2. Landskomiteen Sydafrika Aktion

Landskomiteen Sydafrika Aktion - baggrund og begyndelse

Af Torsten Mandal

Som sytten-årig kontaktmand for Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) Sydafrikagruppe i København inviterede jeg nogle landsdækkende organisationer til et samarbejde. Dette udviklede sig hurtigt til den meget mere omfattende Landskomiteen Sydafrika Aktion (LSA) med et mål og en  strategi, som mindede om hvad Sydafrika Komiteen i Århus og anti-apartheid bevægelsen i England allerede brugte.  Det vil sige krav om boykot af Sydafrika og støtte til ANC, fremført på en saglig måde, på et tidspunkt hvor det var kontroversielt nok i sig selv.

Det sydlige Afrika og solidaritetsarbejde i 1971 - 76
Forhistorien til både Sydafrikas befrielse og LSA's resultater, er værd at tænke på, når Afrika's situation og støttearbejde i dag synes håbløst for nogen. Solidaritets-arbejde havde i årene før LSA's start svært ved at nå uden for venstrefløjen og uddannelsessteder, kun få var aktive, og mange var principielt imod at være med til at gennemtvinge ændringer i et andet land.  Ikke-indblanding i andre landes ”interne” anliggender havde i århundreder været et princip der var alment accepteret,  selv om Sydafrika prøvede at dominere nabolandene med alle midler.
Fra 1972 til 76 var jeg aktivt medlem i Internationalt Forum (IF) og deres Afrika-gruppe, selvom jeg var én af de få der hverken var til venstre for SF, eller havde studeret på et universitet,  og kun var 12 år (var forfatteren kun 12 år eller var han en af de få, der ikke var 12 år).  Efter en emne-uge i skolen, bl.a. med en bog om Sydafrika af Sven Skovman,  blev jeg interesseret i anti-apartheid arbejdet, men der var ikke nogen grupper af aktive, der direkte modarbejdede apartheid i Sydafrika, bortset fra studenterrådets World University Service (VUS), det senere selvstændige Ibis, der stod for  formidlingen af bistand fra anti-apartheid bevillingen. WUS og IF arbejdede tæt sammen dengang og jeg var aktiv i begge de første år.

Vi støttede frihedsbevægelserne i Zimbabwe, Namibia og de tidligere portugisiske kolonier Angola, Guinea Buissau, og Mocambique, og portugisiske desertører, i deres langtrukne kampe i vidtstrakte afsides skove uden det havde vakt meget opmærksomhed i bredere kredse -  selvom Portugal var et Nato-land og populært turistmål. Bevægelserne havde pludselig fået medvind da tidligere studenter-oprørere, der oprindeligt var deporteret til den portugisiske koloni-hær, var blevet venstreorienterede militær-kaptajner. Den 25.4.1974 pludselig afsatte de Portugals meget gamle højre-diktatur, og blev gode venner med frihedsbevægelserne i landets afrikanske kolonier.  Vi havde dog udover et par små boykot-demonstrationer, mest lavet studiekredse, seminarer, tidsskrift og interne møderækker efter ”Afrika'71 Kampangnen” i forbindelse med  Operation Dagsværk mm.1971. (Jeg er ikke helt klar på, om de danske aktioner her gik præcist på situationen i de tidligere portugisiske kolonier eller på det sydlige Afrika generelt).
Sanktionerne mod Rhodesia blev ikke håndhævet effektivt, og i 1974 startede jeg en lille udadvendt Rhodesia boykot- og oplysnings-gruppe i IF. I 1975 var vi aktive i IF med til at støtte den nyligt folkevalgte MPLA -regering i Angola i den såkaldte borgerkrig mod bl.a. panser-styrker, der var rykket hurtigt frem mod hovedstaden fra Sydafrika og Zaire, uden at situationen eller oplysnings-kampagnen nåede ret meget udenfor lærer-anstalternes opslagstavler. Situationen var imidlertid så grotesk at CIA's operationsleder i panser-kolonnen fra Zaire (John Stockwell) senere skrev en bog der bekræftede vores opfattelser.
I 1976 havde mange koncentreret solidaritetsarbejdet i den nye Solidaritets-komiteen Danmark-Mocambique, hvis medlemmer som aktive og som udsendte banede vej for at Mocambique blev et hoved-samarbejdsland for Danida og dermed en af hovedmodtagerne af dansk u-landsbistand.  Situtationen i Mocambique virkede først håbløs på grund af terror-bevægelsen Renamo, der blev støttet af Rhodesia og Sydafrika, og landets urealistiske centralistiske plan-økonomi, der blandt andet gik ud over de fattige bønder.  Med årene fik Mocambique dog fred med Renamo som parlamentarisk opposition, økonomiske reformer, og en af verdens tre hurtigst voksende økonomier, og blev et eksempel for Afrika fremhævet at verdensbanken m.fl.    

