10. Shell forbrugerboykotten i Danmark

Shell forbrugerboykotten i Danmark

Af Morten Nielsen

Med Folketingets vedtagelse af sanktionerne mod Sydafrika i 85-86, var det klart for Landskomiteen Sydafrika-aktion (LSA) og Sydafrika-komiteerne, at dette kun var den første sejr. Og at det kun var en sejr i dansk sammenhæng. I Sydafrika stammede regimet grebet om de demokratiske bevægelser i midten af 80’erne. Der var erklæret undtagelsestilstand mange steder i Sydafrika. Tudende af apartheidmodstander blev tilbageholdt, og politi og militær hærgede igennem de sorte townships, hvor de spredte død og ødelæggelse.

Det var ikke kun i Danmark at vi havde fået en borgerlig regering i starten af 80’erne. Det samme var sket i USA, Tyskland og England. Disse politikere så mildt på apartheidstyret i Sydafrika og var imod alle former for sanktioner. Kampen mod apartheid måtte derfor være international. Selv om vi ikke havde megen tiltro til den danske regerings kontrol med overholdelsen af sanktionslovene (det havde vi heller ikke grund til, viste det sig senere), så havde Danmark dog formelt set den vestlig verdens strammeste og mest vidtgående sanktioner mod Sydafrika. Men den danske regering kunne ikke lovgive og bestemme over udenlandske virksomheder med datterselskaber i såvel Danmark som Sydafrika. Dansk lov gælder nu engang kun i Danmark.
I Holland havde anti-apartheid grupper en storstilet kampagne mod verdens største olieselskab, Shell. Selskabet var samtidig den største leverandør af olie og benzin til det sydafrikanske militær og politi. Sydafrika har ikke selv olie og er derfor nødt til at importere via de internationale olieselskaber. Uden olie, ville det ikke være muligt at føre krig mod nabolandene, eller mod den sorte befolkning i selve Sydafrika. Shell var desuden aktivt involveret i at udvikle nye kemikalier, der skulle bruges af militæret og politiet.
Mange har underet sig over at det var Shell, der blev mål for vel nok danmarkshistoriens største forbrugerboykotkampagne. Og der var da også andre selskaber, der var aktive i Sydafrika, f.eks. BP. Men Shell er at finde i næsten alle lande under det samme navn. Moderselskabet Shell havde 100% ejerskab af såvel Dansk Shell som Shell South Africa. Desuden var der under Shell-kampagnen i Holland samlet meget viden, som vi kunne trække på.

Forberedelsen af kampagnen
Det kræver lang tids forberedelse at lave ridser i lakken på verdens største olieselskab. Anti-apartheidgrupper i alle EU-lande havde år forinden dannet et netværk. Nu skulle dette netværk bruges til at koordinere en international boykotkampagne mod eet selskab. I løbet af sommeren 86 blev der taget kontakt til anti-apartheidgrupper i USA og Australien, for at få dem med i kampagnen. Det stod klart i løbet af efteråret 86, at mere end 20 lande var interesseretde i at støtte op bag kravet: ”Stop apartheid – Boykot Shell.”  
På LSAs landsmøde i foråret 1986 nedsatte man en Shell-gruppe med repræsentanter for de lokale Sydafrika komiteer. Arbejdsgruppen skulle udarbejde et ide-katelog til aktiviteter samt udarbejde et baggrundsmateriale om Shell i Sydafrika og Danmark. Datoen for kampagnestart var fredag den 14. november 1986.  
I oplægget til de 20 lokale Sydafrika-komiteer fremlage arbejdsgruppen den 31. oktober var der ideer til aktioner og en klar linje for, hvad der skulle gøres. I København ville der blive trykt plakater, løbesedler, badges og klistermærker. Der blev udsendt model-læserbreve til lokalaviser og kassettebånd til lokalradioer landet over. Desuden var der en liste over aktiviteter som de lokale komiteer kunne kaster sig over:
Listen omfattede bl.a. ideer som: Løbeseddelsuddeling foran Shell stationer (med en bemærkning om at det kun skulle være foran dem, der var ejet af Shell selv, ikke forpagtede tankstationer). Inddragelse af lokale ”kändiser”, dvs. præster, lokalpolitikere, fagforeningsfolk mv.. Desuden anbefales lokalkomiteerne at kontakte storforbrugere af Shell, såsom boligforeninger og trafikselskaber. Alle aktioner, der lægges op til i brevet, er fredelige - det vildeste er en ide om at stoppe bilister der køre ind på Shell, for at give dem en løbeseddel.

