på Berlingeren var i tvivl om, hvad der foregik i Sydafrika, og hvorfor man skulle støtte ANC og SACTU.
Også mange af komiteens medlemmer kom til at kende de to sydafrikanske kvinder ganske godt. De var med til flere af vores møder, og blev inviteret til middag hos de forskellige med jævne mellemrum. Da deres oplæring var afsluttet blev der derfor taget tårevædet afsked, og maskinen blev pakket ned og sendt med skib til Dar-es-Salaam, hvor den fremover skulle fungere. Da den efter et par måneder var nået frem, sendte DTF en mand derned, som hjalp med at få maskinen samlet, stillet op og gjort køreklar, så den fremover kunne producere mange af de illegale tryksager, som løbende smugledes ind i Sydafrika.
Typografernes projekt viste, at sydafrika-sagen kunne mobilisere langt ud over de traditionelle aktivist-kredse, men uden LSA som katalysator og samarbejdspartner havde de næppe kastet sig ud i dette projekt. Også mange andre fagforeninger bidrog til kampen mod apartheid – om end knap så spektakulært!

For det var naturligvis ikke gratis at have et bemandet sekretariat, sende breve,trykke plakater, foldere, badges og meget mere, og selvom Mellemfolkeligt Samvirke stillede lokaler med lys, varme og telefon til rådighed, skulle der hele tiden bruges penge. Der var enighed om højst at bruge 10% af de indsamlede midler til administration – mere ville sandsynligvis skræmmer donorerne væk  – og disse 10% var, sammen med medlemskontingenterne fra komiteens ca. 200 personlige medlemmer, langt fra nok til at holde arbejdet kørende. Her kom de faglige organisationer, som havde tilsluttet sig komiteen, ind som garanter, idet de bandt sig for hver at skaffe større årligt beløb til komiteens drift, hvilket var af afgørende betydning for komiteens arbejde i de første år.

ANC og deres kvinder
Af stor betydning var også, at ANC havde en officiel repræsentation i Stockholm, som også dækkede de mere forsigtige NATO-lande Danmark og Norge. Og at lederen af denne repræsentation var en fantastisk dygtig, begavet og charmerende kvinde ved navn Lindiwe Mabuza. Sammen med hende opsøgte vi de politiske partier på Christiansborg, og det var hende, der fremsatte og argumenterede for ANCs krav og ønsker omkring Danmarks officielle holdning til Sydafrika. Det var os, der gravede oplysningerne om Danmarks samhandel og samarbejde i øvrigt med apartheidregimet frem, men det var hende, der med sin politiske flair og diplomatiske evner, formåede at vække sympati blandt mange politikere for det, som var ANC’s og komiteens krav: isolation af regimet og anerkendelse af ANC som den eneste legitime repræsentant for det store flertal af Sydafrikas befolkning. Lindiwe var utrolig aktiv og insisterede på at komme i kontakt med alle slags mennesker. Med utrættelig energi forhandlede hun med stats- og udenrigsministre, fortalte medrivende om Sydafrika for skoleklasser og holdt politiske brandtaler ved 1. maj-møder og meget mere. Når hun var i København overnattede hun som regel hos os, og jeg kom til at kende hende virkelig godt – hendes liv og mennesket bag den effektive overflade – og kom til at holde meget af hende. I øvrigt er hun stadig i fuldt vigør og bor i London.

Jeg tror der er noget særligt ved ANC’s kvinder. Eller måske gælder det alle fremtrædende kvinder i befrielsesbevægelser. Det er som om de virker mere seriøse og afklarede end deres mandlige medkæmpere. Måske fordi det er sværere for dem at give afkald på eller forlade familien, og de derfor gør sig langt flere overvejelser før de beslutter sig. Måske fordi de skal være knalddygtige og meget overbevisende i deres argumentation, før mændene lader dem få en position i bevægelsen. I hvert fald synes jeg, der er flere stærke, karismatiske personligheder blandt ANC’s kvinder end blandt mændene. Og jeg har været så heldig at møde adskillige af dem, ikke mindst ved den alternative internationale kvindekongres, der fandt sted i København i sommeren 1980. Her var mange navnkundige ANC-kvinder tilstede, både sorte, hvide og midt imellem, kvinder, vi havde læst om i bøgerne om bevægelsens historie. Flere af dem var nydelige ældre damer, som ikke ville have vakt opsigt i en strikkeklub, men fra bøgerne kendte vi de kampe, de havde ledet eller deltaget i, og vi vidste, hvordan de var blevet forfulgt, fængslet og eksileret. Det var en stor oplevelse at møde dem og tale med dem, ja bare at være tilstede, når de talte med hinanden.