Spirer til Sydafrika-solidaritets arbejdet i 1976-78
Vi var kun fem - seks aktive tilbage i IF's Afrika-gruppen i København, der blev til den nye Sydafrika-gruppe i 1976,  flere af de andre tidligere aktive  forskede nu eller skrev deres specialer. De fleste mente, i modsætning til mig, at ord som ”det internationale borgerskab” og ”imperialisme” var nødvendige i deres, i øvrigt informative, pjecer om Sydafrika.  Vi syntes dog IF var ”udogmatisk”, saglig og afdæmpet - sammenlignet med f.eks. ”konkurrenten” Forbundet Mod Imperialismen. I  IF var marxisme ikke så meget en ideologi, som en  måde at analysere verdens sociale og økonomiske modsætninger på.  Så vi prøvede  at sætte os ind i de forskellige hvide og sorte politiske og økonomiske gruppers baggrund, holdninger, styrkeforhold og økonomiske interesser ud fra mange kilder.  Gennem en studiekreds nåede vi, ligesom andre, frem til at der bl.a. var håb om, at Sydafrikas industri-ejere (der især var fra det engelsk-sprogede mindretal) ville blive trætte af apartheids regler om de f.eks. skulle lægge fabrikker ved afsides sorte 'hjemlande', og at sorte ikke måtte få job-typer som hvide ville have.

Fra  Sydafrikagruppens start ønskede jeg, ligesom IF, at gå videre end blot at kritisere apartheid og oplyse om fakta, som de fleste kendte i forvejen (det havde den forlængst ophørte Anti Apartheid Komite i 1960'erne lagt grunden for).  Vi ville arbejde for isolation af Sydafrika og støtte til ANC og SACTU.  På den anden side mente jeg, at man skulle udtrykke sig  på en måde, der med tiden kunne overbevise flertallet af befolkningen og politikkerne i Danmark.  Det vil sige uden venstrefløjs-jargon, men let forståeligt og sagligt.  Mellemfolkeligt Samvirke var bl.a. vigtig som en bredt respekteret saglig organisation, selvom Sydafrika-sagen nok var mere politisk kontroversiel, end almindeligt for MS på det tidspunkt. MS's lokale Sydafrikagrupper var bl.a. derfor af betydning, ligesom de styrkede den faglige indsigt og den politiske bredde af Sydafrika-aktiviteterne.   Derfor forlod jeg i 1976  IF's Sydafrikagruppe, og var med til at starte MS Sydafrika-gruppe i København, og var deres kontakt-person i tre år.  Forhindringerne i at afskaffe apartheid kunne imidlertid forekomme uoverskuelige:    