Inden offentliggørelsen af kampagnen afholdtes der en række møder med andre organisationer der arbejdede med Sydafrika, såsom Mellemfolkeligt Samvirke, World University Service ( i dag Ibis) og faglige organisationer. Et af de vigtigste møder var med tillidsmanden på benzin-øen i København. På mødet lykkes det os at overbevise ham om, at det ikke ville skade hans kollegaer og ingen ville miste deres arbejde pga. kampagnen. Vores argument var at salget af benzin og olie ikke ville falde, fordi Shell mistede kunder. Disse ville bare flytte til andre selskaber. Senere i kampagnen henvendte tillidsmændene fra alle de danske olieraffinaderier sig til Shell med en opforing til at trække sig ud af Sydafrika.

På det nytrykte Boykot Shell-brevpapir blev der, dagen inden kampagnestart, sendt til brev til alle danske Shell-stationer. Brevet var en forklaring på, hvorfor kampagnen var sat i gang og hvem vi forsøgte at ramme. Da vi på pressemødet dagen inden kampagnestart, fortalte den undrende ”verdenspresse” om de forestående aktiviteter mod Shell, var der ikke megen interesse at spore. Kun ca. 5 aviser var mødt op. Havde vi været klar over, hvad der ville stå i næste dags aviser, ville vi nok havde tænkt os om en gang mere. Vi havde rustet os til, hvad vi mente kunne blive, det værst tænkelige scenario: At Dansk Shell ville angribe vores kampagne ved at sige, at Shell i Danmark intet have at gøre med Shell i Sydafrika. Vi havde facts, og mente vi selv, at vi var velforberedte.

Ugen efter
Allerede få nætter efter, at vi have startet vores kampagne med gadeaktioner i flere byer over hele landet, brød det hele løs. Om morgen den 17.11 1986 mødte jeg på vores kontor på Nørrevoldgade i København. Et enkelt tryk på telefonsvareren, viste at den var løbet tør for bånd, og at der var mere end 25 meddelelser. Alle de indtalte beskeder var fra ejere af Shell tankstationer. De havde ringet på det telefonnummer som vi havde opgivet i vores brev til dem et par dage tidligere. 21 af beskederne var fra personer som havde fået deres tankstation udsat for mere eller mindre groft hærværk. Benzinslanger var skåret over, ruder ituslået, maling smidt ind i butikken. Et par steder var der forsøgt at sætte ild til butikken og lageret. Alle uden undtagelse var meget vrede. En stemme meddelte, at nu var de på vej til København, og nu skulle vi sgu’ have et lag tæsk. En sagde, at der var en bombe på vores kontor. Og ganske rigtigt, kort tid efter ringede politiet og sagde, at vi skulle forlade kontoret, så de kunne komme og undersøge det for bomber. Den dag stod vi i flere timer uden på gaden mens politiet rodede rundt på vores kontor.