Amandla
En stor oplevelse var også ANC’s kulturtrup, AMANDLA, der besøgte Danmark første gang i november 1980, som led i deres første internationale turne. Med sang, musik og teater gennemspillede denne 30 mand store gruppe scener fra livet i Sydafrika: undertrykkelsen, kampen, politivolden, tab og sorg, håb og glæde. En flot og bevægende, farverig og meget afrikansk forestilling!
Det var komiteens opgave at få arrangeret forestillinger og sørge for transport, kost og logi i de 10 dage, de skulle være her. Vi allierede os med teaterforeningen ARTE i håb om at få turneen gennemført så professionelt som muligt. Men de svigtede os. Det viste sig, at de slet ikke havde taget opgaven seriøst, de ville lade biblioteker stå for forestillingerne! Som om 30 mennesker med højtalere, forstærkere og mikrofoner kunne danse trommedans på et bibliotek!
For sent, alt for sent, måtte vi selv i gang med at finde lokaler, annoncere og arrangere. Men det lykkedes os trods alle odds, og ikke mindst takket være en kæmpe indsats fra nogen af lokalkomiteerne, at få stablet 5 forestillinger på benene: to i Kbh., to i Århus og en i Svendborg. Derudover lykkedes det at få lokale afdelinger af Specialarbejderforbundet i henholdsvis Esbjerg, Skanderborg og Ålborg til at købe forestillingen, så det også blev muligt – i hvert fald for SID’s medlemmer – at se forestillingen i disse byer.
Som en slags kronen på værket kom ANC’s daværende præsident Oliver Tambo på besøg. Han havde ikke haft lejlighed til at se forestillingen da den var i London, hvor ANC’s eksilledelse holdt til. I stedet så han den på Svendborg Teater, hvilket truppen oplevede som en stor ære og opmuntring, der gav ekstra humør og vitalitet til resten af forestillingerne på Danmarksturneen.
Alt i alt blev turneen således en ganske stor succes. Begejstrede tilskuere, næsten udsolgt til alle forestillinger, ingen uheld eller kiks, selv økonomien så ud til at hænge nogenlunde sammen. Indtil jordskælvet i Algeriet!  Dagen før gruppen skulle være rejst fra Danmark for at fortsætte turneen i Algeriet kom der besked om, at der var sket et stor jordskælv lige uden for Algier by, så alle arrangementer blev aflyst. Heldigvis lykkedes det os at få Nigeria, der var næste destination, til at tage imod truppen før beregnet, alligevel måtte de blive i Kbh. i 4 dage mere end planlagt – dage uden indtægter men med masser af udgifter. Det samlede økonomiske resultat af AMANDLA’s besøg blev derfor et temmelig stort underskud, som vi kun kunne dække ved at bruge en stor del af de midler, der skulle have finansieret komiteens drift i 1981. I april 1981 måtte jeg derfor stoppe som lønnet sekretær. Jeg fortsatte som aktivist i komiteen nogle år endnu, men for nedsat kraft. Jeg genoptog studierne, som var blevet stærkt forsømt i de foregående år, og i 1983 blev jeg magister i Kultursociologi. Et par år senere fik jeg arbejde i provinsen, og forlod både København og komiteen.

Når man i flere år bruger det meste af sin vågne tid på at arbejde for en sag som denne, er der mange der undrer sig. Nytter det noget at engagere sig i solidaritetsarbejde? Ja, jeg tror Nelson Mandela havde ret, da han sagde, at uden anti-apartheidbevægelsernes ihærdige arbejde var kampen blevet både mere langvarig og mere blodig. Jo, det nytter!
Er det det værd? Ja, det er så! De forsømte studier, den lave løn, knokleriet, sommetider i døgndrift, belønnedes med mange uforglemmelige oplevelser, bekendtskab med enestående personligheder og en følelse af samhørighed med en masse mennesker – i Danmark og store dele af verden – som arbejdede for den samme sag. Og nu, så længe efter, kan jeg konstatere, at jeg aldrig, hverken før eller senere, har beskæftiget mig med noget, der forekommer mig lige så meningsfuldt som det arbejde, jeg udførte i Landskomiteen Sydafrika-Aktion.