Holdninger til Sydafrika og situationen i landet
Hverken boykot, ANC eller deres allierede South African Conference of Trade Union (SACTU) var almindeligt kendte begreber i Danmark.  I MS avisen (1/78) blev boykot f.eks. stavet på to måder, og begrebet 'politisk forbruger' opstod først senere.  Det var en udbredt opfattelse i befolkningen at man ikke skulle blande politik med handel, sport, kultur osv., og man ikke skulle blande sig i andre landes interne anliggender mod den lokale regerings ønske. De fleste mente heller ikke, at danskere skulle blande sig i noget, der havde noget som helst med militær i fjerntliggende lande at gøre; selvom våbensmugling til apartheidstyret ofte skete med danske fragtskibe.  ANC satsede ikke ensidigt på væbnet modstand, men selv Ghandi havde opgivet sin ensidige ikke-volds-strategi i Sydafrika, før han med held prøvede den i Indien.
I Danmark var kendskabet til Sydafrika mest begrænset til at de havde ulighed og skilte om raceadskillelse, mens de ret ubemærket f.eks. kunne tvangsforflytte millioner af mennesker til tørre udpinte "hjemlande". Disse ”sorte hjemlande” (bantustans) brugte styret i stigende grad til at fralægge sig ansvaret for de sorte, samtidigt med deres skoleundervisning blev målrettet ufaglærte job og omlagt fra engelsk til de som regel racistiske Boeres lokale gammel-hollandske dialekt, afrikaans.  Soweto-opstanden der begyndte i 1976 var kendt, men kunne synes kaotisk, udsigtsløs og uorganiseret overfor en brutal overmagt.   MS (1978) fremhævede at en total boykot hastede, fordi Sydafrika i voksende grad dominerede hele det sydlige Afrika med alle midler.
Politisk kunne de egentligt borgerlige partier ikke forventes at støtte kravene. Socialdemokratiet var regeringsparti ved LSA's start og i årevis erklæret modstander af, at  Danmark skulle indføre sanktioner før andre lande, og i øvrigt ret kritisk overfor at støtte til African National Congres (ANC) og SACTU fremfor lovlige bevægelser.  Vejen mod et politisk flertal lå ikke lige for, og jeg forventede ikke, at de bevægelser, Socialdemokratiet dominerede, ønskede at deltage i LSA.

Internationalt var der imidlertid håb om at vi, sammen med anti-apartheid organisationer i Sverige, Norge, Holland og Storbritannien, kunne skabe et gennembrud i boykotten som Sydafrikas befolknings-flertal formodentlig ønskede. Efter en længere boykot-kampagne var norske stats-institutioner allerede holdt op med at købe fra Sydafrika og ny-investeringer var blevet forbudt (Mandal 1978), men Sveriges handels-sanktioner startede først et år efter de danske og var mindre effektive.
Jeg mente, det var vigtigt at Østblokken og andre kommunistiske lande ikke skulle være de eneste steder,  frihedsbevægelserne kunne få konkret støtte og tætte kontakter udenfor Afrika. Vestlige firmaer og regeringers rolle i det sydlige Afrika blev i øvrigt flittigt brugt af østblokken som et skræmmebillede, de kunne samles mod. Tilsvarende kunne magthavere i resten af Afrika afvise tiltrængte interne reformer med, at afrikanerne skulle stå sammen mod Sydafrika og "imperialisterne", indtil Sydafrika blev demokratiseret. Omvendt kunne langt de fleste hvide sydafrikanere samles om at frygte de den gang typiske afrikanske ét-partistater, og frihedsbevægelser de mente var afhængige af Sovjetunionen.  Ved valget i december 1977 fik apartheid-tilhængeren Vorster's National Party en jordskredssejr (Mngqikana m.fl. 1978).  ANC's historie, program og fremtoning adskilte sig imidlertid fra andre kommunistisk-støttede friheds-/oprørs-bevægelser, og ANC havde brug for støtte, hvor de kunne få den.  ANCs tætte samarbejde med kommunistpartiet i Sydafrika gjorde det ikke nemmere at få støtte til dem under den kolde krig.
Den eneste anden modstandsbevægelse der gik på tværs af religion og stammer, var Pan African Congres (PAC), der havde meget mindre opbakning.  Den havde i modsætning til ANC racistiske tendenser, benyttede terror mod tilfældige civile, og var i øvrigt  maoistisk. Kina var allieret med Sydafrika, Zaire og USA i Angolas ”borgerkrig”.  Jeg mødte vist ingen, der foreslog dansk støtte til PAC, og det var heller aldrig f.eks. MSs officielle linje. Bevægelser der legalt søgte at styrke de sortes selvbevisthed o.lign. blev forbudt i oktober 1977, og ANC medlemmer deltog i dem.  Forskellige kirkelige organisationer og de sortes presse blev også forbudt (MS 1978).
            