Hvad nu? Det var spørgsmålet, da den værste mediestorm havde lagt sig. Vi måtte meget hurtigt erkende, at vi ikke kunne stoppe dem der havde begået hærværket. Vi måtte ligeledes erkende, at det nok ville foresætte. Vi skulle derfor finde ud af, om vi stadig kunne gå ud og overbevise bilister, boligselskaber, lokalpolitikere mv., om at de skulle stoppe med at handle med Shell. Samtidig skulle vi finde ud af, hvordan vi forholdt os til hærværket. Skulle vi fordømme det og tage afstand, eller bare sige at det var ikke os, og at vi ikke kunne tage ansvaret for hvad andre gør. Vi var i en krise. Det var ikke svært at blive enige om, at kampagnen skulle forsætte. At vi havde argumenter nok til at overbevise hvem som helst om Shells gøren og laden i Sydafrika. Krisen opstod omkring spørgsmålet om, hvorvidt vi skulle fordømme hærværk eller ej. En gruppe mente, at hærværket supplerede vores kampagnestrategi. En anden gruppe, at det skade vores arbejde, og ved ikke at tage klart afstand fra hærværk, ville vi mindste troværdighed hos de danskere, vi ellers kunne have nået. Løsningen blev en blød landing: Vi fordømte ikke hærværket direkte, men ville tage kontakt til det miljø af unge militante, vi mente stod bag, og få dem til at stoppe med hærværket - og hvis de ikke ville, så prøve at overtale dem til at gøre det på tidspunker hvor vi ikke havde opreklameret Shell-kampagnedage.  Det var den løsning, vi kunne samles om på det tidspunkt. Men mange af os vidste samtidig, at vores neutralitet i forhold til det omfattende hærværk ikke kunne vare evigt.   

Terrorister
I kampen mod apartheid havde vi danskerne med os. 98% var i mod raceadskillelsespolitikken i Sydafrika. Et klart flertal var for økonomiske sanktioner mod apartheidstyret. Kun nogle få højtråbende renegater på højrefløjen ønskede kontakt med Sydafrika. De var kun besværlige, fordi at de havde indflydelse på partiet Venstre og de Konservative. I dag er de fleste af disse apartheid-venner pæne politikere, der helt har glemt deres sympatier for apartheid Sydafrika, og nu koncentrere sig om arbejdet som ministre. Men dengang var de en latterlig lille flok, og det var de 98% af danskerne, som vi skulle koncentrere vores arbejde om. Shell kampagnen var et forsøg på at vinde danskerne, at fortælle at det ikke var nok med indførelsen af de statslige sanktioner. Der var andre bånd mellem Danmark og apartheid. Ved ikke at købe sin benzin hos Shell kunne man som enkelt person vise sin foragt over for Shells støtte til apartheid.
I løbet af de næste to år henvendte vi os til stort set alle, der købte benzin hos Shell, Fra storforbrugeren DSB til hr. og fru Jensen. Og det lykkes at få Shells salg til at droppe med 10% i løbet af de første år. Det er selvfølgelig svært at sige, om det kun var vores forbrugerboykot der ramte Shell, eller om der var en afmatning i benzinsalget i Danmark i samme periode. Vi kan nu godt lide tanken om, at det var vores indsats, der gav Shell nedgangen i salget.
 
For politiet var det fortsatte hærværk en sag, som man politisk fra regeringshold havde fået besked på at tage fat på med nidkærhed.  Men det var vanskeligt for politiet, for hærværksfolkene var ikke til at finde. Det var vi til gengæld. LSA og Sydafrika-komiteerne stod altid ved de aktioner og aktiviteter, vi stod bag. Vores tommelfingerregel var: ”Det er ikke politivedtægten, der sætter grænsen for vores aktiviteter. Sagen er om aktiviteten skaber mere sympati for det sydafrikanske folks kamp mod apartheid.”  Det var på denne vægt at alle vores aktioner og aktiviteter blev vejet.  Om de betød en bøde, et par dages hæfte eller en kort fængselsstraf var underordnet. Spørgsmålene var altid, ”Vil denne aktion skabe mere fokus på et område som ikke er kendt af danskerne eller af politikkerne?”, ”Vil denne aktion være med til at skabe en debat, ændre en politik, skabe mere støtte til befrielsesbevægelsen ANC, skabe mere støtte til Mandelas løsladelse osv.?”

Efterhånden som Shell forbrugerboykotten og hærværket voksede i omfang, blev LSA også mål for højreorienterede politikeres og mediers harme og kritik. Hvis det var muligt for dem at skabe en forbindelse mellem os og hærværksfolkene ville de kunne gøre livet surt for os. Bertel Haarder udtalte til Jyllands Posten ”Pas på voldsgrupperne”. I artiklen advarede han mod voldsgrupper der hverver skoleelever til hærværksaktioner. Bertel advarede særlig mod Unge mod Apartheid og Landskomiteen Sydafrika-Aktion, som han mente kunne sættes i forbindelse med den megen hærværk mod Shell.