Landskomiteen Sydafrika Aktion
Efter flere studiekredse mm. besluttede vi i MS-Sydafrika gruppe i København, at inviterede organisationer med basis i København, der var specielt interesserede i det Sydlige Afrika, og kunne tænkes at samarbejde med os om at støtte ANC og SACTU og kræve boykot af Sydafrika.  Jeg erindrer vi inviterede selve MS-organisationen, Internationalt Forum, Namibia-gruppen, WUS (nu Ibis),  Forbundet mod Imperialismen, en lille gruppe af eksil-sydafrikanere og måske FN-forbundet og Festival Komiteen.  Det blev hurtigt vedtaget at prøve at starte et bredere og landsdækkende samarbejde, der også omfattede Sydafrika Komiteen i Århus og deres udløbere.
I MS-avisen blev MS medlemmer og grupper rundt om i landet opfordret til at deltage aktivt i LSA's første kampagne, før LSA havde fået sit navn, og i overensstemmelse med konklusionerne fra et MS-seminar om Sydafrika (Mandal 1978). Lokale Sydafriafrika Komiteer, med udspring i Århus, i samarbejde med Festivalkommiteen, havde netop haft aktiviteter i 28 byer, men startede sent i  København.  Man havde bl.a. sendt breve til købmands-kæder og supermarkeder med opfordring til boykot af sydafrikanske varer og trussel om demonstrationer, og fået spørgsmålet taget op på generalforsamlinger for flere brugsforeninger. Nogle havde skriftligt lovet stop for køb af sydafrikanske varer, efter få minutters demonstration, andre allerede inden demonstrationen startede, mens andre igen fortsatte salget.  Festival-komiteen stod for en del af elev- og studenter-organisationernes internationale arbejde.  Kirkernes Raceprogram og MS Sydafrikagruppe i Århus var også med i Sydafrika Komiteen i Århus (List 1978).  MS havde ved starten af 1978 desuden Sydafrikagrupper i Ålborg og Holsterbro og selve organisationen var også aktiv. Både Sydafrika og Festival komiteen kom til at indgå i forberedelserne af LSA, og Kirkernes Raceprogram i Århus leverede LSA's første formand.
Ved LSA's start og første år repræsenterede jeg MS Sydafrikagrupperne i repræsentantskabet og arbejdsudvalget.  LSA brugte MS's lokaler og i begyndelsen deres sekretariat.   Arbejdsudvalget havde også repræsentanter fra Internationalt Forum, Festival Kommitéen (den senere jura professor Peter Pagh) og fagforbundet  Lager- og Handel og Byggefagenes Samvirke. Jeg skaffede en del løse aktivister blandt venner og bekendte, mest gymnasieelever, og nogle dannede små lokale MS-Sydafrikagrupper omkring København.  De hjalp bl.a. til ved større arrangementer.  I  MS-gruppen i København fik vi diskuteret LSA's planer og manuskripter i en kreds af mennesker, der hverken var specialister i politik eller professionelle organisations-folk.  Vi lagde vægt på at LSA nåede bredt ud, og diskutere med folk, der ikke var specielt interesserede eller enige fra starten, for at finde ud af hvordan man kunne formidle overbevisende til dem.

I de senere år har der været omfattende kritik af at "venstrefløjen" i 70'erne og 80'erne ukritisk støttede forskellige kommunistiske diktaturer og bevægelser. LSA var åben for alle der ville deltage. På trods af vidt forskellige politiske opfattelser på andre område, var samarbejdet med kommunisterne i Landskomiteen Sydafrika Aktion og Sydafrika Komiteerne generelt godt, og de virkede mere optaget af boykot og praktiske ting end at præge det politiske indhold.  Nogle mente, at de lokalt havde været for optaget af boykot i forhold til oplysning og forklaringer, men det var nok også ønsket om at gøre noget konkret i en tid med mange møder, der tiltrak mange af deres unge aktive, mere end stormagts-politik. Nogle havde det måske også godt med sammen at gå mod strømmen- de eneste fra ungkommunister der så vidt jeg ved, stod på min liste over aktivister og kontakt-personer, var skuespilleren og instruktøren Hella Joof  og foredragsholderen Lotte Heise, der begge siden er blevet meget populære  provokatører.
    
Resultaterne
Omkring 1979 var flere supermarkeder og kraftværker holdt op med at importere fra Sydafrika.  Investeringer i Sydafrika, og handel med det, var blevet dårligt for virksomheders omdømme, og opfattet som risikable.  Sandsynligheden for at Danmark ville gå i front med officiel boykot var stigende, og diskussionen var mere om hvem, der burde starte boykot end om boykot var ønskelig. Daværende udenrigsminister Kjeld Olesen (S) fortalte mig til deres åbne Sydafrika-møde i Østerbrohallen, efter LSA var startet, at den eneste form for handelsboykot, han gik ind for, var et internationalt aftalt stop for salg af olie til Sydafrika, da de kunne producere det meste andet selv.  Imidlertid var de også begyndt at kunne producere olie af kul, og der var ikke udsigt til at det var politisk muligt at starte en olie-boykot.  Handelsminister Arne Christiansen (V) i den efterfølgende regering sagde også at Danmark ville stå alene hvis de indledte en boykot, og afviste det, da jeg nævnte at der var sandsynlighed for at Skandinavien og Holland først ville følge efter, så EF og derefter resten af verden.  Senere blev dette håb dog indfriet.
Kendskabet til og respekten for ANC var blevet meget større, og en del faglige kredse kendte til SACTU. Mange store og små organisationer var blevet medlem af LSA og var blevet støttet i oplysning overfor deres medlemmer. Jeg tror organisationerne, inklusive overlap, talte  omkring 300.000 medlemskaber i alt.  Disse omfattede en pæn del af fagbevægelsen, og f.eks. Lager- og Handel samt Byggefagenes Samvirke var aktive.  De større studenter- og elevorganisationer, de vigtigste partipolitiske organisationer til venstre for social-demokratiet, Radikal Ungdom, u-lands-organisationer mm. og et selvstændigt folketings-medlem fra socialdemokratiet (Lasse Budtz) blev medlemmer.
Alle aktiviteter, vi blev sat i forbindelse med, havde været fredelige, og de eneste metoder, der havde stødt på synlig modvilje var nogle tilfælde hvor en del aktivister fra lokale Sydafrika Komiteer nogle gange havde demonstreret foran mindre købmænd, fremfor egentlige store kæder.  I modsætning til meget andet solidaritetsarbejde blev holdninger supermagts-spørgsmål ikke noget problem indenfor LSA.  Ser man på Sydafrika Aktions udløber, Sydafrika Kontakts, hjemmeside (www.sydafrika.dk),  i dag, udmærker organisationen sig stadig ved at fokusere på væsentlige kontroversielle politiske emner på en saglig måde.