De politiske signaler blev i løbet af 86 og 87 så tydelige, at politiet slog til over for LSAs lokaler på Nørrevold. Kontoret blev ransaget, og en halv snes flyttekasser med papirer blev taget med. De aktivister, der mødte på kontoret under politiaktionen, blev anholdt. I alt blev 21 aktivister anholdt eller sigtet, ligesom flere private hjem blev ransaget af politiet.
Panikken bredte sig hos de aktive. Vi vidst, at politiet ikke havde noget at komme efter, hvis vi så bort fra plakatopsætning og mindre graffiti på et par danske virksomheder med interesse i Sydafrika. Hvis det lykkes for politiet at kriminalisere vores arbejde, ville det være svært at overbevise de lokale borgmestre og byrødder om at de skulle stoppe med at købe Shell. Vi var altså bange for at hvis denne sammenkædning lykkes for politiet, ville det besværliggøre vores arbejde. Senere skulle det også vise sig at et par af vores aktive medlemmer spillede en dobbeltrolle. De havde tætte kontakter til de personer og grupper der stod bag hærværket.

De anholdte blev sigtet efter den milde terrorparagraf 114. Retssagen varede i mere end et år, og i den tid var det svært at samle folk om aktiviteterne. Mange var bange, og andre gik i panik, og ønskede at vi skulle ”gå under jorden”.
I løbet af 1987 kom det til en splittelse i anti-apartheidarbejdet. En gruppe af de aktive forlod arbejdet i utilfredshed med, at et flertal ønskede at tage afstand fra vold og hærværk. Flertallet havde lavet et papir på, hvordan anti-apartheidbevægelsen skulle forholde sig til aktionsformer. Et sådan grundlag eksisterede allerede for vores eget arbejde, men det nye papir tog også stilling til andres aktiviteter. Hvis andres hærværk medførte, at vi fik sværere ved at mobilisere for en boykot af Shell og støtte til ANC, skulle vi tage afstand fra disse aktiviteter.
Papiret, der blev vedtager af alle Sydafrika-komiteer, LSA og Unge mod Apartheid, startede således: ”Vi arbejder på et ikke-voldeligt, demokratisk grundlag.” Den dag i dag er det grundlaget for Sydafrika Kontakts arbejde.

Jeg tror ikke at det kunne have været anderledes. Splittelsen ville under alle omstændigheder været kommet, også selv om at politiet ikke havde slået så hårdt ned. Mange af de aktive var i realiteten kun skolebørn på 14-15 år. Flertallet bestod for det meste af lidt ældre, der havde erfaringer med græsrodsarbejde.
Mindretallets manglende anerkendelse af, at vores arbejde skulle foregå inden for rammerne af et demokratisk samfund, var noget der havde ligget og rodet i baggrunden i lang tid. Men splittelsen mellem de aktive efterlod nogle sår, og den dag i dag er alle stadig ikke på talefod.

Shell kampagnen sluttede i 1999, og vi sejrede ikke totalt. Shell var stadig i Sydafrika. Men i mange år fremover, og helt frem til i dag har Shell riser i lakken.
Shell kampagnen var vel nok Danmarks størteste boykotkampagne. Noget man underviser i på handelshøjskolen og noget som enhver erhvervsleder vil gøre alt for ikke at opleve. Shell og andre store virksomheder taler i dag langt mere om moral og etik. Personligt tror jeg ikke at de har ændret sig. Der er bare kommet dygtigere folk til, og der bruges flere penge på at skabe en pæn profil i offentligheden.  
Så skal man gøre resultatet af Shell kampagnen op, må konklusionen blive, at det i dag kan være dyrere for større virksomheder at deltage eller støtte undertrykkelsen af befolkninger i andre lande, eller opføre sig på en måde som opfattes som uetisk. Spørg bare NOVO om det.

Det er muligt at ændre verden – men ikke uden at man selv gør en indsats.