Både Folkekirkens Nødhjælp, socialdemokratisk dominerede organisationer m.fl. var kommet på banen med hver deres aktiviteter, og der var et nogle gange et bredere samarbejde om arrangementer mm. I 1979 var jeg også med til at lave en pjece til bl.a. HF- og  gymnasieelvernes Operation Dagsværk til fordel for et flygtninge-gymnasium i flygtningelejre i Angola styret af Namibias frihedsbevægelse SWAPO; og på mit ret borgerlige gymnasium fik jeg, til alles overraskelse, både den nålestribede rektor og lokalformanden for Konservativ Ungdom til skriftligt at anbefale indsamlingen. LSA's succes med at få Danmark til at gå i spidsen med hensyn til boykot og støtte til ANC og SACTU,  skyldtes mange mennesker og organisationer i Danmark, men ikke mindst mange sydafrikanere der ofte med livet som indsats viste deres modstand mod apartheid.  Andet ulands-oplysende arbejde har også givet gode resultater, men anti-apartheid bevægelsens betydning kan næppe overvurderes. Tidligere Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (Radikale Venstre) har siden sagt til DR's P1, at Danmarks rolle som foregangsland, med fredsbevarende aktioner, bistand og andre forhold, begyndte med engagementet i Sydafrika spørgsmålet; og at danskerne var indstillet på at gøre det rigtige, hvis man virkelig kunne overbevise dem, om at det var det eneste rimelige og anstændige.    
Tilsvarende skrev tidligere Poul Nielson (S), da han var Udviklingssminister i Politiken to uger efter den nordisk-sydafrikanske konference på Roben Island  at "solidariteten med befrielses-bevægelserne og mod apartheid i det sydlige Afrika også var en kamp for demokrati og menneskerettigheder generelt.  Den brede folkelige opbakning til dette solidaritetsarbejde i de nordiske lande styrkede vore befolkningers bevidsthed om solidaritet mere globalt og om betydningen af de globale menneskerettigheder.  Jeg mener således ikke, at det er nogen tilfældighed, at de lande der gik forrest i den internationale kamp for frihed i det sydlige Afrika, der også siden hen har skilt sig ud mht. at leve op til FNs målsætning om størrelsen af bistanden til u-landene generelt".   
 
Vi startede ikke en kampagne med fokus på budskaber, der allerede var flertal for i Danmark, vi startede en kampagne der var udsigt til kunne få opbakning fra flertallet, hvis vi arbejde tilstrækkeligt godt og længe.  Desuden havde vi held med en integreret fremgangsmåde med aktiviteter på gaden, i pressen, i organisationer osv.   LSA (herunder lokale Sydafrika Komiteer) bidrog fra begyndelsen, sammen med lignende organisationer i Nordeuropa, til at gøre isolation af Sydafrika og støtte til ANC og SACTU accepteret i brede kredse gennem en strategi, der var rettet mod at starte og præge en saglig debat og konkrete ændringer fremfor negative rygmarvs-reaktioner. Fra at ANC og SACTU i praksis var isoleret sammen med støtter på den yderste venstrefløj  - mens Sydafrika var økonomisk og til dels militært integreret med den vestlige verden – blev  ANC og den sydafrikanske fagbevægelse accepteret og integreret og Sydafrika's styre isoleret.  Både apartheid-styrets og Østblokkens skræmmebilleder falmede og regeringers muligheder for at undertrykke deres befolkning uden indblanding udefra blev svækket.   
Senere har der været diskussion om hvorvidt det var LSA, MS, Folkekirkens Nødhjælp eller andre der var afgørende i Danmark, men MS's og LSA/Sydafrika Komiteerne var tæt knyttet til LSA's og omvendt og fremførte de kontroversielle krav der blev accepteret, mens Folkekirkens Nødhjælp og socialdemokratisk styrede organisationer m.fl. indenfor de rammer de var begrænset af med til at skabe bredere kendskab og opbakning til modstanden mod apartheid generelt. Andre forfattere vil i denne bog fortælle om, hvad der videre skete. Her vil jeg nøjes med at fastslå, at resultaterne af den samlede indsats var vidtrækkende.
    
Kilder
MS 1978: MS Ønsker total isolation af SA. MS avisen 1/78. Mellemfolkeligt Samvirke. s.1 og 3.
Mngqikana, S; Hårløv, J og Scmidt, S 1978. Isoler Sydafrika støt frihedskampen. MS avisen 1/78 (januar). s. 3.
List, O 1978: Boycot af SA-varer blev succes. MS avisen 1/78.  s. 2.
Mandal, T: Deltag i Sydafrika-kampagnen. MS avisen 1/78.  s. 2.
www.leksikon.org/art.php?n=2498. vedr. LSA's videre udvikling.